Læsetid: 3 min.

Aristokrat og trofast væbner

Dominique de Villepin, Frankrigs nye premierminister, skal sammen med præsident Jacques Chirac lave et udspil til EU om det franske nej. En ting er sikkert: De vil tale med én stemme. Den kontroversielle, super belæste og veltalende - men ikke særligt folkeligt populære - Villepin er den loyale søn, Chirac aldrig selv fik
1. juni 2005

PARIS - Den nye franske premierminister-udnævnelse, som kom i går efter EU-nej'et, var ikke bare ventet. Den var stort set uundgåelig. For præsident Jacques Chirac har hele tiden haft rettet blikket eet sted hen: på tidligere udenrigsminister og indtil i går indenrigsminister: Dominique de Villepin.

Manden, der i franske medier altid beskrives som den søn Chirac aldrig fik, og som regnes som den mest loyale politiker af alle over for præsidenten.

Verden lærte Villepin at kende under de hektiske og intense forhandlinger især i FN op til Irak-krigen i 2003. Den 51-årige intellektuelle aristokrat er, som det meste af den franske politiske klasse, uddannet på eliteskolen Ecole National d'Administration (ENA). Han er en ganske kontroversiel politiker i Frankrig; har studeret litteratur og jura, og ses som elitær grænsende til det arrogante - selv i Frankrig, som har en anden tradition for den slags end vi kender til i Danmark - og ganske uden de evner til folkelig samtale, som Chirac trods sin høje og fjerne position rent faktisk mestrer i de situationer, han selv ønsker det.

Den berømte tale

Det hidtidige højdepunkt i hans karriere indtraf nok i februar 2003, hvor han som udenrigsminister i FN s Sikkerhedsråd i New York indkasserede et solidt og usædvanligt bifald for i en højtsvungen tale at fremsætte den franske anbefaling at af, at krisen fortsat skulle løses via politiske og diplomatiske midler frem for krig. i Irak med fredelige midler.

Villepin deler en af Chiracs absolutte kongstanker om, at om, at USA og resten af verden kan lære stort set alt af franske værdier om frihed, lighed, tolerance og broderskab, og at Frankrig af kulturelle, historiske og geografiske grunde har et kendskab til især den arabiske og muslimske verden, som resten af Europa og især USA kunne lære grumme meget af.

Han kan ikke sige sig fri for selv at nære en vis nostalgisk længsel efter "de gode gamle dage,"hvor Frankrigs storhed ikke var noget, nogen satte spørgsmålstegn ved

Som erklæret fan af især Napoleon og de Gaulle kan EU se frem til hans forslag til en løsning af EU-forfatningskrisen med en vis nervøsitet. Specielt kan britiske Tony Blair, med den fortsatte fransk-britiske uenighed om Irak-krigen, ikke se specielt frem til bilaterale møder med sin nye franske kollega.

Han er tidligere kabinetschef for daværende udenrigsminister Alain Juppé og fingerede fra 1995 til udnævnelsen til minister i 2002 som Chiracs nærmeste rådgiver i Elysée-palæet.


Villepin er født i Marrokko, hvor hans far var en af Frankrigs førende udenrigspolitiske eksperter. Han er opvokset i Caracas, Venezula, og i New York City, inden han endte på en prestigiøs kostskole i Toulouse. Han er gift, far til tre og har i sin fritid excelleret som digter. Han har udgivet fire digtsamlinger og et par historiske bøger herunder en kæmpe biografi om forbilledet Napoleon. Han er tillige en stor kender af arabiske og afrikanske forhold og nyder kinesisk lyrik. Dermed bliver han noget af en akademisk sværvægter i den ret blandede klub af europæiske statsministre, som han nu træder ind i for første gang.

Super akademiker i Gucci

Men han beskrives også som en arbejdshest, der næsten ikke sover og som løber 10 kilometer hver weekend med en kolossal energi og entusiasme for sit arbejde. Han ses også som bevidst flamboyant og særdelse optaget af eget udseende. Han svaghed for

Gucci og pastelfarvede designer poloshirts har dog ikke ført til tilnavne, som f.eks. det den danske statsministerkandidat, Helle Thorning-|Schmidt, har måttet lægge ryg til. Men selv en mand kan blive bemærket for sin stil, og det er sket for Villepin.

Den første arbejdsopgave for den nye premierminister bliver at se på regeringen, der trænger til noget ny energi. Nye økonomiske nøgletal viste i går at arbejdsløsheden i april på 10,2 procent, nu ligger på det højeste niveau siden november 1999 samtidig med at nye tal viste, at forbrugertillidsindekset i maj faldt til minus 29 fra minus 24 i april. Det laveste siden målingerne startede i 2003.

Den noget dystre franske folkestemning spillede en vigtig rolle for EU-nej resultatet i søndags, og derfor hænger Villepin og Chiracs udspil til resten af EU på det kommende EU-topmøde i midten af juni nøje sammen med, om Villepin som premierminister kan komme med overbevisende politiske svar, der både adresserer franske bekymringer og resten af Unionens problemer med forfatningen.

En enorm opgave, som overstiger alt andet, Villepin tidligere har begivet sig ud i. Ingen betvivler imidlertid, at hvis han løser opgaven tilfredsstillende, vil han have Chiracs fulde opbakning til næste skridt på karrierestigen: præsidentvalget i 2007.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her