Læsetid: 4 min.

Anmeldelsen

Det er på høje tid, at der kommer en retslig afgørelse om, hvorvidt Dansk Folkepartis mange hadefulde udmeldinger om landets etniske og religiøse minoriteter overhovedet er lovlige
4. oktober 2006

I denne uge er der på Rune Engelbreths initiativ startet en interessant sag, nemlig politianmeldelsen af Dansk Folkeparti, hvor mere end et halvt hundrede personer kollektivt har meldt centrale personer i partiet for overtrædelse af racismeparagraffen.

Det er jeg af flere grunde glad for at være med i, og ikke kun fordi dette stor-sagsøgende parti blandt andre i sin tid sagsøgte mig (og tabte med et brag). Jeg skrev straks under på politianmeldelsen, også selvom der ved første øjekast kan være problematiske aspekter.

Det problematiske overskygges dog klart af det positive, for det er på høje tid, at der kommer en afgørelse om, hvorvidt Dansk Folkepartis mange hadefulde udmeldinger om landets etniske og religiøse minoriteter overhovedet er lovlige.

Ved første øjekast og med Jyllands-Postens Muhammed-tegninger in memoriam kan det forekomme problematisk at sagsøge nogen som helst ytring. Muhammedsagen blev jo gjort til et for og imod ytringsfriheden.

Hertil er der kun én ting at sige, nemlig at tegningerne i JP var fiktion og foregav at være en slags humoristisk og subjektivt indspark i debatten.

Personligt syntes jeg, at tegningerne var dårlige og ikke bidrog med noget som helst konstruktivt, de var på linje med klassiske tegninger af f.eks. en neger, der sidder under palmen og ruller med øjnene, mens han drikker moonshine-whisky.

Dårlig stil vil jeg kalde det, men som andre dårlige vittigheder fuldt legale - og så i øvrigt slet ikke det samme, som når Mogens Camre som medlem af Europa-Parlamentet og Folketinget ved et grundlovsmøde officielt, og på ingen måde satirisk, udtaler:

"Vores samfund har en voksende underklasse af mennesker, som aldrig vil blive integreret, men som dag for dag vil rive det danske samfund i stykker, fordi den islamiske kultur ødelægger ethvert samfund." (Grundlovstale i Rhododendronparken, Brønderslev, 5.6.2006. Kilde: www. mogenscamre.dk)

'Men bidrager DF's mange radikale udmeldinger ikke til at nuancere debatten og dermed gøre den politiske debat rigere?' vil nogle sikkert spørge.

Jeg vil mene nej! DF har i årevis forsøgt at splitte debatten op i et 'dem' og et 'os', hvor 'de' ikke er værd at tale med, endsige tage alvorligt. Et andet citat fra anmeldelsen lyder: "Forestillingen om 'fornuftige muslimer', der støtter demokrati og menneskerettigheder, er en illusion." (Mogens Camre, Kristeligt Dagblad, 8.3.2006).

Camres udmelding er central. 'De' bliver skildret som så radikalt anderledes, at man simpelt hen ikke kan føre dialog med dem. En slags undermennesker. Partiets postulat om bare at føre en åbenmundet, "fræk" tone i indvandrerdebatten holder ikke, når 'de andre' underkendes enhver form for fornuft eller menneskelighed.

Hvad partiet i øvrigt har at bidrage med i forhold til den politiske debat om 'dem' siges også ubehageligt tydeligt i et andet citat i politianmeldelsen, nemlig Morten Henriksen, MF: "Send mændene hjem til tortur og politisk forfølgelse og lad kvinderne opleve Vestens frihed." (Ugebrev, martinhenriksen.dk, uge 20 2006).

DF's propagandamaskine

Desværre blev vores happening lækket til TV2 af en reklamemand på listen. Begrundelsen for politianmeldelsen var endnu ikke færdigformuleret, men DF's velsmurte propagandamaskine var omgående klar med den sædvanlige strategi, nemlig martyriets.

Ifølge Peter Skaarup i Jyllands-Posten d. 28. september var DF blot igen udsat for en "veltilrettelagt hadekampagne".

Igen er der 'dem' og 'os'. Og DF er de 'gode', i modsætning til stort set alt andet, med et (også politianmeldt) citat fra Søren Krarup: "Hvor kristendommen hersker, der har sagen at gøre med kærlighed til de ting, man har kær. Hvor islam hersker, er det derimod den højere selvretfærdighed, der rent logisk ender ud i et alt-ædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker." (Berlingske Tidende, 2.2.2005).

Men sagen er i mine øjne, at Dansk Folkeparti i årevis har overtrådt racismelovgivningen. Der er god grund til at bede retsvæsenet om at undersøge, om partiets udtalelser overhovedet er lovlige. Naturligvis vil DF påstå, at anmeldelsen er et forsøg på at knægte ytringsfriheden. Her må man dog ikke glemme, hvor mange gange partiet selv har anlagt sag imod helt almindelige borgere.

Man skal vare sig for, som f.eks. Lars Bonnevie, at kalde partiet racistisk. Så står partiet klart med et sagsanlæg. Ifølge DF må søgsmål altså være helt legitime. Man må heller ikke glemme, at DF har magt til at få de hadefulde ord fra citaterne udmøntet i handling.

Blandt andet derfor bliver det interessant at se, hvad retsvæsenet egentlig mener om DF i forhold til racismelovgivningen.

Indtil afgørelsen foreligger, vil jeg glæde mig over, at de mange mugne citater kommer for dagens lys, især i denne tid hvor Pia Kjærsgaard forsøger at foregøgle vælgerne, at DF er en slags borgerligt socialdemokrati, som deler masser af værdier med partier som f.eks. Venstre, at partiet så at sige nu er blevet "stuerene". Men stuerene bliver de aldrig, dét havde Poul Nyrup aldeles ret i, og det viser politianmeldelsens mange citater også.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her