Læsetid: 4 min.

Annans muligheder

20. februar 1998

Da FN's generalsekretær sidste gang rejste til Bagdad for at forhandle afværgelsen af en krig med Saddam Hussein var resultatet ydmygelse - og krig. Saddam lod daværende FN-chef Peres de Cuellar vente i timevis under besøget i 1991, før han nedlod sig til at indfinde sig med den besked, at han ønskede krig.
Den nuværende generalsekretær Kofi Annan vurderer, at han har mulighed for succes. Hans besøg er et oplæg til reelle forhandlinger, hvad der først og fremmest afspejles af det forhold, at han først ventes tilbage i FN-hovedkvarteret på mandag. Det tager ikke en hel weekend at aflevere et ultimatum - men det kan tage dage at sammenstrikke et kompromis. På trods af USA's og Storbritanniens officielt meget stejle holdning, arbejder deres diplomati på højtryk. De har accepteret Annans mission i bevidstheden om alle forhandlingers grundregel: Alle deltagere skal kunne erklære sig som vinder, og noget skal gives for noget. Om det så bare er et figenblad.

Allerede i nat eller i morgen nat vedtager FN's Sikkerhedsråd en væsentlig indrømmelse til Irak: Den årlige kvote olie Irak må sælge til brug for FN-kontrolleret indkøb af mad og medicin hæves fra 2,2 milliarder dollar til 5,4 milliarder dollar. Med den nuværende oliepris svarer det til, at Iraks nedslidte produktionsapparat sætter pumpehastigheden op til maksimum. Altså en faktisk ophævelse af blokaden - men med dén klausul, at FN kontrollerer, at indtægten bruges til gavn for befolkningen - ikke til våben.
Forhandlingsklimaet mildnes, når FN endeligt - mange år for sent - gør noget for at lindre den irakiske befolknings forfærdelige lidelser.
Det mildner, men muligvis ikke nok for Saddam Hussein. Han har ikke vist tegn på, at befolkningens lidelser bekymrer ham. Han har siden blokaden blev indført haft betydelige indtægter ved omfattende blokadebrud ved storeksport af olie og dieselolie til nabolandene. Indtægterne har sat ham i stand til bl.a. at bygge en række nye paladser siden 1991, genopbygge og bevæbne dele af den republikanske garde og oprette et nyt militært elitekorps. Han kunne have brugt indtægterne til at hjælpe sit folk. Han kunne især have demonteret sine masseødelæggelsesvåben og få blokaden hævet.

FN kan også give indrømmelser i sammensætningen af de inspektørhold, der skal håndhæve våbenhvilebestemmelsens krav om, at alle Iraks masseødelæggelsesvåben skal destrueres. Annan kan f.eks. tilbyde, at holdene rummer færre briter og amerikanere, og at de ledsages af diplomater - det sidste er Saddams egen skitse til et figenblad.
Også blokaden af Irak bør forhandles. Gør det mere klart, hvilke krav der skal opfyldes, før den hæves. Dette vil eliminere det tåbelige amerikanske krav, som USA's udenrigsminister Madeleine Albright fremsatte sidste år: At ophævelsen er betinget af Saddams afgang. Intet under, at dette krav har givet næring til den arabiske opfattelse, at USA er bandsat på at fastholde den irakiske befolkning i endeløs lidelse. For naturligvis opfylder Saddam ikke kravet. En sådan præcisering kunne også indføre en trinvis ophævelse, muligvis under fortsat kontrol, så der udvides for irakisk indkøb af ikke-våben: Hvorfor må Irak for eksempel ikke i dag indkøbe landbrugsmaskiner, såsæd og andet, der kan mindske afhængigheden af fødevareimport?

Til gengæld er Kofi Annans krav lige så klippefast som kort: Uhindret adgang for FN's våbeninspektører til at gennemføre destruktionen af Iraks masseødelæggelsesvåben, og en skriftlig accept af, at brud på denne aftale er en invitation til angreb.
Findes der forhandlingsvilje hos Saddam Hussein? Små tegn tyder på det: I forgårs meddelte Bagdad, at Annan godt kunne holde sig væk, hvis han "bare kom med et budskab".
Frankrig reagerede omgående med en skarp advarsel til Saddam. Kun få timer derefter kom en langt mere forsonlig kommentar fra Bagdad: Irak bød Annan velkommen og forsikrede, at det ville gøre sit yderste for at sikre et succesrigt besøg.
Det værste, Annans besøg kan føre til, er et mudret resultat, som USA og Storbritannien forkaster - men Frankrig og Rusland accepterer. Resultatet bliver krig mod Saddam Hussein, fordi USA og Storbritannien ikke ser anden udvej. Dermed forstærkes risikoen for at gabet mellem USA/Israel og den arabiske verden uddybes yderligere - og at f.eks. den forsigtige opblødning af forholdene internt i Iran og mellem Teheran og USA standses, og at freden mellem Israel, palæstinenserne og nabolandende svinder yderligere.
Men diplomatiet har allerede virket: Fra selve Iran lød i går en klar opfordring til fuldt irakisk samarbejde med FN: "Hvis inspektionsholdene har mistanke om, at Saddam Husseins paladser indeholder masseødelæggelsesvåben, så bør Irak tillade inspektioner for at rense sig for mistanke" hed det i en officiel kommentar. Iran er en regional sværvægter, ét af de olie-rigeste og USA's skarpeste kritiker. Denne iranske kursændring er en markant mellemøstlige indrømmelse til FN's (og USA's!) krav.

Annans rejse til Bagdad giver diplomatiet chancen for at afværge den krig, som ingen ønsker.
Skulle det imidlertid mislykkes, er vejen banet for større enighed i Sikkerhedsrådet om, at de diplomatiske muligheder er udtømt:
Saddam har formået at få selve "verdenssamfundets" generalsekretær leveret på sin dørtærskel. I ugevis har diplomater summet mellem Bagdad og alle andre vigtige hovedstæder, for at finde en løsning. Hvad mere kunne han ønske sig af diplomatisk indsats?pety

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her