SJÆLDENT ELLER aldrig i danske kunst-institutioners ellers ofte omtumlede historie er så meget gået så rivegalt så hurtigt som i tilfældet Arken, det nye museum i sandklitterne ved Ishøj Strandpark. Det siger ikke så lidt, når man betænker, at f.eks. Det Kgl. Teater er en kunst-institution. Dette teater har dog haft en eller fem skandaler i tidens lange løb.
I går anbefalede et flertal i Københavns Amts Økonomiudvalg, bestående af Socialdemokratiet, de radikale og SF, at museet får en ekstrabevilling på seks mio. kr. Desuden bevilgedes en kassekredit-garanti på 3 mio. kr., så museet lige akkurat kan holde skindet på sin Pinocchio-lange næse. Hvilket så er det seneste, nyskrevne kapitel i den tilsyneladende endeløse historie.
Den socialdemokratiske amtsborgmester, Vibeke Storm Rasmussen, forventer ganske vist, at der nu er ryddet helt op i alt rodet, men hvem tør tro det?
MAN ANEDE nok, at det kunne blive rigtig morsomt, når så indlysende kunstbegavelser som journalisterne Ole Hyltoft og Ole Lindboe, hvoraf mindst to er socialdemokrater, blev sluppet løs med offentlige midler sammen med socialdemokraterne, Ishøj-bormesteren Per Madsen og daværende amtsborgmester Per Kaalund, hvis interesser for Vestegnens ve og vel var og er både velkendt og omvendt proportional med deres fornemmelse for kunst. Ideen blev solgt til dem på lokalpatriotisme. At den abstrakte kunst også bør være for dem, man engang kaldte arbejerklassen, var en kulturpolitisk mærkesag for partiet, som kørtes i stilling allerede tidligt i tresserne. At placere et moderne museum i et udpræget socialdemokratisk vælgerfelt som Vestegnen var en politisk handling og måske også en slags lokkemad for at få mere betalingsstærke befolkningsgrupper til at flytte til området.
Banen var kridtet op til en lind grød af abstrakt kunst, jovial folkelighed, snobbisme og socialdemokratisme. Her kunne "pamperes" i rørt vande.
Virkeligheden overtraf imidlertid ethvert håb om folkeligt underholdende momenter, omend med et ganske andet fortegn end det, der burde have været.
FADÆSE-RÆKKEN indledtes i fejende form, allerede da de første tegninger skulle laves. Glade og fro indbød man til arkitektkonkurrence om et museum på en byggegrund, der var ulovlig til formålet. Den var nemlig placeret kystværts, som det hedder rent teknisk, altså for tæt på vandstokken, på den forkerte side af strandbeskyttelseslinjen. Amtet er pudsigt nok selv den myndighed, der skal føre tilsyn med den slags, men det var Naturankenævnet, der måtte påpege det ulovlige og som dermed fik forhindret placeringen. Byggegrunden blev rykket tilbage. Siden gik det slaw i slaw med bl.a. utidig bestyrelses-indblanden i kunstneriske anliggender og Anne Castberg-sagen som det absolut kunstneriske højdepunkt, foreløbigt afsluttende med det dundrende, og for bestyrelsen overraskende, kanonunderskud, der blev offentliggjort for nylig. Dobbelt så stort som ventet, et overforbrug på 15 mio. i 1996.
BEVARES, ARKEN har oplevet sine sejre og haft sine gode stunder. F. eks. da Arken blev udvalgt til at modtage Salman Rushdie. Det skal ingen tage fra den. Selvom mange finder den uegnet som udstillingssted for traditionelle malerier som Emil Noldes, der åbnede museet, og selvom der er dem, der nok finder arkitekturen rædselsfuld, så kommer ingen dog udenom, at den unge arkitekt. Søren Robert Lunds udformning af museet er original og bemærkelsesværdig, et hovedværk i moderne, dansk arkitektur. Arkitekturen er i sig selv blevet et tilløbsstykke. Publikumstilstrømningen har været stor. 285.000 har besøgt Arken, 130.000 mere end forventet.
Disse tal lægges der da også hovedvægt på i den pressemeddelelse, museet udsendte forleden, men som iøvrigt rummer en bagatelliserende, romantiserende tilsnigelse, idet der skrives, at "dele af pressen har fokuseret på de uheldige omstændigheder omkring Anna Castbergs ansættelse og håndtering af direktørjobbet".
Dele af pressen! Må vi være her, og hvor er vore himmelblå? Aldrig har den samlede presses fokusering været så massiv. Historien befordredes til gengæld i dele af verdenspressen til almindelig moro.
DET MEST SKANDALØSE er imidlertid den uvilje, bestyrelsen har demonstreret til at tage konsekvensen af det omfangsrige fadæse- og skandale-katalog, det har skabt. Den amatøragtige administration er, når alt kommer til alt, bestyrelsens ansvar. Den burde - for at genoprette tilliden til fore-tagendet i befolkningens øjne - tage sit gode tøj og gå den tunge gang væk fra klitterne med rødglødende ører. Men den klæber lige så fast til taburetterne, som en hvilken som helst kommunistjunta i en østeuropæisk stat gjorde, før muren blev et kunstværk.
Den uheldige borgmester Madsen, der hårdnakket fastholdt sin støtte til Anne Castberg, selv efter afsløringen af hendes falske eksamenspapirer, har ganske vist netop besluttet at boykotte bestyrelsesarbejdet i protest mod bl.a. sin egen indsats i bestyrelsen - sådan må det tolkes, selvom han selv mener de andres - men ud af den vil han ikke. Eneste retfærdige er - med nogen forsinkelse - den konservative Nina Berrig, der udtrådte af bestyrelsen tirsdag aften.
Det er sikkert og vist, at Danmark har for få børnehaver. Problemet løses ikke ved, at Arkens bestyrelse opfører sig som en.
Bjørk (Kristen Bjørnkjær)
