Læsetid: 4 min.

Arbejdsmænd i 100 år

4. januar 1997

GIVER DET stadig mening, at de ufaglærte på tværs af alle brancheskel er organiseret i SID? Det turde det være relevant at søge svar på i disse dage, hvor forbundet kan fejre de første 100 år.
Enhver debat om det gamle forbund bør have de historiske rødder med. Ellers er det ikke til at forstå de kræfter, der på trods af flere faglige naturlove holder sammen på SID anno 1997.
I 1890'erne gik det stærkt med arbejderklassens organisering. Omkring 1000 nye fagforeninger så dagens lys herhjemme i det tiår. Men de skarpe skel mellem faglærte og ufaglærte gjorde det naturligt, at arbejdsmændene lavede deres egne foreninger.
Det var ikke tiden, hvor faglige fremstød blev overvejet i komfortable omgivelser på velbeliggende kursusejendomme. En af de københavnske arbejdsmænds første slagkraftige aktioner prægede byen i 1892 og udsprang af den kendsgerning, at lugten blev ganske fæl, når natmændene ikke havde været der. Her var et område, hvor en faglig aktion kunne mærkes. Da arbejdsmændene i 1892 gik i aktion for mere anstændige vilkår lod natmændene i flere døgn de stinkende spande blive stående på trapper og i porte. Og de strejkende fik opfyldt deres krav.

MED LYNGSIE som den helt centrale figur blev Dansk Arbejdsmandsforbund stiftet den 1.januar 1997. M. C. Lyngsie skabte en kamporganisation, som han selv stod i spidsen for til sin død i 1931.
Men samtidig med den første barske kamp for organisering og fælles optræden overfor arbejdsgiverne voksede de interne modsætninger - politiske og faglige - i den unge arbejderbevægelse.
Lyngsie's kamp for de lavestlønnede gav således tidligt et modsætningsforhold til flere af de faglærte forbund og til De Samvirkende Fagforbund (det senere LO).
Denne klassiske konflikt kom markant til udtryk i 1925 - året efter at Stauning havde dannet sin første regering. Lyngsie og arbejdsmændene nægtede at sige ja til det forlig, De Samvirkende Fagforbund havde indgået. Resultatet blev en storkonflikt, som først blev afblæst efter meget hårdt pres på arbejdsmændene - og efter flere millioner tabte arbejdsdage.

NOK SER konflikterne meget anderledes ud i dag. Men flere af de gamle brudflader er der stadig.
Efter at Anker Jørgensen i 1968 var blevet valgt som arbejdsmændenes formand, lykkedes det ham at forny forbundets historiske rolle som fagbevægelsens venstreopposition og avantgarde. Den kunst prøvede Hardy Hansen senere at gøre ham efter - men uden samme resultater. At Anker som statsminister gennemførte mange af de indgreb, han tidligere havde tordnet mod, viser noget om forbundets solide andel af den almindelige socialdemokratiske skizofreni.
Men i Anker Jørgensens fire år som forbundsformand var ledelsen stadig stærk - og de store grupper i forbundet blev stadig styret af den centrale ledelse. Derfor blev der også opnået faglige resultater, som reelt havde noget at gøre med forbundets samlede indflydelse.

I HARDY HANSENS tid som formand faldt forbundets indflydelse. Han blev i 1979 valgt som folkets mand på en hård agitation mod et nyt indgreb begået af Anker Jørgensens regering. Fra starten var Hardy Hansen i modsætning til de magtfulde gruppeformænd i SID. De fandt, at Hardy ofte kun spillede for galleriet.
Men da overenskomstafslutningerne i løbet af 1980'erne endte med at blive decentrale, betød det samtidig, at den centrale SID-ledelse mistede indflydelse. Det var gruppeformændene for især fabriksgruppen og bygge- og anlægsgruppen, der havde fat i den lange ende og sad med ved de forhandlingsborde, hvor tingene blev aftalt. Hardy Hansen og hans folk i forbundets ledelse var ofte henvist til at tage resultaterne til efterretning.
Tilbage blev så de generelle politiske markeringer og forsøgene på at lave en fælles forbundspolitik på uddannelse og andre centrale områder.

NÅR FAGBEVÆGELSEN de seneste årtier har diskuteret ny struktur, har SID gang på gang været dén centrale stopklods, der har forhindret, at det ellers så logiske industriforbunds-princip er blevet realiseret fuldt ud.
Selv om det derfor er endt med et håbløst organisatorisk kludetæppe, har SID-standpunktet dog været til at forstå, sålænge arbejdsmænd havde andre interesser end faglærte og sålænge SID politisk stod for en kritisk linje på fagbevægelsens venstrefløj.
Men er det stadig sådan?? I året forud for jubilæet er Hardy Hansen blev afløst som forbundsformand af Poul Erik Christensen, der fagligt har en helt anden tyngde end sin forgænger. Her er ikke meget spil for galleriet, men en garvet forhandler, der ikke går ind ad en dør før han ved, hvordan han kommer ud. Han er ved at rydde op i organisationen og reducere udgiftsniveauet på de fælles aktiviteter.
Samtidig står også specialarbejderne selvfølgelig midt i det store faglige og uddannelsesmæssige opbrud, hvor gamle skel udviskes og erstattes af nye. Mange faglærte bliver ansat som funktionærer og "ufaglærte" har ofte kvalificeret sig gennem en stribe kurser og særlig teknisk erfaring.
Når SID's politiske kurs så samtidig går fra oppositionsrollen til en progressiv udgave af socialdemokratisk "main-stream", kan man ikke lade være med at spekulere på, hvilken vej den 100-årige er ved at betræde. Kan forbundets stoute historiske rolle fornys og revitaliseres? Kan SID styrke sin indsats for en realistisk uddannelsespolitik og en effektiv kamp mod marginalisering og udstødning? Kan forbundet bygge bro til de chauffører, fiskere og andre medlemmer, der har helt andre politiske tankegange?
Der ligger mange svære opgaver. Hvad mon Lyngsie egentlig ville have gjort?

mol (Jacob Mollerup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu