Læsetid: 4 min.

Der er arbejdskraft i langtidssyge

Det betaler sig at sætte hurtigt og effektivt ind over for langtidssyge. Samfundet sparer penge på sygefravær - og de enkelte mennesker føler en lettelse ved at slippe ud af systemet, viser et forsøg fra Vejle
9. januar 2007

Nyt syn på sygdom, fravær, smerter og arbejdets lægende betydning kan give glædelige resultater. Det viser den nu offentliggjorte rapport fra KIA-projektet i det hedengangne Vejle Amt. KIA står for Koordineret Indsats for Arbejdsfastholdelse og signalerer allerede i titlen, at der er arbejdet med langtidssyge med smerter i bevægeapparatet på en anden måde end den gængse.

Resultatet viser, at i forhold til den kontrolgruppe, som har fået den almindelige behandling i den slags sager i social- og sundhedsvæsenet i de fire involverede kommuner i amtet, har sygemeldte i KIA-projektet fået deres fravær reduceret med 34 procent, fordi flere er kommet i arbejde og hurtigere.

I forhold til kontrolgruppen er funktionsevnen i KIA-gruppen forbedret med 41 procent, smerterne reduceret med 37 procent og tilfredsheden med forløbet steget med 87 procent, hvor kontrol-gruppens er på 42 procent. I øvrigt har KIA-projektet medført mindre medicinforbrug og kontakt til sundhedsvæsenet end i kontrolgruppen.

Reduceret sygefravær

Staten og kommunerne har også opnået en stor gevinst, da det reducerede fravær har sparet udgifter til sygedagpenge på gennemsnitligt 55.000 kr. i forhold til kontrolgruppen, når udgifterne til den særlige KIA-indsats er fratrukket. Hertil kommer de flere i beskæftigelse, som er tidens store mangelvare, det øgede beskatningsgrundlag samt den menneskelige lettelse ved at komme i arbejde, klare sig selv og føle færre smerter.

KIA-projektet er det første initiativ til videnskabeligt, analytisk og målrettet at inddrage de sidste 10 - 15 års nytænkning og erfaringer fra forsøg på arbejdsfastholdelse af sygemeldte for at forebygge udstødning fra arbejdsmarkedet. Projektet har arbejdet med sygemeldte med lidelser og smerter i bevægeapparatet, som har været syge i mindst fire og højest 12 uger, og hvor der er risiko for langvarigt fravær, fordi der i varierende grad indgår fysiske, psykiske og sociale barrierer, der nedsætter funktionsevnen og dermed muligheden for at bestride et arbejde.

Som lederen af KIA-projektet, kiropraktor og Master of Public Health Jørgen Kilsgaard, siger: "Vi foretager en tidlig, tværfaglig og analytisk afklaring af funktionsevnen og lægger sammen med den sygemeldte en målrettet rehabiliteringsplan for, hvordan vi i samarbejde med arbejdspladsen, kommunens sagsbehandler, den praktiserende læge m.fl. kan yde en indsats, der gradvist får den sygemeldte i arbejde igen. Vi tænker ikke i tilstande, men i mangeartede barrierer, der ikke bare knytter sig til den sygemeldte, og vi tænker i rehabilitering og arbejdsfastholdelse fra dag ét."

Ventetid er bandlyst, da det er risiko-tid. Så snart den sygemeldte er henvist til KIA-projektet, sker der på to timer en screening efter fastlagte skemaer af henholdsvis en læge, en kiropraktor, en fysioterapeut med viden om arbejdsforhold og en psykolog.

De foretager så en fælles analyse, kontakter den sygemeldte om deres betragtninger, og derefter lægges der en rehabiliteringsplan igen efter fastlagte kriterier, som den sygemeldte og betalende kommune godkender. En socialrådgiver er tovholder i sagen, men alle fagpersonerne medvirker. Der er stadier i forløbet, for den sygemeldte skal måske til behandling, træning, smerteundervisning og psykologsamtaler, inden den enkelte når 'Håbets vendepunkt', som digteren Ole Wivel har kaldt det. Samtidig afklares mulighederne for tilbagevenden til arbejde evt. med lempede krav og måske med en delvis sygemelding. Er den vej ufarbar, er sigtet et nyt arbejde eller en uddannelse.

Planen justeres løbende

Forløbet er på højst tre måneder, og undervejs justeres rehabiliteringsplanen flere gange, også fordi sagen til stadighed bliver drøftet i det tværfaglige team.

KIA-teamet er sig bevidst, at det arbejder tværfagligt og på tværs af sektorer herunder arbejdspladserne, hvor der hersker forskellige spilleregler og kulturer. Det kræver indlevelsesevne, respekt for forskellighed og sikre overleveringer i overgangene fra én indsats til en anden.

Der skal også følges tæt op i den første tid, efter at den sygemeldte er kommet i arbejde. Er der efter tre måneder stadig problemer, overgår sagen til kommunen, men med rehabiliteringsplanen under armen.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2005 omregnet i årsværk 27.000 langtidssyge med bevægeapparatslidelser.

Kommer de hurtigere i arbejde, er der som sagt arbejdstimer at hente, sygedagpenge at spare og et forbedret liv. Konceptet kan anvendes på andre risikosager f.eks. med overvægt af psykiske problemer. Det tværfaglige team skal bare sammensættes anderledes. Det kan også anvendes over for de mange langvarige kontanthjælpsmodtagere med helbredsproblemer. Men som professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen siger i forordet til rapporten 'Koordineret indsats for arbejdsfastholdelse af sygemeldte med længerevarende smertegener fra bevægeapparatet', udsendt af Arbejdsmiljøinstituttet: "Det er vigtigt at understrege, at den videnskabelige afprøvning ikke peger på, at bestemte dele i KIA-projektet er vigtigere end andre. Det er den samlede pakke, der har effekt. Derfor kan man ikke blot plukke og så forvente de samme resultater."

Den administrerende direktør i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning, Morten Binder, der også er ansvarlig for sygedagpengeområdet, har følgende kommentar til KIA-projektet: "Sygefravær udgør et større tab af velfærd og produktion end ledighed, så derfor er det afgørende, at vi kan sætte tidligt ind med forsøg på arbejdsfastholdelse af langtidssyge i de særlige risikogrupper. KIA-projektet viser, at det er muligt, hvis der arbejdes tværfagligt og systematisk. Det er helt rigtigt, at rehabilitering ikke skal ligge efter en afsluttet behandling. For mange af nutidens livsstils- og arbejdsrelaterede sygdomme er rehabilitering og behandling jo netop to sider af samme sag." Morten Binder fremhæver også, at KIA-projektet i modsætning til mange andre projekter kan sætte tal på resultaterne, og tilføjer: "Det gør, at vi der arbejder i kommunerne, langt hurtigere kan få omsat de gode erfaringer til praksis."

Som Kjeld Møller Pedersen siger, kan der ikke plukkes i konceptet. Så hvordan kan KIA-konceptet virkeliggøres i de nye storkommuner, og har de råd til at lade være?

Gunvor Auken er socialrådgiver

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her