De stiger til vejrs, ikke ved hjælp af vinger, men i liner. Indstiller lyskanonerne og venter på at salve aftenens hovednavn. De fylder lige så meget i bredden som i højden - nogle af de mange folk, der synger for og passer på ham. De slanger sig i lange køer ude foran fodbolddybet - de 54.200 øllede pilgrimme der er kommet for at høre poppens megastjerne i Parken. Det 21. århundredes bud på en måske uddøende art: Stjernen der kan samle højpandede såvel som lavstammede kulturdivisioner, en mand af folket og feinschmeckerne, for enhver og hvem som helst.
Det er tydeligt få minutter inde i koncerten, at Justin Timberlake er noget så exceptionelt som en kunstnerisk ambitiøs superstjerne, en sanger, musiker og komponist, som har agt og magt til at gennemføre sine popvisioner, et sexsymbol og en hjerteknuser som insisterer på at det handler lige så meget om musik som om masseforførelse. En mand der kaster dansemoves af ondeste kaliber, synger formidabelt og også magter at spille akustisk guitar, klaver, orgel og synth undervejs i showet - eller skal det hedde koncerten?
Det er først forbi to en halv time, efter at idolet er steget op af scenegulvet til tonerne af åbningsnummeret fra hans andet og seneste soloalbum Futuresex/Lovesounds. Da har han bevist, at han fortjener sin superstjernestatus og at han vil arbejde hårdt for den. Men man forlader alligevel Parken med en fornemmelse af at have misset en stor oplevelse med et par millimeter.
Syvende-ottende himmel
Den var der nemlig efter min bedste overbevisning, men den var ud fra min nøgterne registrering pakket ind i en ulden sweater, kneppet i stykker af Parkens jammerlige akustik og formummet i et i denne sammenhæng magtesløst lydanlæg. Må man endnu engang appellere til de højere magter eller i hvert fald de ansvarlige i Parken om at gøre noget? Riv et VIP-tårn af beton ned eller invester i mere lyddæmpende materiale, så alt ikke skal høres med et halvt sekunds forsinkelse. Som et ekko af dårlig stil, provinsiel pladderballe og kvalmt købmandsskab.
Men hvad der udfolder sig på scenen, inde bag de uldne slør og rikochetterende strejflyde er til gengæld til tider helt oppe i syvende-ottende himmel. Scenen er centralt placeret og giver bred adgang til alteret, og det fungerer strålende på de brede massers plæne - og måske mindre heldigt på vante anmeldertribune, hvor man jo ikke får glæde af den megen facetime med midtpunktet.
Da hr. Timberlake affyrer sine to bedste dansenumre overhovedet, "Like I Love You" og "My Love", i ambitiøse fortolkninger som andet og tredje nummer i koncerten, så kan man allerede ane, hvordan det må have lydt dengang, Beatles - mindst lige så ambitiøse superstjerner i deres egen tid - modtog folkets hyldest. Vi befinder os så højt i decibelregistret og frekvensområdet, at ørerne ganske enkelt forvrænger.
Hernede på det overdækkede græs holder vi os for ørerne mellem og ikke under numrene. Men der skal hænderne jo også holdes fri til at svinge med mobiltelefonkameraer, Bacardi Breezere og tyrkisk peber-shots i reagensglas.
Hernede er begejstringen også stor for de cylinderformede myggenet, der bliver sænket ned om scenerne og fungerer som transparente storskærme. Justin på nettet størrelse Empire State, og igennem nettet i ydmygt kød, blod og skræddersyning. Her kunne man indsætte forskellige filosofiske betragtninger om de sære dobbelteksponeringer, virkelighed og simulakrum, som man er vidne til under en moderne koncert. Men lad mig i stedet konstatere at Timberlake ofte og flere gange langt nede fra lydsuppedasen demonstrerer, at han har branchens mest kælne tenor - men at han samtidig mestrer en fabelagtig kunstnerisk distance, som sikrer at den aldrig klister til sukker i øregangene. Han har selvfølgelig også branchens frækkeste falset (selv om han flere gange har folk til det denne lørdag) på den her side af Bee Gees. Og så efterlader aftenen heller ikke tvivl om, at Timberlake læner sig opad det geniale i sine korharmonier (her med medbragt følge af sangere) og i sine fraseringer, som alle det meste af vejen kan synge med på - og som får alle til at føle sig særlige, når de afsynger dem. Noget af et trick, ikke mindst når det sker for fuld kollektiv lunge i fodboldghettoland.
Benprofessionelt
Der bliver selvfølgelig spillet på et væld af populistiske tangenter, også nogle mere tarvelige, men ikke mindre underholdende. Det her er jo pop, for pokker! Intimmassage med lommevideokamera, jep, vi når den forjættede skridthøjde på herren. Der bliver skålet med publikum og fedtet for vores hovedstad. Der bliver remixet videoer og affyret grafik på myggenettene. Der bliver givet pusterum til stjernen under et langt mafiøst dj-sæt til ære for Timberlakes hovedproducer, Timbaland, hvilket også resulterer i en flygtig bizar hyldest til afdøde Aaliyah. Og det vælter med dansere, der i mere eller mindre gennemskuelige, ofte tilsyneladende planløse mønstre vrider deres dertil-indrettede og andre kropsdele, som man ikke troede mulige at vride.
En vis europæisk distance til de værste amerikanske tricks viser sig også, og lokalt svinger begejstringen fra det ekstatiske til det distræte. Koncerten behandles i lange perioder, som en form for tv-kigning, hvilket er ufortjent, for den musikalske ambition er betragtelig. Bag al liren har vi et benprofessionelt orkester og en flok imponerende medsangere og også en overgang medgrynteren og knapbetvingeren Timbaland.
I Justin Timberlakes danse-moves og i mange af hans sange er Michael Jackson en oplagt reference, men i hans funk og smag for old school-synth er det lige så oplagt at referere til Prince. Og vi er på vej op i klasse med begge, heldigvis fraregnet storhedsvanviddet. Ja, faktisk kan man godt få fornemmelsen af et show, der er for lille og for detaljerigt til at kunne flyde oven på oceanet af mennesker og mislyd.
Men i de store øjeblikke brænder passionen igennem, om den så dunker fra underbukserne eller banker bag brystlommen. De store førnævnte dansenumre er blændende og en gospel som "Losing My Way" decideret gribende. Og Justin Timberlake sejrer trods alt med et indædt energisk show og en stærkt ambitiøs koncert med masser af til lejligheden ombyggede numre.
Men det er i sidste ende en arbejdssejr, mere end det er en kunstnerisk triumf hernede i folkedybet. Kunsten synes ultra lokal, kapslet ind på scenen, uden mulighed for at overleve ude i Parkens hårde virkelighed. Og til sidst bliver vores messias endda gennemgribende menneskelig: Koncerten er slut. Publikum er på vej væk. Lysmændene over pophimlen er endnu ikke blevet firet ned, men Timberlake er gået i gang med at afmontere sin egen popmytologi. Hvor Elvis for længst ville have forladt bygningen, går Timberlake rundt i ensom majestæt på den nu højoplyste scene. Vinker til sit publikum og ser helt træt og afslappet ud. A middle class hero is something to be.
* Justin Timberlake, Parken, Kbh., lørdag
