DR bragte for nylig et indslag om et plejehjem i København, hvor social- og sundhedshjælpere og assistenter blev lagt for had. En opsøgende journalist har arbejdet i to måneder (i alt 30 vagter) og brugt skjult kamera for at fremstille et hadsk billede af, hvor ansvarsløse, uanstændige og forsømmelige plejehjemspersonalet er.
Det var repressiv journalistik af værste skuffe som 'vores alle sammens' DR lod slippe ud i æteren. Hvor blev personalets partsindlæg af? Hvor var relevante oplysninger om arbejdsvilkår, arbejdsskader og sygdoms-statistikker? Hvor var resourceproblemerne? Hvor var politikerne?
Plejehjemspersonalet blev svinet til uden at komme til orde, og lur mig om ikke DR har givet hele sektoren sådan en lussing, at ingen på gulvet tør tage til genmæle.
Jeg er vikar i min kommunes hjemmepleje og arbejder på tre plejehjem samt ude i borgernes private og/eller beskyttede boliger. Jeg er i gang med en uddannelse og supplerer min SU ved at pleje de af kommunens borgere, som har brug for hjælp. Dette arbejde udførte jeg også for 25 år siden, da jeg var under uddannelse første gang, så jeg ved, hvad jeg taler om, når jeg fastslår, at normeringerne næsten er halveret i den periode, og samtidig har personalet fået pålagt endnu flere opgaver. Men lad mig fortælle om en almindelig arbejdsdag i den danske ældrepleje.
Mangler 50-80 procent
Vi møder kl. 06.45 (vi er lønnet fra 07.00 ) for at få nattevagternes rapport og personalets sygemeldinger; almindeligvis er der to-fire sygemeldinger, men om vinteren kan personalemanglen være 50-80 procent.
Så går en eller to i gang med at skaffe folk. Vikarer og kollegaer bliver ringet op, og ofte presses de til at møde, selvom de faktisk ikke har overskud. De som afslår har dårlig samvittighed, og enkelte tager konsekvent ikke telefonen ved vagtskifte. Imens springer vi andre rundt og begynder arbejdet. Vi mødes igen omkring 07.45 for at modtage de omlagte vagter.
En kollega, som plejer at være på afdeling A, skal ud og køre i en vagt, hun slet ikke kender, en anden skal være springer og bistå flere afdelinger, en tredje skal bringe mad ud til borgerne i kommunen og bliver derfor forsynet med en adresseliste. Hun kender ikke ruten og vil bruge 20-30 procent mere tid end normalt. En fjerde og femte skal også omplaceres.
Efter 30-50 kostbare minutter har vi ved fælles hjælp og stor konduite fået alt på plads, så de, der har brug for hjælp, får den. Måske kommer de ikke i bad eller får gjort rent, måske må de ligge en-to timer længere i sengen, men vi kommer dog.
De fire-otte kollegaer, hvis arbejdsplan er ændret, studerer det nyprintede vagtskema, dels for at se hvad de skal, dels for at opdage fejl, som død og pine skal rettes, inden vi spredes for alle vinde.
Klokken er nu mellem 08.00 og 08.15, og jeg skal have seks-ni svage borgere op af sengen, ud på badeværelset, vasket, bragt i tøjet, forsynet med medicin og fulgt til morgenmad, inden klokken er 10.00. I samme tidsrum skal jeg bade en eller to, forsyne badeværelset med, hvad der mangler osv. Hvis jeg ikke forsinkes af våde senge eller senge smurt ind i afføring, har jeg gennemsnitligt 15 minutter til hver borger - jeg skulle hilse og sige, at det kræver en del tolerance, fysisk smidighed og godt humør at efterlade hver enkelt borger med indtrykket af, at alt er normalt, og vi har tid nok.
Men jeg har ikke tid nok, hverken til ordentlig pleje eller til en lille snak, og det nytter ikke at undskylde med de mange sygemeldinger, den historie kender de gamle alt for godt.
Ikke alle beboere kan bringes ud i spisestuen. Nogle er syge eller døende, andre ønsker at indtage deres morgenmad i egen bolig. Så en-to eller flere skal mades eller have bragt føden. Det tager ekstra tid, forståeligt nok. Jeg har ikke tid til at føre tidsskema, men jeg vil tro, at en mobil borger får ca. 8-10 minutter og en ikke-mobil får 14-18 minutter til morgen-toilette m.m.
Så overlades beboerne til deres eget selskab, fordi jeg skal rede senge, åbne papkasser med bleer, underlag, vaskeklude, gummihandsker osv. Dernæst rydder jeg af borde, rydder op i boliger, følger nogle til fysioterapi, andre til frisør og en til bussen, som skal ud i samfundet.
Klokken er 11.00, og nu skal jeg bringe alle på wc inden frokost. De sengeliggende skal have skiftet ble, vendes og medicineres. Enkelte pårørende har noget på hjerte, som jeg skal tage stilling til, og endelig skal jeg gøre rent i flere boliger inden, under og efter frokost, samt dække bord - det kan vel ikke undre nogen, at jeg er brandvarm og våd på ryggen?
Omkring klokken 12.00 serverer jeg varm mad til beboerne i spisestuen, dels skåle og fade, dels sukkerfri eller blendet mad på tallerkener. Beboerne skal igen have medicin. Jeg overvåger, at de indtager det, eller jeg knuser det og mader dem. Efter frokost rydder jeg af og bringer beboerne til deres boliger, hvor de hjælpes i seng til en middagssøvn. Først skal de på wc, og de, der hverken kan stå eller gå, skal liftes i seng.
Klokken 13.00 skal alle helst ligge i deres senge eller sidde i en god lænestol og blunde en times tid. I den periode har jeg forskelligt praktisk og administrativt arbejde, plus det jeg mangler at lave; og hvis der er tid 10-25 minutter, hvor jeg har en pause.
Mellem klokken 14.00 og 14.30 skal beboerne op igen, liftes, på wc, i kørestol osv. Til sidst serverer jeg eftermiddagskaffe. Klokken 14.45 kommer aftenvagterne, og nu starter hele cirkuset forfra: Hvor mange har sygemeldt sig, kan vi skaffe afløsning?
Den smule arbejde udfører jeg for 108,00 kr. i timen, som svarer til 55,00 kr. efter skat.
Masser af tunge løft
Efter at vi har løst puslespillet med vagterne rydder vi af efter kaffen, vasker op og bringer porcelæn på plads. Køkkenpersonalet er gået hjem kl. 14.00, så nu overtager vi deres arbejdsopgaver, kold mad og to gange kaffe. Det kan måske synes ubetydeligt, men jeg kan fortælle, at en plasticbakke med porcelæn, glas og andet vejer mellem seks og 20 kg, og dem løfter jeg ca. 25-50 gange i løbet af en aften.
Så gør vi rulleborde klar med en bakke til hver beboer med madseddel, glas, kop og bestik. Så suser vi rundt og finder medicin frem, følger beboere på wc, rydder op, gør rent, hvis (hvad ofte sker) et værelse eller wc er smurt ind i afføring, vasker gulvet, hvor en dement har tisset, skifter stomiposer, tømmer bækkener og kateterposer.
Klokken ca. 16.30 går de fleste af os i køkkenet og smører mad efter hver enkelt beboers bestilling, skænker diverse drikke op og ruller afsted med føden. Igen skal nogle mades, nogle skal have sondemad, og mange skal jeg se til, at de drikker nok og indtager deres medicin. Så skal visse beboere vendes i sengen efter skema for ikke at få liggesår og igen nødes til at drikke.
Det er tidlig aften, når klokkerne begynder at ringe, fordi mange er trætte, vil i seng, eller skal have åbnet for fjernsynet, en sodavand, tændt lyset eller andet, som de ikke selv kan udføre. Og selvfølgelig skal rigtig mange igen på wc og have skiftet ble.
Vi bukker os efter benklæder og underbukser, som skal trækkes på, bleposer, som står på gulvet eller i bunden af skabet - igen og igen. Vi bukker os for at tage affaldsposer og nedsætte nye. Vi bukker os for at bremse rullestole eller slå bremsen fra. Vi bukker os, når beboeren i desperation har strøet bleer eller indholdet fra deres skabe over hele gulvet. Vi bukker os, når sko, strømper, støttestrømper og elastikbind skal af og på.
Vi står i skæve stillinger og sætter tøjet ordentligt på slanke, men også mange overvægtige borgere. Vi bøjer os for at sætte liftstykket i ryggen, bøjer os for at tage stikket ud af kontakten og sætte liften i funktion. Vi løfter tunge sager og personer i et omfang, så selv en murersvend ville flygte skrigende bort.
Det er kun pligtopfyldende, underkuede kvinder i fortrinsvis 45-65 års alderen (som mig selv), man kan byde det job. De unge orker det ikke og flygter fra uddannelsen og jobbet, og mænd vil slet ikke indlade sig på det.
Sengelægning er tidkrævende, fordi det ofte er den stund, hvor beboerne har mest behov for en snak. Det er mørkt, natten er lang og døden meget nærværende. Ting skal stilles på plads, gardiner og vinduer skal che-ckes, gebisset skal børstes ordentligt, ømme steder på kroppen smøres, nattøjet roligt på, og imens ringer klokkerne ustandseligt, fordi folk vil i seng, eller de skal på wc eller...
Mellem klokken 19.00 og 21.30 udfører vi den kunst at ligge vandret på en rolig måde. Hvis vi lader os stresse af klokker og arbejdsbyrder, gør vi beboerne nervøse med det resultat, at de ringer og forstyrrer os og dermed andre, som skal hjælpes. Kan du ikke den kunst dag ud og dag ind, men stresses, får arbejdsskader eller depression, bliver du den dårlige kollega, som alt for ofte er syg.
Vi er notorisk og motorisk ikke skabt til så store arbejdsbyrder; så sygdom eksploderer, personalet er stand ins for flere og flere kollegaer, arbejdsskaderne øges, og depressionen er snart total.
Ligger alene og dør
Når vi engang imellem sidder samlet om et bord, taler vi om, at vi ikke orker at lave mad derhjemme, købe ind, vaske tøj,og at vi altid falder i søvn mellem klokken 19 og 20 i sofaen. Vi sover og går på arbejde, sover og går på arbejde. Vi ser ikke børn og børnebørn, vi kommer ikke i teatret eller biografen, vi orker hverken at læse bøger eller avis.
Vi taler om, at politikerne står i kø for at håne os og opfordrer beboere og pårørende til at klage over os, at lederne smider flere opgaver i hovedet på os, ikke tager vore klager alvorligt og ikke sætter magt bag deres ord til politikerne, at sygeplejerskerne nusser rundt og aldrig kunne drømme om at give et nap med, når det hele brænder på; og endelig bemærker vi, at de pårørende generelt er fraværende, når deres kære skal dø.
Der er flere forhold, der er værd at diskutere på vore plejehjem, der er meget at kritisere hverandre for, og derfor er det på tide at få debatten i gang, men i stedet for at brokke sig over lidt støv eller et bad, som bliver udsat, er det langt vigtigere at få talt om det altovervejende problem på vore plejehjem, nemlig at stort set alle vore gamle ligger alene og dør!
Hvis der er noget, DR burde tage sig af, så var det at filme alle de mange, mange gamle borgere, som ligger og dør alene, fordi de pårørende ikke kan klare det, fordi der ikke er personale nok, fordi døden rager os.
Så er det meget lettere at finde fejl hos de overbebyrdede, der udfører det hårdeste og mest tarveligt betalte job i vores overflodssamfund.
Elisabeth U. Rift er studerende og arbejder ved siden af i hjemmeplejen i en mindre dansk kommune. Hun har to-fire vagter om ugen, og har været i tjenesten i knap to år
