Læsetid: 3 min.

Arbejdslyst- og løgne

16. oktober 1996

SiD i Ribe Amt har opsagt samarbejdet med Arbejdsformidlingen (AF), lød en overskrift i gårsdagens Information. SiD'erne begrunder opsigelsen med, at AF formidler job uden at indkalde de arbejdsløse til en jobsamtale. Det betyder, at AF ikke sætter sig ordentligt ind i, om et bestemt job er "relevant" for den enkelte: "AF tager de ledige ned af hylderne i flæng og smider dem ud i bunker. Registreringen af de ledige er simpelthen for dårlig. Der er for meget slendrian, og de ledige bliver dybt frustrerede", siger kontorbestyrer Brian Berggrein fra en af SiD's Esbjergafdelinger til Information.
Hva'behar? I en tid, hvor det fyger med skærpede pligter og beskårne rettigheder for folk i de arbejdsløses rækker, er det overraskende ord.
Regionschefen for AF i Ribe karakteriserer SiD's kritik som "løse postulater" - om end han ikke afviser, at der kan have været tilfælde, hvor formidlingen ikke er sket efter bogen. I sagens natur er det umuligt at afgøre, hvilken sagsfremstilling, der er mest virkelighedsnær, så lad det nu ligge.
For opsigelsen af samarbejdsaftalen er først og fremmest en symbolsk aktion: Hvis A-kasserne ikke indgår en frivillig samarbejdsaftale, dikterer Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelser en procedure for, hvordan samarbejdet med AF skal forløbe. Men symbolet er vigtigt, som signalet om, at SiD ikke vil lægge navn til, at arbejdsløse behandles som en stabelvare på hylderne i Netto.
Arbejdsformidlingen har retten til at formidle arbejde. Hvis formidlingen skal leve op til sin opgave og matche rette person med rette job - hvilket selvsagt er både til den ansatte og arbejdsgiverens fordel - må AF's ansatte nødvendigvis samtale med den arbejdsløse, og registrere vedkommendes uddannelse, erfaringer, fremtidsønsker m.v., og samtale om det konkrete job. Mener SiD-folkene i Ribe altså.
Umiddelbart lyder det som sund fornuft. Lovgivningen gør imidlertid ikke livet let for de ansatte på AF. Med i historien hører for eksempel lovens skelnen mellem 'passende' og 'rimeligt' arbejde. For uindviede lyder det som ét fedt, men ordene dækker over, at et job som jord- og betonarbejdsmand ikke anses som 'passende' for en arbejdsløs murer det første år, men derefter som 'rimeligt' for selvsamme person.
Med til historien hører også Arbejdsmarkedsstyrelsens nye gråzonevejledning, populært kaldet sæbecirkulæret, som præciserer hvilken fremtoning, opførsel eller adfærd hos den arbejdsløse, der skal sidestilles med et direkte afslag på arbejde. Styrelsen eksemplificerer selv med tænkte situationer, hvori den arbejdsløse ikke direkte afslår jobbet:
En pædagog, der formidles arbejde i en børnehave, fortæller under ansættelsessamtalen at han primært ønsker arbejde i en vuggestue. En faglært arbejder argumenterer i en jobsamtale med en arbejdsgiver for, at en specialarbejder sagtens kan bestride jobbet. En kontorassistent kommer til formidlingssamtale på AF om et kontorjob i Skovlunde. Den arbejdsløse, som bor på Amager, stiller spørgsmål om transporttiden og ønsker oplyst, hvorfor AF ikke kan finde en arbejdsløs, der bor tættere på. I sådanne og lignende tilfælde skal AF-medarbejderen trykke på "formidlingsudfaldskode 6" og derefter i fri tekst beskrive, hvorfor det er tvivlsomt om den pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Vel at mærke de selvsamme AF-medarbejdere, som skal formidle "passende" henholdsvis "rimeligt" arbejde og opstille individuelle handlingsplaner for langtidsarbejdsløse.

Det må ganske enkelt være en sproglig og psykologisk formidlingsopgave at føre samtaler med en arbejdsløs og fritskrabe vedkommendes reelle fremtids-ønsker til arbejde og uddannelse fra små hvide løgne og sproglige undvigemanøvrer, der kan holde den arbejdsløse fri af enhver tvivl om manglende arbejdslyst.
Erfarne A-kassemedarbejdere betoner godt nok, at reglerne ikke er ændret - og dermed mener de, at intet er ændret. Nej, måske ikke i øjeblikket. Men mennesker og forholdet mellem mennesker ændrer sig over tid - og næppe i en behagelig retning, når arbejdsløshedssystemet gennemsyres af mistillid.
I denne sammenhæng er SiD-afdelingernes symbolske aktion et tiltrængt signal om, at de arbejdsløse skal behandles med værdighed og mødes med tillid.
Det kan ikke siges for tit - for det bliver hele tiden glemt igen: Arbejdsløsheden skyldes ikke danskernes manglende arbejdslyst. Siden 1970, et af de sidste år med fuld beskæftigelse, er arbejdsstyrken (groft sagt det statistiske udtryk for, hvor mange, der har meldt sig på arbejdsmarkedet) steget med 600.000 personer, heraf 500.000 kvinder. Der er altså arbejdsløshed fordi så mange har lyst til at arbejde og forsørge sig selv. De privilegerede med arbejde forsørger de arbejdsløse over skattebilletten lige præcis i det omfang, samfundet ikke har omstillet sig al denne arbejdsiver.

fris (Pia Fris Jensen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu