Læsetid: 7 min.

Annus horribilis for EU

2005 var et skidt år for den europæiske union. Tabte folkeafstemninger, polske blikkenslagere, træthed over flere EU-udvidelser og skænderier mellem svage europæiske ledere prægede året, der dog sluttede med et vedtaget EU-budget
28. december 2005

Hverken juletiden eller den kommende nytårsaften har givet megen anledning til feststemning for den europæiske union.

Efter to tabte folkeafstemninger om den nye europæiske forfatning i henholdsvis Frankrig og Holland, massiv utilfredshed hos de europæiske borgere med planlagte liberaliseringer af servicesektoren i det europæiske indre marked og fortsatte skænderier mellem det liberale Europa - anført af britiske Tony Blair - og det mere reguleringsglade Frankrig, sørgede Eurobarometer den 19. december for den seneste knock-out.

Den nyeste måling fra EU's eget meningsmålingsinstitut viser, at befolkningernes støtte til det europæiske unionsprojekt er faldet fra 54 til 50 procent siden sidste måling i foråret 2005. Og ved et paradoksalt tilfælde er opbakningen til Unionen lavest i det land, som overtager EU's roterende formandskasket den 1. januar 2006: Østrig. Blot 25 procent af østrigerne synes, at EU-medlemskabet er godt for deres land. Næstlaveste opbakning kan EU notere sig i Storbritannien, som er landet, der afleverer formandstitlen til Østrig i denne uge. Her finder kun 28 procent, at EU er til nytte for briterne.

Markedet på dagsorden

2005 startede ellers ikke så dårligt, da spanierne som det første medlemsland godkendte udkastet til den nye europæiske forfatning. Men allerede i slutningen af 2004, da den franske debat om forfatningen begyndte, kunne krisetegnene anes.

Fra solid opbakning til traktaten på over 60 procent blandt de franske vælgere i december 2004 begyndte ja-tallene i foråret 2005 at rasle ned, nogenlunde i takt med at en ny dagsorden for alvor begyndte at slå igennem i Unionen: øget konkurrence, markedsøkonomiske reformer eller fleksibilitet; en dagsorden, som i højere grad end nogensinde tidligere fik de generelt upopulære konservative regeringspolitikere til at skyde skylden for fransk økonomis dårligdomme på EU. En farlig strategi som var en af forklaringerne på det nej, som viste sig den 29. maj.

Den nye dagsorden kunne ses i den nytiltrådte Europa-Kommission, hvor formand José Manuel Durão Barroso fra Portugal fra tiltrædelsen i december 2004 sagde, at Kommissionens ambition ville være at bringe økonomiske reformer i centrum for EU i den næste fem-års-periode. Nøgleordene er øget konkurrence, mere og bedre forskning og udvikling samt mindre regulering, sagde han.

Det nye fokus har en dyster baggrund. Europa sakker bag ud i den globale konkurrence, samtidig med at landene bakser med arbejdsmarkedspolitiske reformer. Truslen om især udflytning af arbejdspladser til lande med lavere skatter og mere fleksible arbejdstider findes i alle de gamle EU-lande og kostede den tyske socialdemokratiske kansler hans politiske liv, da han i efteråret tabte valget til den konservative Angela Merkel.

Den polske blikkenslager

Tilbage til Frankrig. Her anførte præsident Jacques Chirac kampen mod EU's servicedirektiv - som efter en heftig debat, strejker og protester i mange europæiske lande - blev udskudt, men lige lidt hjalp det. Franskmændene havde andre problemer - den planlagte begyndelse på udvidelsesforhandlingerne med Tyrkiet var en vigtig reference for nej-kampagnen fra højre.

Hertil kunne man lægge en socialistisk nej-kampagne, som ønskede sig "mere EU" og frem for alt et "mere socialt EU".

Modstanderne til venstre talte ord i traktaten. De kom frem til, at "marked" samt "frihandel" fandtes hundredvis af gange, mens termen "social" kun optrådte en snes gange. Og bekymringen fandt et genialt fikspunkt, en helt ny symbolfigur, som snart skulle antage mytiske dimensioner i først fransk og siden europæisk politik: den polske blikkenslager, Piotr, den slaviske, ansigtsløse håndværker, som under kampagnen blev det vægtigste slagord for alt det, der er galt med det nye Europa, når det drejer sig om truslen mod franske arbejdspladser i form af lukning, udflytning, social dumping eller lønnedgang.

Oprindeligt kom billedet af Piotr fra den tidligere EU-kommissær Frits Bolkestein (ham med servicedirektivet).

Bolkestein døjede med et rør, der sprang læk, i sit franske sommerhus sidste år. Han kunne ikke finde en fransk blikkenslager og kom så for skade offentligt at udtale, at han sandelig ville være blevet glad, hvis der havde været en polsk i nærheden.

Hans udtalelser ophidsede i den grad hele Frankrig, særligt naturligvis venstrefløjen og den lokale fagforening, der sendte lister over arbejdsløse franske blikkenslagere til den upopulære kommissær. Og billedet af blikkenslageren endte med at blive så potent under EU-kampagnen, at selv den polske præsident Aleksander Kwasniewski følte sig nødsaget til at afvise ham som "en komplet overdrevet myte".

Den franske præsident Jacques Chirac gik først sent ind i EU-kampagnen - for sent, mente mange kommentatorer og den upopulære præsidents henvendelser til nationen rykkede intet ved resultatet: Nej-siden endte den 29. maj på imponerende 55 procent, med 45 til ja-siden. En sensation og præsident Jacques Chiracs livs politiske ydmygelse.

Herefter var det nærmest en formssag, at også hollænderne med 61,6 procent til nej-siden afviste traktaten, som så nogle uger efter ved EU's junitopmøde blev lagt eftertrykkeligt i dybfryseren af de europæiske stats- og regeringschefer.

Tænkepause

Der ligger teksten fortsat, og ikke mange tror, forfatningen nogen sinde kommer levende ud af den omgang - om end der fortsat er visse entusiaster, som tror på, at de mest populære dele kan vedtages separat, eller at en ny forfatning kan strikkes sammen med udgangspunkt i den forkastede tekst. Senest har den nye tyske kansler luftet en ide om en social tillægsprotokol, som skulle klistres på en ellers uændret tekst. Ikke mange giver det forslag mange chancer, selv om det signalerer en vis appetit på Europa-politikken fra den nye kansler.

I juni lød dommen på "tænkepause", og mens Europa-Kommissær for kommunikation, Margot Walstrøm, benyttede anledningen til at lancere en helt ny plan D - for demokrati og dialog med de skeptiske borgere - gik de politiske ledere i stedet i gang med et fortsat mega-skænderi om det nye EU-budget for 2007-13.

Det lykkedes ikke at vedtage budgettet i juni - briterne ville ikke af med deres i resten af Unionen upopulære EU-rabat, før franskmændene ville diskutere den fælles landbrugspolitik. Det ville ingen i Paris høre tale om, og så kunne man ikke komme videre.

Briterne overtog EU-formandskabet, og premierminister Tony Blair benyttede Unionens hastigt voksende krisestemning til at annoncere behovet for en helt ny europæisk debat om "det sociale Europa" - et Europa som ifølge Blair ikke kunne rummes i "karikaturer på en neoliberal (læs britisk) eller stiv og reguleret (læs: fransk) samfundsmodel".

Det kom der ikke det store ud af, men i det mindste besluttede EU at indlede udvidelsesforhandlingerne med Tyrkiet den 3. oktober, efter østrigerne havde gjort deres bedste for at sabotere den ellers vedtagne startdato.

De åbnede forhandlinger rokker imidlertid ikke ved, at stemningen i EU over for fortsat udvidelse er kølet betydeligt i medlemskredsen, og det var lige ved at koste Makedonien landets status som kandidatland, da franskmændene besluttede sig for at bruge det lille Balkan-land som gidsel i de fortsatte bitre budgetforhandlinger under briternes afsluttende topmøde den 16.-17. december.

Om den aktuelle "enlargement fatigue" vil begrænse sig til et 2005-fænomen, eller om den er noget, der vil komme meget mere af i de kommende år, vides ikke, men foreløbigt har den franske præsident Chirac lovet sine borgere, at alle fremtidige udvidelser af den europæiske union skal til afstemning i den franske befolkning.

Under alle omstændigheder blev budgettet vedtaget natten til lørdag morgen den 18. december i et klassisk EU-kompromis, hvor alle gav sig lidt, ingen tabte ansigt og alle fik lidt med hjem. De øst- og centraleuropæiske lande fik færre penge end lovet, men flere end briterne havde foreslået. Briterne opgav lidt af deres rabat, men fik ikke noget løfte om en revision af landbrugspolitikken - blot en aftale om at hele budgettet skal diskuteres grundigt midtvejs i budget-perioden.

Herfra hvor vi står

Og her står EU så nu. Østrig overtager formandskabet den 1. januar og skal som noget af det første debattere budgettet med et kritisk Europa-Parlament, der skal godkende den vedtagne tekst. Østrigerne har annonceret et "beskedent formandskab", som vil passe det daglige arbejde i Unionen uden de store armbevægelser. Men det største problem for Unionen i 2006 bliver at genvinde borgernes tillid - f.eks. ved at vise, at EU faktisk kan stimulere væksten og beskæftigelsen i Europa, så regionen kan konkurrere globalt, uden at de europæiske velfærdsstaters sammenhængskraft tabes. Andre vigtige punkter bliver terrorbekæmpelse, immigrationspolitik og en sammenhængende europæisk udenrigspolitik, som har ligget i ruiner siden Irak-krigs uenighederne.

Der er nok at tage fat på. Mange tror, det vil kræve nye ledere i Frankrig og Storbritannien at løsne op for krisen - men Blair og Chirac forsvinder ikke i 2006. Præsidentposten skal besættes i 2007 og ingen ved, hvornår Blair går af - om end han har bebudet, at denne, hans tredje periode som premierminister, er den sidste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu