Læsetid: 2 min.

Blev A.P. Møller gjort til syndebuk?

4. maj 2005

Det er artige sager, som den statslige historikerkommission under ledelse af professor Ole Lange senest har kunnet formidle om erhvervslivets indsats under 2. verdenskrig.

Efter at være blevet opdraget til at tro, at Danmark var næsten-allieret, hedder det sig nu, at Danmark var Das Reich's mest effektive underleverandør i kampen for et racerent Neuropa.

Et af de uforudsete resultater af historikernes arbejde er, at den sætter kritikken af A.P. Møller i relief - eller rettere sagt får den til at blegne.

Forhistorien er den, at Berlingske Tidende i de sidste uger af 1999 lancerede en kampagne som alene i sin store opsætning sammenkædede A.P. Møller med den nazistiske krigsmaskine.

Årsagen var DISA, der under 2. verdenskrig forsynede tyskerne med Madsen-maskingeværer i en sådan grad, at A.P. Møller, der ejede 31,6 procent af aktierne i DISA, efter krigen blev den største tilbagebetaler til staten af krigsavancer.

Efter at historikerne har talt, ved vi, at der eksisterede en lang række virksomheder som tjente de tyske ekspansionsbestræbelser mere hæmningsløst end A.P. Møllers industrikonglomerat.

Hvad der undrede mig, da jeg i sommeren 2004 under arbejdet med bogen Berømmelsens Anatomi - otte fortællinger om personlig branding analyserede kritikpunkterne mod A.P. Møller, var, hvorfor kampagne-journalisterne havde ofret så meget krudt på at fremstille en Berlingske-hovedaktionær som værnemager par excellence?

De havde haft så travlt, at de i forbifarten dårligt fik nævnt, at gamle A.P. gennem et langt liv støttede mange antityske tiltag; Sydslesvig tilbage, dansk oprustning for at imødegå Hitlers, DISA-skytsets indsats mod tyskerne 9. april. A.P. Møller foreslog sågar på et tidspunkt (ligesom Johannes V. Jensen) at Danmark burde søge optagelse i Det britiske Imperium!

Journalistisk amokløb

Et angreb på en karismatisk stifter vil altid være det samme som et angreb på koncernbrandet.

Ikke blot har historikeren Birgit Nüchel Thomsen i Jyllands-Posten den 2. marts 2003 stillet spørgsmålet, om journalisterne bevidst ville vildlede. I researchen er jeg selv stødt på en historiker som kalder kampagnen 'et journalistisk amokløb' samt en tidligere direktør, ligeledes fra officinet, som stiller spørgsmålet, hvorvidt kampagnen har været et setup for at få Mærsk til sælge sin afgørende aktieportefølje?

Da jeg primært forsker i branding-problematikker, skal jeg ikke kunne afgøre sammenhængene, blot konstatere de påfaldende omstændigheder.

Eftersom at Berlingskes historieskrivning om A.P. Møller udelukkende var ført af journalister, kan man ikke nok tilslutte sig Mette Frederiksens udsagn, at det er en uskik, at journalister i interviews gør journalister til eksperter.

Og er sandheden om A.P. Møller og værnemageriet, at det er en myte, som journalister efter princippet 'hensigten helliger midlet' har tilsluttet sig for at have et redskab til at holde en rigtignok skræmmende pengestærk familie lidt i frakkeskøderne?

Hvis det er sådan det hænger sammen, vil jeg sige, at jeg havde foretrukket, at Danmark havde forhandlet en almennyttig norsk model på plads omkring Nordsøolien. I stedet for at denne demokratiets fejltagelse igen og igen skal projiceres ud i en passioneret permanent forargelse over for alt, hvad Mærsk og A.P. Møller foretager sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her