Læsetid: 3 min.

Det anstændige menneskesyn

Debatten er så skinger, at der ikke rigtig er plads til nuancerede synspunkter. At ville fastholde både en feministisk kritik og en kritik af den fremmedfjendtlige bevægelse fører til beskyldninger om at være 'lalle-tolerant' ud fra en forståelse af islam som den store stygge ulv. Men ved at afvise nuancerne i det her går man højrefløjens ærinde
27. april 2006

I Bent Winthers kommentar i fredagens avis 21. april gøres jeg, i selskab med Tøger Seidenfaden, til en del af den 'lalle-tolerante' venstrefløj. Smigrende selskab - men desværre går han galt i byen.

Vi 'lalle-tolerante' anklages for at være så blændet af fjendebilleder og had til Dansk Folkeparti, at vi er ude af stand til at tænke klart og tøver med at tage stilling. Vi er blevet passiviseret i en fløjkrig, siges det.

Sagen er, at jeg havde en kronik i Politiken den 8. marts om muslimers kvindesyn, hvorefter jeg blev interviewet til Information, og det er herfra citatet om, at jeg ikke ville tages til indtægt for højrefløjens synspunkter, stammer. Min kroniks pointe handlede faktisk netop om at rette kritikken til alle sider: både mod muslimsk fundamentalisme og mod Dansk Folkeparti/regeringen. Den var en opfordring til i højere grad at skelne mellem religion og kultur, at lade være med at bebrejde islam for forhold, der ikke udspringer af religionen, men af bestemte geografiske områder, ting som f.eks. æresdrab, som ikke kendes fra alle lande i den muslimske verden, men f.eks. optræder i lande som Brasilien og ikke-muslimske dele af Vestafrika.

Jeg lagde vægt på, at man må rette kritikken mod et primitivt og undertrykkende menneskesyn, hvadenten det findes hos imamer, regimer eller diktatorer i stedet for mod religionen - altså på fortolkningen og forvaltningen af den. Og jeg talte for at nuancere synet på de muslimske kvinder i stedet for at skære alle over én kam som en udifferentieret masse af tørklædeklædte undertrykte kvinder. For vi får stadig flere kvindelige læger, tandlæger, journalister, humanister m.m. med muslimsk baggrund. Men det er bekvemt for højrefløjen at lukke øjnene for denne kendsgerning, og for at integration tager tid.

Ukritiske medier

Billedet af de undertrykte kvinder bruges konsekvent propagandistisk som en del af stigmatiseringen af islam. Derfor påpegede jeg også, at Pia Kjærsgårds stadige angreb på det muslimske kvindesyn skal holdes op imod hendes lige så konstante modstand mod at støtte ligestilling mellem danske mænd og kvinder. Ligestilling har nemlig aldrig været højrefløjens sag.

En klar afstandtagen fra Dansk Folkepartis korstog mod muslimer skal selvfølgelig ikke forhindre en kritik af ekstremisme eller kvindeundertrykkelse blandt muslimer. Men debatten er så skinger, at der ikke rigtig er plads til nuancerede synspunkter. At ville fastholde både en feministisk kritik og en kritik af den fremmedfjendtlige bevægelse fører til beskyldninger om at være 'lalle-tolerant' ud fra en forståelse af islam som den store stygge ulv. Men ved at afvise nuancerne i det her går man højrefløjens ærinde.

Vi er jo belastet af, at den offentlige debat i efterhånden mange år har været domineret af Dansk Folkepartis og regeringens intolerante angreb på det muslimske mindretal og deres fremmedfjendske politik. Medierne har været alt for ukritiske og eftersnakkende, formodentlig en del af årsagen til DF's succes. Dansk Folkeparti får en kolossal spalteplads og taletid, for tiden kurtiseres Pia Kjærsgård af medierne som landets stærke dame - og stadig flere mennesker har derfor i de seneste måneder følt behov for at protestere mod den politik og retorik for at vise, at der er et 'andet' Danmark.

Politiken er bl.a. i kraft af Seidenfadens personlige engagement blevet det primære medie i kampen mod det xenofobiske Danmark. For befolkningen er delt midt over i udlændingedebatten, og polariseret som sjældent før. Det er to fløje, som kun med det allerstørste besvær taler sammen, og efter Muhammed-karikaturerne er dialogen blevet endnu vanskeligere. Man beskylder hellere hinanden for henholdsvis naivitet og paranoia.

En stor gruppe danskere ser det som deres (hellige) pligt at være i krig med islam, dvs. religionen og dens udøvere som sådan - ikke Abu Laban'erne. Deres selvforståelse er, som Jyllands-Postens kulturredaktør udtalte i Information, at de kæmper for "fremtiden, frisindet og det gode liv", selvom de af os andre betragtes som uhyggelige mørkemænd- og koner. Hele denne mobilisering på højrefløjen ser jeg som et meget større problem, end om venstrefløjens tolerance til tider går for vidt. For når den tipper over, så sker det jo i et desperat forsøg på at skabe balance og fastholde et anstændigt menneskesyn.

Et slags genopretningsarbejde, kan man sige, for alle de skader, der er sket. Det synes Bent Winther desværre ikke at have sans for.

Suzanne Giese er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her