Under et møde med den egyptiske præsident Hosni Mubarak advarede FN's generalsekretær, Kofi Annan, i går Sudans regering mod at tvinge internationale styrker ud af landet.
Mandag meddelte den sudanske regering, at fredsbevarende styrker fra Den Afrikanske Union helst skal være ude af landet inden 30. september, og at denne styrke ikke kan erstattes med en FN-styrke.
I sidste uge vedtog FN's Sikkerhedsråd ellers en resolution, som vil sende 20.000 FN-soldater til Darfur som afløsere for Den Afrikanske Unions 7.000 mand. Annan frygter, at kampene i Darfur igen kan blusse op, hvis den sudanske regering selv overtager ansvaret for sikkerheden i provinsen.