Læsetid: 2 min.

Ansigt til ansigt omkring muren

Opsigtsvækkende kunstprojekt i den israelsk-palæstinensiske konfliktzone vil skabe gensidig forståelse gennem humor
7. marts 2007

TEL AVIV - De franske fotokunstnere JR og Marco er i gang med at hænge store portrætter op på Israels såkaldte sikkerhedsmur, hvor den bugter sig frem gennem bylandskabet omkring Jerusalem. I projektet, som de kalder Face2Face, har de på både israelsk og palæstinensisk side af konflikten taget portrætbilleder af almindelige mennesker, og forvrænget deres ansigtstræk ved brug af særlige kameralinser. Billederne er herefter blevet produceret i kæmpe plakatstørrelse og bliver i to omgange sat op på selve muren, og på hvad initiativtagerne kalder usandsynlige og uventede steder i området omkring skillelinjen.

Humor i brutaliteten

Den første ophængning fandt sted på palæstinensisk side omkring Betlehem lørdag, og den anden sker på israelsk side, hvor muren skærer tværs over vejen fra Jerusalem ind i bydelen Abu Dis.

"Det er anderledes, og folk kan lide det," siger Ayman Abu Zuluf, der er palæstinensisk koordinator for projektet.

"Det er en protest mod muren, men det bringer også et stykke humor ind i brutaliteten. Vi hænger op på de steder, hvor den israelske mur er allermest voldsom."

Ved at forvrænge ansigterne til det næsten groteske søger de to kunstnere at vise, at mennesker på begge sider af muren er ens. Israelere og palæstinensere beskæftiger sig med de samme ting, hvorimod skellet mellem dem er politisk, hvilket kan overvindes ved gensidig forståelse.

"I en sensitiv sammenhæng må vi udtrykke os klart," siger de to kunstnere i en pressemeddelelse.

"Vi går ind for en løsning hvor to lande, Israel og Palæstina, kan leve fredeligt inden for internationalt anerkendte grænser."

Tvillinger

Ideen til Face2Face som kunstprojekt opstod allerede for et par år siden. Da havde JR, som kalder sig undergrundsfotograf, og hans partner Marco, der stammer fra Nordafrika, allerede gjort sig kendt ved en række markante projekter. Det internationale gennembrud fik de i 2004 med projektet Portræt af en generation, hvor de fotograferede ungdom i de socialt belastede Paris-forstæder Montfermeil og Clichy-sous-Bois.

"Deres metode er det tilfældige møde med mennesker," tilføjer AymanAbu Zuluf.

"Det har de gjort før, og de gør det her. De er på gaden og finder mennesker, der gerne vil lade sig fotografere, og på den måde trækker de lighederne op mellem de to folk."

Tanken er at fotografere mennesker i ensartede situationer på begge sider. Kunstnerne opfatter den israelske og den palæstinensiske taxichauffør som tvillingebrødre, ligesom et par kvinder med hovedklæde på hver sin side er søstre. For de lever i det samme landskab, taler næsten samme sprog og deler den samme kærlighed og det samme had.

"Vi ønsker, at alle omsider vil bryde ud i latter og føle, at når han ser portrættet af den anden side, så ser han også portrættet af sig selv," hedder det i kunstnernes pressemateriale.

"Ansigt til ansigt er vigtigt, og om nogle år kommer vi igen for at lave Hånd i hånd."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her