Uventede sager, omfattende lovgivning og dramatiske brud på velkendte alliancemønstre har præget det netop afsluttede folketingsår. Et atypisk år, der ellers sluttede med fokus på samme tema, som det begyndte.
Ved åbningstalen i oktober sidste år vakte det udbredt hovedrysten, da Helle Thorning-Schmidt (S) i en af sine få optrædener i folketingssalen som ny partiformand valgte at skose regeringen for ikke at interessere sig for tog til tiden eller forurenede hindbær. En optræden, som fik Venstres næstformand, indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, til at erklære, at "Det kører på skinner - bare ikke for Hindbær-Helle."
"Venstre kerer sig for velfærdssamfundet - inklusiv hindbær og togskinner," lød det fra Lars Løkke Rasmussen:
"Men det virker måske lidt bizart, hvis det skulle være de to vigtigste emner, Folketinget skal forholde sig."
I dag, et folketingsår senere, vil ingen regeringsmedlemmer affærdige kritik af den offentlige sektor med et par kække bemærkninger. De seneste to store sager - fødevareskandalen og afsløringen af stærkt kritisable forhold for plejehjemsbeboere - udfordrer regeringen på et af de afgørende felter, VK i sin tid vandt over S på.
Venstre sidder solidt på magten, så længe man kan opretholde et billede af, at danskerne kan få både skattestop, skattelettelser og frit valg, uden at den offentlige service forringes.
Godt 19.000 kroner har en typisk familie fået ekstra til sig selv i forhold til 2001.
Spørgsmålet er, om prisen for, at velstanden er på vej tilbage til borgernes lommer, er højere, end flertallet af vælgere vil acceptere. "Man kan ikke få det hele, hvis man kun vil betale for det halve," som Helle Thorning-Schmidt sagde under Folketingets afslutningsdebat med henvisning til nedskæringerne på blandt andet fødevarekontrollen.
Ved næste valg vil Socialdemokraterne og venstrefløjen slå på, at der skal bruges mange flere penge på den offentlige sektor - frem for at reservere velstanden til skattelettelser.
Socialdemokraternes achilleshæl i den forbindelse er, at partiet med tilslutningen til skattestoppet kan få svært ved at overbevise om, at der kan findes andre holdbare finansieringskilder til et større og permanent løft i de offentlige udgifter.
Tegning-sag trækker spor
Mens slagsmålene om den offentlige sektor er af mere traditionel politisk karakter, har Muhammed-sagen gjort det forløbne folketingsår til atypisk. Ikke så få af begivenhederne i det forløbne år kan relateres til Muhammed-krisen, der blev den mest dramatiske udenrigspolitiske krise i nyere dansk historie.
Ingen kan svare sikkert på, om Muhammed-krisen havde nået sit voldsomme omfang, hvis statsministeren i første del af folketingsåret ikke havde afvist at holde det famøse møde med ambassadørerne. Men det står klart, at krisen - uanset ansvarsplacering - har fået betydelige konsekvenser for både regeringspartierne og oppositionen:
Det var Muhammed-sagen, der sendte Socialdemokraterne til tælling og for alvor udstillede partiets ledelsesproblemer og vanskeligheder med at skabe en klar kurs.
Før krisen eskalerede, lå Socialdemokraterne på omkring 27 procent i meningsmålingerne, og i dag synes tilslutningen at have stabiliseret sig på et historisk pauvert niveau på omkring 23 procent af stemmerne.
Muhammed-sagen fik også betydning for Det Radikale Venstre ved at fremskynde partiets fritstilling. Bruddet på 13 års tæt alliance med Socialdemokraterne i foråret blev udløst af den magtkamp om linjen, som Muhammed-krisen eksponerede.
På den ene side tog en højtprofileret Marianne Jelved lederskab til den samlede opposition ved at sætte ord på manges frustrationer over Foghs 'får-og-bukke-retorik' og skælde statsministeren ud for at være en "farlig mand".
På den anden side talte Naser Khader, der havde personlig succes med netværket Demokratiske Muslimer, om VKR-samarbejde og erklærede SR for dødt.
Udgangen blev, at Jelved i dag satser stort med proklamationen om selv at blive statsminister og med løftet om, at radikale mandater hverken bringer Helle Thorning-Schmidt ind i Statsministeriet eller fastholder Fogh ved magten.
Om end Jelved fortsat hælder mest til 'den røde' side af Folketinget, kan fritstillingen blive ganske alvorlig for Helle Thorning-Schmidt.
I kampen om at etablere sig som seriøs statsministerkandidat i vælgernes bevidsthed vil Marianne Jelved bidrage til den i forvejen negative spiral, Helle Thorning-Schmidts lederskab hvirvler rundt i: Marianne Jelved vil lade skinne igennem, at hun trods færre mandater bag sig har den erfaring og demonstreret de resultater, Socialdemokraternes leder endnu mangler.
Efter mere end et år med den nye S-formand har de to partiledere i dag ikke nær samme fortrolighed eller gensidige forståelse, som herskede mellem både Nyrup og Jelved og Lykketoft og Jelved. Bedre er forholdet ikke mellem Helle Thorning-Schmidt og Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard. De to startede med at drikke kaffe og smilende erklære, at der var fællesområder, man kunne presse regeringen på.
Tegn på opbrud
I dag er status, at de benytter enhver lejlighed til at konkurrere, og at Pia Kjærsgaard hyppigt kritiserer den socialdemokratiske leders ageren.
Også på den borgerlige fløj har folketingsåret været præget af spirende tegn på opbrud. Forholdet mellem DF og de konservative er blevet forværret.
Dels som følge af Muhammed-krisen, dels som følge af forløbet omkring fødevareskandalen, hvor DF ikke kom igennem med sit krav om, at den konservative fødevareminister Lars Barfoed skulle sættes under administration.
Muhammed-krisen eksponerede en strøm af betænkelighed ved VK's afhængighed af DF. Og fra oppositionen, fra borgerlige kredse, fra dele af erhvervslivet og på EU-diplomatniveau fik Anders Fogh Rasmussen kritik af sin håndtering af krisen.
De åbne røster fra det konservative bagland, der krævede VKO skiftet ud med et VKR-samarbejde, var partileder Bendt Bendtsen nødt til at slå ned med en af de sætninger, der vil blive husket fra det forløbne år:
"Ikke med mig som partiformand."
Helle Ib er politisk journalist tilknyttet Dagbladenes Bureau
