Læsetid: 4 min.

Ansigtet set indefra

Fin nyoversættelse af Rainer Maria Rilkes modernistiske kultklassiker 'Malte Laurids Brigges optegnelser'
29. april 2005

Malte Laurids Brigges optegnelser (1910) er en af de bøger, jeg læser for første gang, hver gang jeg læser den. Første gang mente jeg, den handlede om at lære at dø. Anden gang om at lære at se. Tredje gang om at lære at trække grænser mellem sig selv og verden. Fjerde gang om at lære at elskes. Og imellem tredje og fjerde gang var der endog en periode, hvor jeg mente jeg havde lagt den bag mig som en gang senromantisk og patetisk bragesnak, der hørte ungdomsårene til. Karsten Sand Iversens nyoversættelse har overbevist mig om, at det har jeg ikke.

Den nye oversættelse erstatter Inga Junghanss' fra 1917, som ellers udmærkede sig ved at være tro mod den tyske tekst i en grad, som er usædvanlig for ældre oversættelser. Sand Iversen er, i overensstemmelse med moderne oversætteretik, endnu mere tro, og det skal han have ros for. Blandt andet har han, i modsætning til Junghanss, bevaret tekstens franske benævnelser, der også i originalteksten står som fremmedsprogslegemer: "bouquinister" i stedet for "antikvarer", "concièrge" i stedet for "portner", "brocanteuse" i stedet for "marskandiser" etc. Til gengæld har Iversen så forsynet oversættelsen med en række nyttige noter, der forklarer disse betegnelser såvel som tekstens mange allusioner til middelalder- og litteraturhistorien. Og så har han sat nyt komma, hvilket bestemt også klæder Rilkes fordanskede prosa godt.

Billedtæppe

I det ydre handler Malte Laurids Brigge om Malte, en ung dansker af adelig oprindelse, der går rundt i Paris og oplever hæslige mennesker og hunde på sin egen intense, styggepoetiske måde, mens han erindrer sig sin barndom på de danske herregårde, med mynder og hvide damer, ømme mødre, mærkværdige syner og kammerherrer, der forstod sig på at dø.

Maltes parisiske iagttagelser og danske barndomsminder isprænges fantasier om historiske, navnlig middelalderlige, personer og værker, og det hele ender i en fantasi om den fortabte søns tilbagevenden, som dels kan forstås som en fantasi om Maltes hjemvenden til barndommens herregård, dels er en åbning mod religiøs mysticisme. Optegnelserne har - som de berømte Cluny-gobeliner, Malte beskriver detaljeret - karakter af billedtæppe. Tableauer og portrætter af ansigter, hunde, ting: erindrede, nærværende, visionært fremkaldte.

Dødens motiv anslås stort og mægtigt fra optegnelsernes start, hvor Malte reflekterer over forskellen på den moderne, parisiske død og den gammeldags, feudale som forskellen mellem industriproduktion og individuelt håndværk. I Paris 'døs' der, upersonligt og fabriksmæssigt; i Maltes danske adelsbarndom bar alle deres egen, personlige død i sig "som frugten sin kerne".

Skildringen af bedstefaderens, den gamle kammerherre Brigges stolte og langtrukne død, som tyranniserer hele sognet med sin brølen, kan man aldrig ryste af sig, når man først har læst den. Forestillingen om døden som noget man er drægtig med (og dens omvendte implikation: at drægtighedens rum, det gravide kvindeliv, er en form for grav) er et motiv, der løber gennem hele Rilkes forfatterskab, og det avles på det tyske sprog ikke mindst af forbindelsen mellem ordet "Furcht" ("frygt") og "Frucht" ("frugt" eller "foster"), som står lige op og ned ad hinanden i optegnelsernes originaltekst.

Har man som denne anmelder trang til ordknepperi på flueniveau, kan man brokke sig over, at den nye oversættelse har skåret denne ordforbindelse over ved konsekvent at oversætte "frugten" i de gravide kvinders mave med "foster".

Tingen kigger tilbage

At lære at dø sammenfalder fra de første sider med Maltes erklærede projekt om "at lære at se". "At se" bliver for Rilke at etablere et ganske særligt forhold til den iagttagede "ting", som kan have skikkelse af et ansigt, en hund, et kunstværk, et dåselåg. Det, der hos Rilke kendetegner forholdet mellem den seende og tingen, er omvendingen. En figur vi kender fra de Nye Digte (1907/08), som optegnelserne på mange måder kan betragtes som en udfoldelse af i prosa. Ligesom Nye digte synes at være skrevet under det motto, der formuleres i optegnelserne: "Vers er ikke, som folk tror, følelser (dem har man tidligt nok) - det er erfaringer."

Tingen krænger sig ud eller kigger tilbage. Ansigtet ses indefra, mennesket er pludselig en hund, spejlbilledet får sit eget liv, dåselåget opfører sig alt for menneskeligt:

"Her viser det sig for alvor hvor forvirrende omgangen med mennesker har virket på tingene."

Det er hele tiden denne omvending mellem menneske og "ting", Malte og Rilke kredser om, i et projekt der pendler mellem gruopvækkende fremmedgørelse (mennesket bliver en fremmed ting, også for sig selv) og fænomenologisk eller ligefrem religiøs formæling.

Hos Rilke sidder ansigterne løst og kan vende vrangen ud på sig selv - spørgsmålet er så, om det bliver en kvalmende eller mystisk inversion.

I optegnelserne er der ikke langt fra det ene til det andet, og derfor kan de begynde i kras naturalisme og slutte i religiøs mysticisme. Og derfor bør den danske nyoversættelse være en kærkommen lejlighed til (endnu en gang) at læse optegnelserne for første gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu