Læsetid: 4 min.

Arbejdernes Teatercentral

21. januar 2002

ARTE HAR været i overskrifterne i den senere tid og ikke for det gode, men for slet billetsalg, stort underskud og en direktørs pludselige afgang. Der er endog tale om, at Arte på et møde om en uge kan tvinges til at fortsætte i stærkt reduceret tilstand.
Mødet holdes i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, hvor man skal tage stilling til, hvem der i de kommende år skal markedsføre de københavnske
teatre samt sælge deres billetter – Arte eller andre, som har budt ind på en licitation herom. Det kan f.eks. være et privat foretagende, der hedder e-billetter, og som har erfaringer med både teater, musik og sport. En halv snes bureauer skal have budt på markedsføringen.
Næppe mange vil i dag mene, at Arte fortsat bør administrere teatrenes billetsalg, hvis andre kan gøre det bedre – statstilskud kan jo være en enorm sovepude. Men førend man frakender den gamle teatertante enhver hæder og dyd, skærer hende i småstykker og lægger hende i graven, bør man lige give hende, hvad hendes er. For egentlig kan man ikke beskylde Arte for ikke at have fornyet sig, selv om Arte er et barn af den gamle arbejderkultur.

ARTE BLEV oprettet i 1946 af fagbevægelse og Socialdemokrati m.fl., og hensigten var, at arbejderne skulle kunne få del i de velhavendes glæder og komme i teatret og til musikarrangementer uden at blive ruinerede. Altså kunsten ud til folket og vel at mærke kvalitetskunsten.
Op gennem 50’erne udbyggedes institutionen. I 1963 var den med til at starte et turnerende teater, Det danske Teater.
I 1970 gik staten med til at udbygge sin støtte til de enkelte teatre ved også at støtte billetsalget, så endnu flere kunne komme i teatret. Arte stod for sagen, og ideen med at sælge flere billetter ad gangen i abonnement var rigtigt tænkt: På fem år tidobledes antallet af abonnenter fra 60.000 til 650.000.
BilletNet gjorde det fra 1991 nemmere at købe og reservere billetter, og fra 1993 gik Arte i samarbejde med posthusene om salg herfra. Fra 1999 gik man med Scandinavia Online på nettet, og for to år siden blev det muligt også at betale via Nettet.
Så meget for historien.

BETYDNINGEN for dansk teater kan således ikke overvurderes. Men teatret har mistet terræn i forhold til en hel masse andre tilbud, og ikke alle mennesker og politikere synes, det er lige vidunderligt, at teatre, teaterbilletter og kultur i det hele taget skal have store tilskud. Samtidig er interessen for det gamle dannelsesideal til at overse – altså dette med at gå i teatret lidt af pligt.
En af deltagerne i diskussionen er filmproducenten Regnar Grasten, som ville tegne en dobbeltsides annonce i Artes farvestrålende, årlige tryksag, fordi han følte sig sikker på, at hans musical, Askepop, ikke var fin nok til at komme i Artes abonnementsordning. Sandsynligheden taler for, at han har ret.
Arte sagde nej til annoncen, der kunne have indbragt 80.000 kr. At have Askepoppen med i selve abonnementsordningen kunne have indbragt endnu mere. (Den er set af 40-50.000 mennesker i Glassalen.) Afvisningen bruges nu mod Arte som et af flere argumenter om dårlig ledelse.
Det kan være vanskeligt for udenforstående at bedømme, om for eksempel indkøb af nyt edb-udstyr
og dermed en investering i fremtiden er nok til at
forklare et underskud på en halv snes millioner kroner. Arte skal også have tabt mange penge på fejlslagne ideer om såkaldte events (Arte er meget andet end teater). Alt i alt fyres der løs mod Arte som led i den standende privatiseringsbestræbelse. Arte svarede igen med at meddele, at den ansvarlige direktør var trådt tilbage med øjeblikkelig virkning. Og med at ville omdanne sig til aktieselskab. Kapitalstærke partnere søges.

DET ER nu op til bestyrelsen for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab at sige ja til det bedste tilbud næste mandag, når det lille drama udløses. Det kan stadig vise sig at være Artes. Har organisationen ikke haft styr på økonomien, kan den jo få det, og den har i al fald årtiers erfaringer i at sælge billetter. Publikum er næppe utilfredse med BilletNet. Og hvem siger, et privat selskab kan sælge flere?
Hvad angår det kunstneriske i fremtidens københavnske teaterliv har kulturminister Brian Nielsen netop overrasket positivt – roses, når roses bør – ved at udpege tidligere Dramaten-chef, Ingrid Dahlberg, Nikolaj Cederholm og Morten Grunwald til at tænke nye tanker som rådgivende organ for DST (Grunwald meldte dog afbud efter en uge, fordi han skal være filmkonsulent, og i stedet beskikkedes Peter Schaufuss). Men Mikkelsen udpegede ikke folk som Regner Grasten, som primært har interesseret sig for mange tilskuere, men gi’r en god dag i det kunstneriske. Deri ligger en ikke ringe tilkendegivelse, og godt for det.

Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her