Læsetid: 4 min.

Argentina mindes sin fortid

Argentinerne samles i morgen på Plaza de Mayo i Buenos Aires for at mindes trediveårsdagen for det sorteste kapitel i landets historie
23. marts 2006

I morgen er det 30 år siden, Argentinas folkevalgte regering blev væltet af landets militær, der mellem 1976-83 stod i spidsen for et af Latinamerikas mest brutale regimer. I hovedstaden Buenos Aires samles byens indbyggere på Plaza de Mayo for at mindes de mennesker, der mistede livet under diktaturet.

Det særligt rædselsvækkende ved det argentinske diktatur er, at man selv i dag ikke taler om de døde. Man taler om de forsvundne. Det officielle tal over forsvundne borgere er over 13.000, men de fleste menneskerettighedsorganisationer mener, at det reelle tal for mennesker, der blev ført bort af sikkerhedsstyrkerne og aldrig kom hjem igen, er 30.000. Deres skæbne er den dag i dag ukendt.

Argentina var før kuppet på randen af økonomisk kaos og socialt anarki. Konkurrenceevnen var undermineret af årtiers protektionistisk politik, eksporten haltede og landet kæmpede med omsiggribende inflation. Fagbevægelserne organiserede strejker og demonstrationer, der ofte endte med voldelige sammenstød mellem venstrerevolutionære og paramilitære højrerekstremister. Situationen blev yderligere forværret af præsident Juan Perons død i 1974. Peron havde formået at holde sammen på en uhellig alliance af konservative nationalister og ventreorienterede partisaner, der efter formandens død erklærede hinanden åben krig. I begyndelsen af 1976 blev der hver femte time begået et politisk mord i Argentina. Da general Jorge Videla 24. marts 1976 overtog magten med løftet om at genoprette "lov og orden," skete det derfor til befolkningens udelte glæde. Ingen forudså, hvor langt juntaen skulle gå for at nå dette mål.

Historikere har siden døbt dette kapitel i Argentinas historie for "den beskidte krig", men det var i realiteten ikke så meget en krig som en menneskejagt. Regimet eliminerede ganske enkelt sine politiske modstandere. Kristiske journalister, intellektuelle, kunstnere, universitetslærere, fagforeningsledere, etc. kom alle i regimets søgelys som potentielle landsforræddere. Myndighederne foretog anholdelser uden at give de tilbageholdte eller deres pårørende forklaring på sigtelsen. Ved udgangen af 1977 var 9.000 mennesker forsvundet. Ved diktaturets fald i 1983, var tallet tredoblet.

Arrestationerne var brutale og vilkårlige, og de fleste pårørende afholdt sig fra at rette henvendelse til myndighederne af frygt for at forværre situationen for den tilbageholdte eller for selv at blive tilbageholdt. I løbet af diktaturets to første år forsvandt 107 forsvarsadvokater sporløst - knap 100 journalister led samme skæbne. Det har kun været muligt at finde de jordiske rester af femten af dem.

Mødrenes aktion

I takt med at stadigt flere 'forsvandt', kammede frustrationerne over i dele af befolkningen. Det bedst kendte eksempel er Mødrene fra Plaza de Mayo, der opstod som en protestbevægelse i 1977. Det drejede sig til at starte med en lille gruppe kvinder, hvis børn var blandt de forsvundne. Kvinderne havde mødt hinanden på lokale politistationer og offentlige kontorer, hvor de forgæves søgte svar på deres børns skæbne. De gjorde snart deres sag til et offentligt anliggende og med tiden voksede skaren af fortvivlede mødre. De mødte op hver torsdag på Plaza de Mayo med udsigt til præsidentpaladset og bar skilte med navne og fotos af deres forsvundne sønner og døtre.

Det var dog ikke regimets overgreb mod civilsamfundet, der fik befolkningen til at kræve demokratiet genindført. Generalernes akilleshæl blev deres fejlslagne økonomiske politik. Regimet kom til magten med et løfte om økonomisk ansvarlighed, men femfoblede i stedet landets udlandsgæld. Dette underminerede den folkelige opbakning. Utilfredsheden kulminerede med Falklandskrigen i april 1982. Krigen blev udkæmpet mod England om herredømmet over en lille øgruppe i det sydlige Atlanterhav og endte katastrofalt efter få uger med et argentinsk nederlag og 700 døde argentinske soldater. Derpå fulgte en national selvransagelse, der banede vejen for overgang til demokrati. I 1984 overtog den demokratisk valgte Raul Alfonsin regeringsmagten og det retslige efterspil mod militærjuntaen begyndte.

$SUBT_ON$Genfundne børn

Samme år oprettede regeringen Den Nationale Kommission til Opklaring af Personforsvindinger, der afslørede eksistensen af hundredevis af hemmelige fangelejre spredt ud over hele landet. Regimets systematiske brug af tortur blev afsløret takket været de overlevendes vidnesudsagn. Kommisionen dokumenterede også, at mange af fangerne blev henrettet og begravet i massegrave. I 1995 indrømmede den fhv. flådeofficer Adolfo Scilingo, at regimet henrettede politiske fanger ved at bedøve dem og smide dem nøgne ud fra fly over Rio de la Plata-floden. Scilingo er siden idømt 640 års fængsel, ligesom en stor del af juntaens ledelse er blevet retsforfulgt.

Argentinerne taler i dag ikke om de døde, fordi der ingen officielle registre eksisterer over deres medborgeres skæbne. Mødrene på Plaza de Mayo er imidlertid klar over, at de aldrig får deres børn at se igen. Til gengæld dukker hvert år nye sager op om børn, der blev født af politiske dissidenter i dikaturets fængsler og bortadopteret til regimets støtter. De forsvundne børn er i dag det mest hjerteskærende eksempel på diktaturets umenneskelige metoder. Ifølge Mødrene på Plaza de Mayo blev omkring 500 børn født i diktaturets fængsler, og deres arbejde fortsætter, indtil det sidste barn er fundet og genforenet med sin biologiske familie. Det er til dato lykkedes at finde 82 børn.

Den argentinske regering har udnævnt den 22. oktober til national 'identitets-dag' i solidaritet med de pårørende. Initiativet skal få flere argentinske unge til at henvende sig hos myndighederne for at få taget en blodprøve og afgjort, om de er bortadopterede børn født i fangenskab. Denne praksis har afstedkommet megen drama i den argentinske offentlighed, der for hvert nyt tilfælde mindes om det smerteligste aspekt i arven fra diktaturet. I februar i år 'fandt' man barn nr. 82, der pludselig måtte konfrontere en virkelighed, der havde været skjult i 30 år. "Dem, jeg troede var mine forældre, var i virkeligheden deres torturbødler".

Christian Martinez er cand. mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu