DA DEN svenske verdensstjerne, operasangerinden Christina Nilsson, i 1885 ville glæde sit hjemlands publikum ved gratis at synge fra balkonen på Grand Hotel i Stockholm, en smuk gestus, gik det godt. Men da hun gentog succesen flere aftener i træk, gik det galt. Efterhånden var det kvarte Stockholm mødt op til seancerne mere præcist 50.000 mennesker men så gik der panik i menneskemængden. Gadebelysningen gik ud, og 18 personer blev trampet ihjel.
Eksemplet er trukket frem i den Rapport afgivet af den af regeringen nedsatte arbejdsgruppe vedr. sikkerheden ved musikfestivaler, som blev præsenteret ved et pressemøde i går i Kulturministeriet. Rapporten henviser til andre historiske ulykker:
I 1990 blev 1.426 pilgrimme trampet ihjel under de årlige forsamlinger i Medina og Mekka. Hhv. 250 og 442 muslimer, som var samlet til symbolsk stening af djævelen, dræbtes på tilsvarende vis i 1994 og 1998.
Ved en rockkoncert med The Who i 1979 blev 11 unge dræbt, mens de stod i kø. Under en koncert med Guns NRoses i England i 1988 blev to unge mast til døde, i Minsk i Hviderusland omkom 53 personer i 1999, mast på en våd trappe, og i Hultsfred i Sverige blev ligeledes i 1999 en ung kvinde presset ihjel ved scenekanten.
I perioden 1980-95 døde 400 mennesker på idrætsanlæg rundt om i verden på grund af panik, brand og sammenstyrtning af tribuner.
TRODS DETTE massive opbud af historiske eksempler på faren ved forsamling af store menneskermængder rummer rapporten ikke nogen an-svarsplacering for hændelsen i fjor, hvor ni unge mænd blev mast ihjel under Roskildefestivalen. Det indgik nu heller ikke i kommissoriet for den arbejdsgruppe.
Og man forstår naturligvis godt ulysten til at give ansvaret navn og adresse. Festivalen har jo i en lang årrække hørt med blandt nationens stoltheder, fri for uheld i større målestok end i enhver (anden) større provinsby.
Hele vejen igennem har der været kgl. dansk konsensus om, at det altsammen ikke var nogens skyld. Dvs. at der er ikke noget ansvar. Det findes ikke. Ansvaret er simpelthen blevet væk.
MEN NÅR man nærlæser rapporten, kan man alligevel undre sig over, at fænomener som crowd-surfing, stagediving og pogo forsvares og forklares som ungdomskultur, og at ingen har set faresignalerne blinke i rødt, rødt og atter rødt, når mindreårige har befundet sig i den masende menneskemængde, eller når unge har kastet sig ud fra scenen i sikker forvisning om, at de nok skulle blive grebet af nogen. Rapporten taler om kollektive kræfter som »potentielt selvdestruktive elementer«, men forholder sig forbavsende forstående over for dette med »at give slip på sig selv« og hengive sig til det store fællesskab.
Fællesskab? Ja, men også livsfarligt maseri! Ungdomskultur? Ja, men hvorfor ikke u-kultur? Roskilde-fans hævder, man skal have været til stede selv for at kunne se det positive. Man kan omvendt hævde, at de, der ikke har været der, ser det i et klarere perspektiv.
DET, DER så kan undre, er, at der ikke har været voksne hoveder til stede, som har tænkt, »det her kan gå helt galt«, men i stedet »det går sgu nok«. For hidtil gik det jo... mens festivalen voksede til titanisk omfang. Men ledelser har man til bl.a. at træffe upopulære beslutninger, og det er ikke bare en Roskilde-syge, men en dansk syge, at vi er åh-så-liberale med hensyn til ikke at gribe ind i noget som helst og slet ikke ungdomskulturen.
Roskilde-rapporten rummer nogle helt fornuftige opstramninger, hvis the show must go on, (som man siger i showbizz, når nogen er død). Men i stedet for regler opfordres til større ansvar. Foreløbig har den ellers meget tavse festivalledelse vist vilje til større ansvar ved at give en indrømmelse til de to bands, Oasis og The Pet Shop Boys, som ikke ønskede at give koncert umiddelbart efter dødsulykken. Festival-ledelsen beskyldte dem dengang for at nære foragt for publikum, men respekterer nu gruppernes begrundelse. Et forlig går ud på, at gruppernes honorar går til velgørende formål.
Et skridt på vej mod større ansvarlighed? I så fald et lillebitte skridt...
MUST THE show go on i Roskilde? Ingen ville formentlig have fundet det mærkeligt, om man efter ulykken i sommer havde fundet tiden inde til at lukke og slukke for noget, som formentlig har set sin bedste tid. Festivalen mistede i al fald i sommer sin uskyld. Men der er så stor en økonomi indblandet, at det vil være mod naturlovene at lukke den. Så vi får vel bede til ansvarligheden.
