Læsetid: 6 min.

Anti-fanatikeren Schleimann

Af venstrefløjen, som aldrig vil indse en fejltagelse, blev Jørgen Schleimann kaldt reaktionær, af højrefløjen kommunist. Kronikken bygger på forfatterens bidrag til bogen '20 begivenheder der skabte Danmark', som udkommer på Gyldendal i dag
28. september 2006

I dag taler man om, at skille-linjerne i dansk politik går mellem nationalister og internationalister, oplysningstilhængere og anti-oplysningstilhængere og mellem reaktionære og reformvenlige. Derfor er både højrefløjen og venstrefløjen i dag en anden, end den var i foråret 1968, da studenteroprøret brød ud. Men modsat den såkaldte højrefløj eksisterer venstrefløjens gamle retorik stadigvæk, fordi man aldrig tog et opgør med venstrefløjen, og resultatet er skræmmende. De, der bekæmpede vores demokratiske samfund, fremstår som helte, og samfundets beskyttere fremstår som skurke, og det præger naturligvis vores samfund den dag i dag.

Journalisten Jørgen Schlei-mann er en af dem, der kæmpede mod de totalitære tendenser i vores samfund. Alligevel er det ham, der har fået påklistret mærkatet 'reaktionær', og ikke dem, han kæmpede imod.

Gennem sit journalistiske og politiske engagement bekæmpede Schleimann fanatismen og totalitarismen i alle dens former. Nationalistisk, politisk og religiøs. Derfor er han også ofte blevet angrebet af vidt forskellige fløje i det politiske spektrum.

Af den venstrefløj, som aldrig har villet indse sine fejltrin, er han siden 1968 blevet anset for at være en reaktionær mørkemand: "Er han betalt af den amerikanske propagandatjeneste?" som VS' forretningsudvalg spurgte i maj 1972. Af højreorienterede er han blevet anklaget for at være kommunist i forbindelse med sin uforbeholdne støtte til den afrikanske frihedshelt Patrice Lumumba i 1960-61. Og af nutidens nationalfanatikere er han blevet beskyldt for at være forræder mod nationalstaten Danmark og dens befolkning. Alle disse beskyldninger viser, at Schleimann gennem sine skrifter forblev en selvstændigt tænkende anti-fanatiker. Hans vidensmæssige og moralske kapacitet ligger langt over alle hans kritikeres. Derfor er han enestående at lytte til og lære af den dag i dag.

I foråret 1968 sendte Danmarks Radio Jørgen Schleimann til Paris. Han skulle dække stormagtsforhandlingerne om fred i Vietnam. Men det blev ikke Viet Cong og Saigon, som Schleimann kom til at rapportere hjem om. Men derimod de franske studenter og Paris. Studenter-oprøret overskyggede pludselig det oprindelige formål, og det lykkedes den garvede journalist at komme helt tæt på begivenhedens centrum på Boulevard St. Michel i latinerkvarteret, hvor de unge studenteroprørere holdt til. Her stod han så med sin tunge Nagra-båndoptager og rapporterede hjem til statsradiofonien.

Totalitære tendenser

Schleimann blev hurtigt opmærksom på de antidemokratiske og totalitære tendenser. I paroler og slagord og hvorfra oprørslederne hentede deres inspiration. Det var som om det, der året før var begyndt som et lystigt flowerpower-oprør, pludselig udviklede sig til udelukkende at handle om det sidste: Power! Schleimann var dog mindre overrasket, end de fleste andre ville have været. Han kendte tendenserne. Allerede før han var kommet til Paris, havde han taget et skarpt og kompetent opgør med studenteroprøret. I en kronik i Aktuelt 1. maj 1968 skrev han om "Den arrogante studenterradikalisme". Her tog han udgangspunkt i, hvad de mest yderliggående personer i bevægelsen Student Power, som var aktiv i flere europæiske lande, havde sagt, skrevet og bedrevet. Ifølge Schleimann var det afgørende at bedømme en sådan bevægelse på de mest yderliggående elementer, for de udgjorde avantgarden. I Italien havde de maoistiske ledere af studenteroprøret dér betegnet den studerende ungdom som den udbyttede og derfor revolutionære klasse i det moderne kapitalistiske samfund.

På baggrund af sine undersøgelser konkluderede Jørgen Schleimann, at hensigten med studenteroprøret var at afskaffe parlamentarismen og erstatte det med en total fornægtelse af de parlamentariske værdier. Ambitionen var ikke - som det blev påstået af mange samtidige støtter af oprøret - at påpege og udbedre manglerne i det parlamentariske demokrati. I sammenhængen var 'total' nøgleordet.

