Læsetid: 5 min.

Ansigt til ansigt med ansigstransplantationen

Verdens første ansigtstransplantation på en fransk kvinde skaber debat. Videnskaben, der har muliggjort fremskridtet, synes dog ikke at levere nogle svar på konsekvenserne
15. december 2005

"Alt hvad videnskaben kan tillade sig, vil blive virkelighed," sagde den franske forfatter Michel Houellebecq for nogle måneder siden i et interview i Le Monde og tilføjede: "Også selv om det grundlæggende vil ændre, hvad vi i dag betragter som menneskeligt og ønskværdigt." Omstændigherne omkring verdens første ansigtstransplantation udført den 27. oktober 2005 i Amiens afkræfter ikke 'Houellebecqs lov.' I hvert fald er den tilsyneladende vellykkede operation nu endelig blevet modtaget som både menneskelig og ønskværdig. Videnskaben har dikteret den debat, som transplantationen har foranlediget - det som Houellebecq kan kvalificere som "menneskehedens fremtid."

En af grundene kunne være vor samtids fravær af autoriteter. Man kunne også tale om "utopiernes krise, projekternes krise, modellernes krise og endelig krisen i historieskrivningen, fremover fiktion," som Yves Michaud foreslog det i en kronik i Le Monde dagen efter ansigtsoperationen. Michaud referede til Houllebecq. Og så henviste han til Malcom Lowrys konstatering: Alt vil ske på den ene eller den anden måde - anyhow somehow. Derfor, siger Michaud, har menneskeheden slet ikke længere nogen fremtid. Forsøget på at begribe den slår om i en jagt på fortiden, men "manglen på vished om fremtiden opløser fortiden i fiktion: Når der ikke længere er noget åbenbarende perspektiv, bliver religionen en kriminalromaan ligesom Da Vinci-mysteriet," foreslår Michaud.

Frankensteins spøgelse

Men hverken Michaud eller Houellebecq har kommenteret det seneste fremskridt. Ordet er snarere blevet overdraget læger, psykologer, sociologer og endelig journalister, på jagt efter et muligt vinkling af problematikken - herunder bl.a. medieetik.

Modtageren af verdens første transplanterede ansigt er en kvinde, der blev slemt skambidt af en hund i ansigtet. Hun har fået transplanteret næse, læber, kind, vener og arterier. Det er officielt så godt som alt, hvad man ved i Frankrig. Såvel modtager som donor har i henhold til fransk lovgivning ret til at forblive anonyme.

Indgrebet er en sensation, men ingen overraskelse. Siden de første mislykkede eksperimenter under Anden Verdenskrig med at overføre hud fra et menneske til et andet, er det gået slag i slag. I 1954 lykkedes det at transplantere en nyre, i 1967 et hjerte og i 1998 hænder. Videnskabsmænd verden over har længe betragtet ansigtet som næste naturlige skridt og stået i kø for at tage det skridt.

I den franske offentlighed har man imidlertid hidtil hørt svært fremmedgjorte stemmer omtale et sådant indgreb som science fiction. Referencerne til John Woos film Face/Off fra 1997, hvor Nicolas Cage og John Travolta bytter ansigt, er talrige.

I begyndelsen af oktober måned kunne man i ugemagasinet Marianne læse om en vis doktor Siemonov i Amerika, der i Doktor Frankensteins ånd "nu forbereder sig på et forsøg de mest rædselsvækkende romaner værdigt. Denne her gang handler det ikke om møtrikker og bolte i halsen... men om et nyt ansigt!"

Teknokratisk debat

Inden måneden var omme var den amerikanske kirurg imidlertid blevet overhalet af en af journalistens landsmænd, lægen, der også signerede første håndtransplantation, Jean-Michel Dubernard.

"Alt er i skønneste orden," forklarede han nogle dage senere en stolt nation.

