Læsetid: 3 min.

Anti-amerikanisme?

Er man partout anti-amerikansk, bare fordi man ikke kan fordrage det siddende regime? Selvfølgelig ikke
7. april 2006

"Gud, hvor er du altså anti-amerikansk," udbrød min borddame.

Jeg skævede hen mod værten og spekulerede på, hvorfor han havde anbragt mig ved siden af dette pletfri produkt af lige dele ufortyndet liberalisme og en borgerlighed så tyk, at den ikke evnede at opfatte noget, der ligger hinsides dette indskrænkede verdenssyn. En systemets ukritiske kvinde med et unuanceret og firkantet syn på alt fra bordskik (jeg har ingen; hvad hun ikke holdt sig for god til at kommentere) over indvandrere (forbryderiske skarn alle til hobe, påstod hun) og til George Bush, Jr. (hun var af den urokkelige opfattelse, at han rangerede lige under Gud). Så hjalp det lige fedt, at hun havde en nydelig barm, pæne hænder, hvide tænder og talte et pragtfuldt gammeldags og uhyggeligt korrekt dansk. Havde jeg været ungkarl, kunne jeg såmænd godt have fundet på at stige ombord i hende, om De forstår. Om ikke andet, så for at få hende til at tie stille. For tale, det gjorde hun. En syndflod af ord og mange uforbedrelige meninger stod lige op i mit åbne ansigt.

På et tidspunkt foldede jeg mig så ud. Da jeg ikke kunne tåle mere skamros af hverken vor egen statsminister eller den siddende amerikanske præsident, brød jeg ind i hendes sprogligt pissemusikalske talestrøm og gav et par holdninger til kende. I en grovere tone end situationen krævede. Det var så hævn for det med bordskikken. Man er kun et menneske. Men fanden tage mig, om jeg stiltiende ville bifalde hendes henrykte hvinen over den velsignede befrielse af Irak eller lægge øre til, at Flemming Rose var et "mandfolk", så jeg tillod mig at indskyde et par ord om krigens grundlag og den manipulation, vi i den forbindelse blev udsat for. Hun fik røde pletter på kinderne, efterhånden som hun indså, at hendes bordherre var en oldschool socialliberaler, der ikke for sin død købte det der patetiske farfar-pis om, at "enhver er sin egen lykkes smed". Deraf hendes udbrud.

"Nej", sagde jeg. "Jeg er alt andet end anti-amerikansk. Jeg lytter til amerikansk musik, læser amerikansk litteratur og tidsskrifter og ser kilometervis af amerikanske film i såvel biografen som på tv. Jeg korresponderer ivrigt med mine amerikanske venner, jeg har boet derovre og besøgt landet adskillige gange siden. Altid en fornøjelse. Jeg voksede op med en amerikansk mytologi i form af tegneserier, knaldromaner, myter og eftermiddagsforestillinger i den lokale bif. Jeg skylder amerikanerne tak for blues, jazz, rock og hiphop, for ikke at tale om musicals, gangster- og westernfilm. Jeg beundrer det amerikanske folk for den overvældende gæstfrihed og hjælpsomhed, de udviser, når jeg er der. Og hvad angår underholdning, er der ingen, der når dem til sokkeholderne. Og så er det beundringsværdigt, at tingene glider så forholdsvist let, som de gør derovre, når man tænker på, hvor mange etniske grupperinger, der bor side om side, om end gerne i enklaver."

"Og nogle af de mennesker, jeg nærer allerstørst beundring for, er enten amerikanske eller er endt derovre på flugt fra diverse regimer. Johnny Cash, Ang Lee, Abraham Lincoln, Gertrude Stein, Elvis, Robert Crumb, Leo Fender, Woody Allen, William Faulkner, Martin Luther King, Cole Porter, W.C. Fields, Eleanor Roosevelt, Charles Bukowski, Billie Holiday, Billy Wilder, Jimi Hendrix, Andy Warhol og Shrek stammer alle fra USA og er kun en lille del af de mennesker af mere eller mindre amerikansk afstamning, jeg nærer beundring for."

Hun øjnede en chance for at bryde ind, så jeg hævede både øjenbryn og stemme:

"Men det er fandengaleme ikke ensbetydende med, at jeg klapper i mine hænder, hver gang et folkevalgt træhoved fører en række halvforkvaklede, kristendomsforstyrrede og alt andet en gennemtænkte politiske 'visioner' ud i livet. For de rammer med usvigelig sikkerhed også durk lige ned i mit liv. Og hvor jeg, hvad angår kunst og underholdning, føler, jeg har et valg, kan det samme ikke siges om den udenrigspolitik, der p.t. føres. Og for lige at lave en glidning, så det ikke bliver for indskrænket: Jeg elsker ved Guds pik også Italien, men derfor findes der stadig ikke ord for min foragt for denne Berlusconi og hans slæng."

Efter den svada koncentrerede min borddame sig om kavaleren til sin venstre side. Og jeg fik al den madro, jeg overhovedet kunne have ønsket mig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu