Arbejdernes internationale kampdag blev til i 1890, da demonstrationer verden over krævede en otte timers arbejdsdag og frihed, lighed og broderskab. Den kamp kulminerede i vores del af verden, da Økonomisk Råd i 2002 konkluderede, at en smeds livsindkomst er højere end en folkeskolelærers, og i dag har solidariteten det skidt.
"En grov forsimpling af situationen i dag, vil være, at de traditionelle arbejdere blandt håndværkerne stemmer Venstre, fordi skatteloftet sikrer deres indtjening, mens de offentligt ansatte nu repræsenterer den udbyttede arbejder. Nederst findes folk uden erhverv og solidariteten i mellem de tre arbejdergrupper er forsvindende lille," forklarer professor i historie og arbejderbevægelsen Claus Bryld.
Sidst han var til et første maj-arrangement, kunne han ikke få øje på en politisk kamp - blot en nostalgisk folkefest med fulde unge mennesker. Forklaringen findes i arbejderbevægelsens succes og i velfærdstaten. Der er stadig et modsætningsforhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver, men økonomisk er det nogle gange svært at få øje på.
"Det det ikke ualmindeligt, at en håndværker tjener mere end en universitetsprofessor, og så kan det være svært for håndværkeren at se, hvad han skal kæmpe for," mener Claus Bryld.
Private faglærte vinder
De glade dage blandt håndværkere og faglærte arbejdere bekræftes af Håndværksrådet: "I dag er det næsten umuligt, for faglærte arbejdere at blive arbejdsløse. Ledigheden er stort set nul. Arbejdsformidlingen sender især bygningsarbejdere i beskæftigelse efter kun en uge. Økonomien er i top, så arbejderfag er blevet sexede," forklarer Jacob Brandt, økonom ved Håndværksrådet.
"Når der ikke er udsigt til arbejdsløshed af nogen form, er det ikke svært at overtale banken til lån og lignende. Samtidigt bliver det vigtigt for mester at holde på sin arbejdskraft, så der falder en masse små frynsegoder af," siger Jacob Brandt. Til gengæld har dagens arbejder ikke engang tid til at bygge sin egen carport, da manglen på arbejdskraft har gjort arbejdsugen længere.
"Det medfører helt naturligt krav om lønstigninger, men fagforeningerne har klogeligt ikke givet efter. Resultatet er den nuværende jobfest i stedet for en lønfest. Efterspørgslen på arbejdskraft er ellers så stor, at man sagtens kunne forestille sig arbejderlønninger overhale de fleste akademikerlønninger," fortæller Jacob Brandt.
Arbejderklassen er allerede blevet en del af den velhavende middelklasse, og selv traditionelle skel som ejendomsret til kapitalapparatet er blevet udvisket.
"Set fra Håndværksrådet kan man ikke forestille sig en mere ønskværdig situation end den nuværende. Arbejdernes pensionsopsparinger finansierer byggeinvesteringer og dermed mere arbejde. Lønstigningen er i øjeblikket kun fire procent over Dansk Arbejdsgiverforenings normalindeks, og så længe lønstigningen ikke går amok, vil der være arbejde og penge nok til alle, mindst to år ud i fremtiden. Det er en særdeles gunstig spiral," siger Jacob Brandt.
Den gunstige spiral er imidlertid et opgør med de traditionelle klasseskel, der oprindeligt satte arbejderbevægelsen i sving, mens industrialiseringen rasede.
"Strengt taget kan man godt tale om en velhavende arbejderklasse, men det sjove er, at arbejdsklassen nu har del i pensionskasser og dermed kapitalen. Efterhånden er det svært at få øje på, hvad der adskiller arbejderne fra kapitalen," forklarer ph.d. Lisbeth Pedersen, leder Socialforskningsinstitutets forskningsenhed.
Det er ifølge Claus Bryld derfor solidariteten har det skidt: "Karl Marx tog fejl, da han forsøgte at forudsige de psykologiske følger af velstand i arbejderklassen. I virkeligheden kunne arbejderbevægelsen fortsætte kampen om medbestemmelse, men det er der ikke noget der tyder på, at de gør," forklarer han.
Tvungen solidaritet
Karl Marx definerede en arbejder som en lønmodtager, men sammenblandingen af arbejderklasse og kapital, gør den moderne definition til et spørgsmål om erhverv. Her findes den nye underklasse blandt folk uden erhverv.
"Fagforeningerne er ganske rigtigt gået efter en jobfest i stedet for en lønfest, og på den måde kan man tale om solidaritet inden for erhverv. Men vi ser et tydeligt mønster, der viser, at arbejdere uden erhverv ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet, hvis de ikke er medlem af en A-kasse. Når solidariteten kun gælder folk, der laver det samme som dig, så klinger 1. majs kampråb en smule hult," mener Lisbeth Pedersen.
Den udlægning er Jacob brandt ikke helt enig i: "Det kommer jo an på branchen. Blandt håndværkere kan vi ikke bruge ufaglært arbejdskraft ret mange steder. Det er jo derfor, vi efterhånden bliver nødt til at importere arbejdskraft fra østeuropa. Selv om onde tunger kunne kalde det tvungen solidaritet, så er det dog solidaritet," forklarer han, og mener at servicebranchen kan bruge ufaglærte.
