Læsetid: 4 min.

Apokalypse i USA

Katrina har potentiale til at få George Bushs verden til at bryde sammen
6. september 2005

I George Bushs verden er Gud, naturen og han selv på samme side. Aldrig har denne vrangforestilling givet så lidt mening som i dag.

Clinton besad en belægning af teflon, der hjalp ham til at glide af på katastrofer. George Bush synes derimod belagt med dumpe, tykke, uigennemtrængelige panserplader. Terrorister kan sætte verden i brand og politiske modstandere kan håne og hudflette ham. Cindy Sheehan kan udgyde en mors tårer, uden at de tærer hul i hans skjold. Bush lader sig ikke anfægte. Skrammerne i hans panser er måske nok blevet flere, men personen bag er forblevet uskadt. Indtil nu.

Men imod syndfloder nytter panser ikke. I katastrofesituatoner ser vi ofte, at kritikere bliver distraheret og utilfredse bragt til tavshed. Intet kan som krisestunder få nationens leder til at fremstå som samlende skikkelse. Men ikke denne gang. Katrina ser ud til at ville luge tyndt i den amerikanske præsidents så trofaste tilhængerskare.

Pinlig Bush

Fra første færd var Bush håndtering af oversvømmelseskrisen håbløs:

Igen så vi ham sætte samme fårede ansigtsudtryk op, som da han fik meldingen om 11/9. Straks efter begik han en fatal fadæse ved at appellere til ofrenes "personlige ansvarsfølelse".

Dette individualistiske budskab var en pinlig forregnelse, som måtte støde an imod den altruisme, katastrofer vækker til live.

Derpå signalerede præsidenten, at det var vigtigere at stoppe plyndringer end af at redde liv. Klodsethederne fortsatte: I det orkanhærgede Biloxi henviste han to desperate kvinder, som var brudt sammen i hans arme, til Frelsens Hær.

Trods skandalen om myndighedernes årelange forsømmelser af kystsikring og deres oprørende ligegyldighed over for gentagne advarsler, har den voldsomme vrede blandt Katrinas ofre i første række rettet sig mod Bushs uheldige figur og myndighedernes manglende evne til at undsætte de nødlidende og dæmme op for kaos. Længe lignede Bush en Nero, der spillede på violin, mens New Orleans bukkede under for vandmasser og anarki.

Nu kan den forfærdende sandhed ikke holdes tilbage. USA's regering har taget af midler, der var afsat til at forebygge oversvømmelse, for at finansiere sin krig i Irak. Spørgsmålet står at læse mellem linierne i amerikansk presse og dirrer på millioner af amerikaneres læber: Hvis regeringen kan afsætte midler og mandskab til Bagdad, hvorfor så ikke til Biloxi? Fredag - fem dage efter katastrofen - bevilgede Kongressen så omsider 10 mia. dollar i hjælp, men i katastrofeområdet var der ingen taknemmelighed. "For lidt og for sent," mente man.

En ond parodi

Utallige medier har berettet om, hvordan ngo'er, borgergrupper og frivillige måtte tage sig af Katrinas ofre, mens myndighedernes indsats forekom usynlig.

Som var hele operationen en ond parodi på privatisering. Fem dage tog det for de svirrende helikoptere at redde de overlevende. Fem dage tog det for Nationalgarden at bringe mad og rent drikkevand ud til New Orleans' strandede.

Amerikanerne må undre sig over kontrasten, når de holder den vaklende hjælpeindsats op imod den energiske beslutsomhed, hvormed Bush-regeringen forfølger sinde sande prioriteringer: krig, magt, og kontrol med olie og råstoffer.

Som hans modstandere i al-Qaeda er Bush en fundamentalist, hvis trossætninger er uimodtagelige for videnskab og fornuft. Hans tro må forpligte ham til at tage den bibelske fortælling om Noahs Ark bogstaveligt. Trods alt betragter han jo verden som en guddommelig arena, hvor hver hændelse henviser til en bagvedliggende plan, som forsynet har med os.

Jo mere han fabler om at bede bønner for katastrofeofrene, des mere inviterer han til oplagte indvendinger: På den ene side vil islams fanatikere kunne hævde, at Katrina var en laserstråle, Gud affyrede fra sin store rumpistol for at såre Den Store Satan i sin hans bløde bug. På den anden side kan ateister vrænge, som de plejer ved katastrofer: "Hvor er Gud henne nu?"

Præsidenten har ikke teologisk smidighed nok til at formulere et overbevisende svar. Måske er dette grunden til, at han ser fåret ud. Er Bush virkelig stadig sikker på, at Gud står ham last og brast? Vil han igen tænke på Moder Natur som sin ven, når han næste gang drager hjem for at hvile ud på sin ranch?

Økoskepticisten Bush

Bush har sat sit ry ind på at fastholde en konsekvent økoskepticisme.

Han tror ikke på global opvarmning. Han skrinlægger miljøprojekt på miljøprojekt. Han nærer hånlig foragt for Kyoto. Han forkaster forudsigelserne af, at naturen vil straffe menneskenes arrogance med en frygtelig hævn. Hvem kan fæstne lid til disse fornægtelser efter Katrina?

I New Orleans stinkende, ligbefængte gader er krisen trådt ind i en ny fase. Altruismens psykologi er forduftet. Engang hed det 'kvinder og børn først'. Nu er parolen 'enhver er sig selv nærmest' - en horribel karikatur på USA's individualisme-filosofi. Bevæbnede desperados dræber hinanden i kampen om vraggodset efter katastrofen - så rovglubske som de omstrejfende alligatorer, der er strømmet til fra sumpområderne. Tabsskønnene må dag for dag opskrives.

Ingen fjende denne gang

Da terrorister angreb USA den 11. september, kunne Bush begå fejl på fejl, men stadig vinde tilslutning, fordi der var en veldefineret fjende for amerikanerne at fokusere deres had på. Og han kunne iværksætte krigsprojekter og køre dem af sporet i tillid til vælgerkorpsets trofaste dyrkelse af fjendebilledet.

Men denne gang kan Bush hverken skælde ud på Gud, eller udråbe naturen til fjende. Han kan ikke bombe havet eller invadere vinden. Gud og naturen står på samme side, men ingen af dem ligner længere nogen koalitionspartner for USA.

Selv ved naturkatastrofer, hvor der ikke findes nogen fjende, har mennesker imidlertid stadig brug for at finde mål for deres vrede. Langsomt, men isnende sikkert retter stadig flere anklagende blikke sig mod Det Hvide Hus.

Felipe Fernández-Armesto er historiker med speciale i bl. a. globalmiljøhistorie og civilisationsteori

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her