"Det, vi nu bøvler med, er journalisterne," konkluderede Dubernard med henvisning til afsløringer i blandt andet den britiske tabloidpresse om patientens identitet. Transplantationen, der er blevet præsenteret som en væsentlig begivenhed i menneskehedens historie, har afstedkommet etisk debat af yderst teknokratisk karakter:

"Ved et årligt møde i det nationale franske etiske råd spurgte daværende minister Jean François Mattéi til knopskydningen af alverdens etiske komiteer, og det havde han al mulig grund til," skriver Christian Hervé, forfatter til bøger om etikken i lægevidenskaben, i en kronik i avisen Libération.

Udover at påpege en række oversete spørgsmål, fremhæve en mængde strukturelle problemer, bekymrer Hervé sig dog først og fremmest om ét forhold: "Faktisk har polemikken undraget sig det mest væsentlige spørgsmål: patienten."

Ikke desto mindre har interessen for kvinden bag det ny ansigt været umådelig.

Patienten er imidlertid mere end et enkelt tilfælde. Hun er et eksempel, understreger filosoffen A C Greyling:

"Hvis nogen som helst sår tvivl om ansigtstransplantationers berettigelse, bør de konsultere billederne af verdens første modtager offentliggjort i denne uge. De viser, at kvinden i Amiens, der modtog dele af en andens ansigt til at erstatte sin tabte næse, læber og kinder, ser normal ud. Det lover godt. Medmindre der opstår implikationer, vil denne bemærkelsesværdige redning af et individ fra skamfering puste nyt liv i håbet blandt titusinde af lemlæstede ofre for forbrændinger og medfødte misdannelser," skriver Greylin i The Independent.

Denys Pellerin, tidligere medlem af det franske etiske råd, mener også, at ansigtstransplantationen er et eksempel til efterfølgelse. Som han forklarer i Libération er næste etape andre partier af ansigtet. Desuden er der udsigt til transplantationer af kønsdele. I 2001 annoncerede den amerikanske kirurg Robert White med at have transplanteret en abes hjerne over på en anden abe med den hensigt siden at forsøge sig på mennesker.

"Ifølge specialisterne hører dette scenario heldigvis foreløbig kun hjemme i science fiction-bøgerne," noterer Libération.

Et af debatemnerne i Frankrig har været, om den specifikke ansigtstransplantation er et æstetisk anliggende eller et spørgsmål om liv eller død. Plastikkirurgi er i eksplosiv vækst. Sidste år kunne man i Le Monde læse, at der årligt bliver udført 200.000 operationer af slagsen.

Et nyt netværk

Men en rigid distinktion mellem en livsnødvendig og blot æstetisk bearbejdning af ansigtet mener sociologen David Le Breton i den anonyme kvindes tilfælde ikke er et holdbart udgangspunkt. Som han forklarer har patienten været så skamferet, at hun har "tabt ansigt, psykologisk og socialt."

Hermed har hun også mistet sin plads i verden: "Ikke længere at antage menneskelig skikkelse er en metafor for døden."

Blandt kommentatorer er der enighed om, at hvad der står på spil i seneste transplantation, er af anden art end tidligere: "At transplantere et ansigt er først og fremmest at transplantere en identitet," siger Le Breton.

Den franske filosof Jean-Luc Nancys stemme har manglet i debatten. Til gengæld lod han høre fra sig for nogle måneder siden i Libération. Efter i 1991 at have modtaget en andens hjerte, har transplantationen indfundet sig "i hjertet" af hans tænkning, som han siger. Et transplanteret organ er som en uindbuden gæst, forklarer han. Men den uindbudne gæst er også ens egne organer, når de ikke længere fungerer som tidligere.

Nancy aner en etik: "Ingen kan længere betvivle, at organet som gave er blevet en af menneskehedens grundlæggende pligter. Heller ikke, at gaven indvarsler mellem os alle muligheden for et netværk, hvor livet og døden deles, hvor det ukommunikerbare kommunikeres - uden skelen til etniske eller kønsmæssige grænser, uden skelen til andre grænser end uoverenstemmelsen mellem blodtyper."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her