Året efter skrev Schleimann en lang analyse af studenteroprøret, som han havde set det, hvor han igen betegnede det som totalitært, men hvor han også kritiserede, at det i al væsentligt førtes i egen interesse, men på andres vegne: arbejdernes, kvindernes, børnenes, de amerikanske eller sydafrikanske negres, vietnamesernes, den tredje verdens eller blot på revolutionens vegne. For som han fremhævede: "Studenterne tilhører kun sjældent selv de underpriviligeredes kategori". Han forudså, at oprøret, når alt kom til alt, kun ville tjene én ting: at oprørerne selv kunne få indflydelse og magt. De var i virkeligheden ikke en døjt interesserede i arbejdernes kår eller i at dele magten med andre. Men arbejderne, kvinderne, vietnameserne osv. blev fundet velegnede som undskyldning og påskud for hele denne aggression mod samfundet. Han skulle få mere ret, end han formentlig havde forestillet sig dengang.

Støttede nazisterne

Et stykke hen ad vejen var Schleimann dog positivt stemt over for de oprørske studenter. Han kunne sagtens identificere sig med det antiautoritære og med opgøret med professorvældet. Det var kun studenteroprørets manglende evne til at værdsætte den frihed, der muliggjorde det, og som betød, at der blev lyttet til deres stadig mere utopiske dagsordner, der var ham stærkt imod, og det var udelukkende det, han kritiserede. Også kritikken af Vietnamkrigen var han langt hen ad vejen enig i. Allerede i 1965 stod han f.eks. på talerstolen på Rådhuspladsen i København og fordømte USA's interventionspolitik i Vietnam, men modsat de venstreorienterede med-demonstranter understregede han, at han var i opposition til styret både i Hanoi og Saigon. Og han var medstifter af Niels og Lise Munk Plumsanti-apartheid komité, da den blev oprettet i 1961.

Schleimann benyttede anklagerne mod studenter-oprørerne til åbent at melde ud, at han selv var en af dem, der i sin pure ungdom støttede totalitarismen. I hans tilfælde nazismen. Fascineret af tyskernes styrke og oprørt over, at Danmark ikke forsvarede sig, revolterede han imod den efter hans opfattelse konforme antityskhed og støttede nazisterne indtil det øjeblik, Hitler skød sig selv i førerbunkeren i det sønderskudte Berlin. Forblændelsen var væk.

Vidnerne

Schleimann skelnede mellem vidnerne, der havde set og forstået og sagde, hvad de havde set; idioterne, der intet havde set og kun var ude på at gøre sig nyttige i en sags tjeneste, de ikke havde forstået; og forræderne, der begik intellektuelt svig ved at have set og forstået alt, men stadig tav med det hele. Schleimann stillede sig til rådighed som et af vidnerne til totalitarismen og fanatismen, og hvad det førte med sig, og han opfordrede andre, der blev grebet af de samme totalitære fristelser, til også at blive vidner. Men det gælder naturlig-vis ikke kun vidnerne til nazismen. I følge Schleimann er der tre slags mennesker, der lod sig smitte af den røde, sorte og brune pest i det 20. århundrede, og alle tre burde de vidne.

"De, der nægter at tro på dokumentationen for kommunismens forbrydelser (-), er helt at sidestille med Robert Faurisson, David Irving og andre af de såkaldte negationister og revisionister, der i dag betvivler eksistensen af Hitlers gaskamre til masse-drab på først og fremmest jøder, men også sigøjnere, Jeho-vas Vidner og politiske modstandere. Revisionister og negationister findes imid-lertid også, når det drejer sig om den røde totalitarisme. Folk benægtende fakta," skrev han i 1999.

Han fremhævede i sammenhængen vigtigheden af at udstille højreekstremisters meninger i lige så høj grad som venstreekstremisters og problematiserede især, at man ikke brugte udtryk som negationister og revisionister, når det drejede sig om folk på venstrefløjen. Dem kaldte man i stedet ide-alister med en dyb tro på det gode i mennesket.

Gør fælles sag

Der findes en hel del gamle og yngre socialister, som i dag synes at gøre fælles sag med politisk islam og den terrorisme, der udgår herfra. De mødes under fanerne, når der i København og andre dan-ske byer demonstreres mod USA og Vesten. De har øjensynligt fundet ud af, at de har samme fjende og kan derfor aktionere i flok.

I sagen om Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, der blev publiceret for præcis et år siden denne weekend, men som for alvor blussede op ved årsskiftet, var denne brogede flok da også enige om, at det var regeringen, der bar skylden for, at krisen eskalerede. Islamisterne havde ifølge dem ingen skyld. Regeringen var de virkelige skurke. Schleimanns tanker og meninger fra 1968 kan derfor overføres til den aktuelle situation anno 2006 med islamismen som den måske mest farlige totalitære tendens, vi har oplevet i verden siden kommunismen og nazismen. Og islamisternes anti-vestlige retorik minder da heller ikke så lidt om retorikken, som Schleimann noterede sig på Boulevard St. Michel i maj 1968.

Selvom studenteroprøret er stilnet af og marxismen lagt på hylden, evnede 68'erne at omdefinere, hvem der var de gode, og hvem der var onde i en sådan grad, at det fremdeles præger vores bevidsthed, vores debat og verdensbillede den dag i dag. Forbryderne blev helte, og samfundets beskyttere blev skurke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu