Læsetid: 4 min.

Ansvarsrouletten

29. april 2004

Hvad sker der med Sorteper, når han er helt alene tilbage, efter at alle de andre kort har fundet den korrekte makker? Så vidt vides er der endnu ikke leveret noget forskningsbaseret svar på dette spørgsmål. Men en nærliggende antagelse kunne være, at han søgte til et casino med en drøm om at vinde det tabte tilbage på rouletten. Nok drejer denne skive så hurtigt og herligt rundt, at det hver eneste gang giver mange tabere, men til gengæld stor gevinst til vinderne. Sorteper ville med andre ord ikke have grund til at føle sig alene, selv om hans nummer ikke kom ud.
I den politiske adfærd kan der spores en klar tendens til at følge de samme spor som en sådan Sorteper. Risikoen for at stå alene tilbage med et ubehageligt ansvar vil altid være til stede. Men konsekvenserne kan reduceres ganske væsentligt, hvis man omgående går videre til den roulette, hvor der spilles om det selvsamme ansvar. Så er chancen for, at det lander hos en af de andre i hvert fald betydeligt større.
Om den tankegang er styrende for de politiske beslutninger, er nok tvivlsomt. Til gengæld er den sjældent helt fraværende. Det nyeste og meget markante eksempel er regeringens udspil til en ny politisk-administrativ struktur. Det ansvar, folkevalgte politikere i kraft af selve demokratiets karakter bør have over for vælgerne, vil om muligt blive endnu mere diffust end hidtil. Regeringen har indbudt til et spil kort, hvor den på forhånd søger at sikre sig, at hverken den eller Folketinget i bredere forstand sidder tilbage med det famøse kort.

Der er i udspillet flere forslag, der styrker denne tendens. Tanken om fem regionale råd, der udelukkende skal tage sig af sygehus- og sundhedsvæsenet uden mulighed for selv at udskrive skatter, er allerede blevet godt og grundigt kritiseret, også ud fra denne synsvinkel. Hvor langt kan man hænge folkevalgte politikere op på et ansvar for prioriteringerne, hvis de ikke selv har indflydelse på finansieringen? Kun meget kort.
Et andet eksempel er den konstruktion, der bliver foreslået i hovedstadsregionen. Udspillet kunne give mistanke om, at regeringen savner forståelse for, at Danmark kun har én egentlig storby – og at den endda hører til blandt de mindre. Den sydlige periferi bliver løsrevet ved flytningen af det nuværende Roskilde amt til en stor sjællandsk region.
Forslaget om at flytte den københavnske metro fra Ørestadsselskabet til DSB vil – hvis det realiseres – i bedste fald være udgiftsneutralt i forhold til det allerede eksisterende demokratiske underskud. I den nuværende selskabsform er det mere end vanskeligt at placere et ansvar – som det klart har vist sig i de senere år. Men planerne om en privatisering af DSB, vil gøre det endnu sværere i fremtiden.

I disse tilfælde er der tale om en landspolitisk bestræbelse på at reducere risikoen for at sidde tilbage med Sorteper til et minimum. Men i al rimelighed må det medgives, at landspolitikerne i regeringspartierne og omegn har forståelse for, at deres artsfæller på det lokale niveau kan have et lignende behov. Derfor har regeringen i sit udspil en bestemmelse om, at »mindre, men bæredygtige kommuner vil kunne fortsætte, hvis de indgår forpligtende samarbejder«.
Presset, der har ført til denne formulering, er kommet fra flere forskellige sider. Øer som Samsø og Fanø kan ikke se, hvorfor de skulle tvinges ind under en mere eller mindre fjerntliggende købstadskommune. En veldreven lille konservativt ledet oase som Vallensbæk har ingen interesse i at blive opslugt af større, socialdemokratisk styrede nabokommuner.
Regeringen har nu givet dem håndslag på, at de kan overleve, hvis de i højere grad end i dag indgår i fælles ordninger med større naboer. Politisk set er det en klog beslutning. Men jo flere fælleskommunale arrangementer, der oprettes, desto vanskeligere bliver det for borgerne at finde ud af, hvor det politiske ansvar befinder sig.
Samme konsekvens vil disse borgere møde, hvis de får brug for at trække på det, der i dag kendes som Arbejdsformidlingen. I fremtiden skal den være forankret i kommunale jobcentre, og kun dér skal både de arbejdsløse og virksomheder, der efterspørger arbejdskraft, henvende sig. Det bliver indført et énstrenget system, hedder det i regeringens pæne retorik.
Realiteten vil blive en anden. Der skal oprettes regionale enheder, der kontrollerer, at de kommunale jobcentre opfører sig, som de har pligt til. Og disse enheder vil igen blive holdt i ørerne af en statslig myndighed. Hvis de, der er kommet i klemme i dette bureaukrati, skal finde ud af, hvor de skal henvende sig, vil de mest sandsynligt konstatere, at de deler skæbne med Sorteper. De står alene tilbage, uden makker.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her