Læsetid: 4 min.

Antiklimaks

3. januar 2001

SÅ OPRANDT da den dag, som de fleste i bogbranchen har hadet. Fra i går kunne nemlig enhver pølsemand frit sælge bøger fra pølsevognen, hvis nogen var interesseret. Dagen, hvor boghandlermonopolet blev ophævet, og hvor priserne blev givet fri, blev slet ikke nogen mærkedag, som fik køberne til at bestorme bog- eller andre handeler. Der var bemærkelsesværdigt normalt i laderne, hvor såvel Livlægens besøg af Per Olov Enquist, som Frk. Jensens Kogebog og Harry Potter-bogen, De vises sten, blev solgt for de sædvanlige hhv. 298 kr., 199 kr. og 159 kr.
I kædevarebutikker som Brugsens Kvickly og Obs! kunne man i går ikke købe Enquist og heller ikke Frk. Jensens Kogebog, mens Harry Potter kostede det samme som i Magasins Boghandel, Gads Boghandel, netboghandelen Saxo, etc., etc., etc.
Alt i alt et antiklimaks i forhold til den til tider overophedede debat, der i årevis har været ført, hvor bogfolk erklærede deres modstand mod den beslutning, som man længe vidste var et ønske hos Konkurrencerådets folk, og som endeligt blev effektueret sidste forår.
Nok er digerne bristet, men de står der endnu.

HVORFOR dette antiklimaks? Fordi resultatet af slagsmålet mellem branchen og Konkurrencerådet blev en blød landing, en blød formulering af
ophævelsen af de faste bogpriser. Forlagene fik lov til selv at bestemme, om de vil sende nye bogtitler ud med en fast pris – eller en vejledende pris, som den enkelte butik så kan forholde sig til i en fri prisdannelse.
Imidlertid ser det ud til, at stort set samtlige danske forlag har valgt at fastholde den faste bogpris i deres udgivelsesprogram for 2001. Eneste forlag, som har meldt ud, at det vil give priserne helt fri, er børnebogsforlaget Carlsen.
Med hensyn til ophævelsen af boghandlernes monopol på at sælge bøger til en pris på over 160,50 kr., så er der imidlertid sket en ændring, som betyder, at supermarkederne og andre fremover vil kunne sælge de lidt dyrere bøger, som de ikke hidtil har måttet sælge. Det betyder, at f.eks. Brugsens Kvickly og Obs! snart sætter et nyt sortiment til salg i butikkerne. Det betyder, at man vil kunne købe Frk. Jensens Kogebog i nogle af de største supermarkeder, men – ak – til samme pris på 199 kr., som alle andre tager.
Visionen om, at vi skulle have billigere priser på nye bøger, er foreløbig lagt død.

DEN 99 procents opbakning om det gamle system havde Konkurrencerådet nok ikke regnet med. Det ligner jo en næsten total fiasko for dets beslutning, som da ganske vist også blev taget imod såvel folketingsflertallets som kulturministerens udtrykte ønske. Og altså forlagenes. Disse kan nu spille med musklerne og den styrke, de åbenbart har.
Ingen kender dog bogfremtiden, og skal man lade tvivlen komme ’den anklagede’ til gode, kan der stadig nå at ske noget. Om tre år skal hele ordningen tages op til revision, men inden da kan man forestille sig, at forskellige forlag alligevel vil vove sig frem med eksperimenter i form af aftaler omkring enkelte bogtitler, som forsøges solgt billigt i store oplag på utraditionelle steder og lignende. For selvfølgelig er forlagene også interesserede i at opdyrke nye områder og udvide territoriet for bogsalg.
Det er jo det egentligt interessante for alle parter ved ophævelsen af monopolet, om man kan få et nyt bogpublikum i tale og derved øge det samlede bogsalg. Erfaringer fra kædebutikkerne tyder på, at kunderne er mest interesseret i børnebøger. Dernæst også i skønlitterære paperbacks, men også fagbøger som f.eks. havebøger og madbøger.

INDTIL VIDERE er vi således langt fra skrækscenariet med et totalkommercialiseret bogmarked, hvor bestsellerismen tager magten, og de smalle bøger flygter skrigende bort. Den situation, som bogagenten Ib Lauritzen, Tintinterrieren i dansk bogpolitik,
havde set frem mod med stor længsel. Og som også Berlingske-direktøren, Joachim Malling, der har en fortid i bogbranchen, må have håbet på, da han betegnede bogbranchen som ’en let tunghør, sød gammel dame’.
Mens de små boghandler fortsat har grund til at frygte eksistensen, hvis supermarkederne snupper mere og mere af handelen, har forlæggerne udført dygtig damage control, og muligheden for, at alt går tilbage til det gamle om tre år, er bestemt til stede. Det er måske slet ikke så galt, for egentlig fungerede systemet som en kulturel garant for det decentrale, både geografisk og litterært. Alligevel vil det være lidt for ærgerligt, hvis de tre år ikke benyttes til salgsmæssige eksperiementer. Enhver butik er f.eks. et muligt bogsalgssted for fagbøger inden for det område, butikken repræsenterer. Pølsevognen for bøger om pølser. Selvom både pølsemanden og kunden nok vil betakke sig og – spise brød til.

Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu