Læsetid: 3 min.

Arbejderforfatteren og øllet

27. april 2007

Skribenten Bent - som vi her vælger at kalde for en arbejderforfatter - begår i sin klumme 'Kolbøtteøl og tankens magt' (Information 21. april) så mange fejl, at det kalder på en korrektion.

Det er ganske vist sandt, at en lang dag med både radiointerview og reception endte med, at både arbejderforfatteren og radiomedarbejderen faldt i søvn på henholdsvis Bobi Bar og Hovedbanegården. Der er næppe heller tvivl om, at denne uheroiske exit har siger og skriver en forklaring: Øllet blev vor skæbne.

Men hvilke øl? Arbejderforfatteren nævner, at de østtyske dåseøl af mærket Rostock, som jeg på DR's regning havde medbragt, ikke var "meget bedre end en tam Tuborg." Den kritik holdt han for sig selv, da jeg mødte ham i det blå regionaltog i Næstved. Arbejderforfatteren sagde i hvert fald både tak og skål til, da jeg fandt rostockerne frem fra tasken, og han virkede ærlig talt mere interesseret i dåseøllene end i den båndoptager, som jeg også havde medbragt. Måske er det grunden til, at optagelsen mundede ud i "et almindeligt forfatterinterview".

Nu er arbejderforfatteren ikke bare en arbejderforfatter, men også en hjemstavnsditto, og derfor tilskrev jeg det også nordjysk sentimentalitet, at han ved ankomsten til København insisterede på, at vi skulle omkring Bobi Bar og bunde en runde Limfjordsportere.

Frygtelig øl

Den øl, har jeg siden erfaret, har en frygtindgydende status i forfatterkredse. Jens-Martin Eriksen har givet Limfjordsporteren den træffende betegnelse 'asfalt', hvilket ikke blot hentyder til porterens farve og konsistens, men også til dens virkning: Blot et par stykker af slagsen er tilstrækkeligt til at ens tankevirksomhed føles totalt asfalteret.

Måske er det derfor, at arbejderforfatteren er temmelig upræcis i sit referat fra receptionen for bogværket Tankens Magt. For det første mente jeg ikke, at det var nogen god bogtitel, sådan som arbejderforfatteren ellers nævner. Jeg mener tværtimod, at titlen er decideret dårlig set i lyset af tingenes aktuelle tilstand, hvor tænksomme folk bestemt ikke har megen magt, men tværtimod må bruge intellektuel energi på at udfylde skemaer og skrive evalueringer, som mindre tænksomme - men magtfulde - folk har sat i værk. For det andet er jeg helt sikker på, at det ikke var Stig Dalager, som arbejderforfatteren ikke var i stand til at genkende. Som jeg erindrer det, var det Per Stig Møller, men jeg er ikke sikker; jeg havde jo også fået en del asfalt indenbords.

Men arbejderforfatterens groveste manipulation består i, at han betegner det som "en helt igennem mislykket dag".

Det synes jeg bestemt ikke, der er tale om - ja, jeg mindes det ligefrem som en helt igennem lykkelig dag, hvor meget af det, der dengang fandtes (vi taler om november 2006) i dag er forsvundet:

For det første må man ikke længere ryge i DSB's tog, sådan som arbejderforfatteren og radiomedarbejderen måtte og gjorde. For det andet kan man ikke længere lave "helt almindelige forfatterinteviews", det være sig i tog eller andre steder, da bogprogrammet Alfabet i mellemtiden er blevet nedlagt. For det tredje har arbejderforfatteren siden modtaget Akademiets store pris, hvad der desværre har medført en vis snobbisme fra arbejderforfatterens side, så at han ikke offentligt kan værdsætte en ærlig, østtysk rostocker.

Endelig skylder jeg at nævne, at så dårligt blev forfatterinterviewet nu heller ikke: af de 52 minutter, som råbåndet varer, fandt jeg fire minutter, der lød helt fornuftige. Men det var så også inklusive et hav af pfiizz-lyde. Som sådan var der tale om realistisk radio.

Søren E. Jensen,
forhenværende programmedarbejder på det forhenværende Alfabet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her