Det er skønt at høre, at Københavns Amtsråd har bevilget 40 millioner kroner til en udbygning af museet Arken i Ishøj for at give mere plads til skiftende udstillinger. Forhåbentligt er der også sat penge af til at rette op på nogle af de groveste visuelle fejl, som Arken lider under som udstillingssted for kunst. Arken bærer tydeligt præg af, at det vigtigste var at skabe et spektakulært arkitektoniske kunstværk.
Men den spændende ydre form påvirker de indre rum så kraftigt, at de har meget svært ved at fungere som udstillingsrum. Arkitekturen stjæler opmærksomheden fra den kunst, det hele burde handle om. At skabe visuelt ideelle rum for skiftende udstillinger af kunst, er lige så vanskeligt som at skabe ideelle akustiske rum til koncerter. Det kræver stor viden, erfaring og indsigt. Arkitekt Søren Robert Lund, der vandt arkitektkonkurrencen om Arken i 1988, var dengang ganske ung og stadig studerende på Kunstakademiets Arkitektskole.
Arken, der er placeret i et smukt åbent naturområde tæt på vandet, er en fantastisk skulpturelt kompleks arkitektonisk bygning, med konstruktioner, der som antenner, stritter i forskellige retninger. Arken er blevet et skønt supplement til Louisiana for mange af os københavnere og storbymennesker, for begge steder er der mulighed for at kombinere oplevelsen af kultur og natur. Men Arken savner en landskabsarkitekt, der kan få den strandede ark/betonbygning til lidt mere aktivt at gå i dialog med omgivelserne.
En række nåletræer foran bygningen ved parkeringspladsen, ville gøre underværker. Når man en normal blæsende dag ankommer til Arken og bevæger sig ind i den imponerende betonindgangsslugt, med sand fygende omkring sig, virker indgangen meget voldsom og klaustrofobisk. Man nærmest hvirvles hen mod indgangen og bliver suget ind. Spændende, men måske en lidt hård og kølig modtagelse. Man savner noget grønt levende op mod den voldsomme betonmur eller en rislende kilde. Lidt visuel opblødning i mødet mellem natur og kultur.
Ud ad kulturmotorvejen
Kunstaksen, der er det første rum, ens blik møder, virker utroligt imponerende og overvældende med sin længde på 150 meter og højde på 13 meter. Når man står på trappeafsatsen og ser ned gennem Kunstaksen, der ikke er så bred, slår blikket smut gennem rummet, det går derudad i kolossal fart og stopper først i den anden ende. Længden af rummet bliver nemlig perspektivisk visuelt forstærket på grund af at højden mindskes, samtidig med at bredden snævres ind til ingenting og rummet ender i en spids. Ens blik har dermed lynhurtigt scannet alt visuelt hele vejen ned gennem Kunstaksen.
Umiddelbart er der måske ikke noget der fanger ens interesse, så man tænker: 'Der er dog utroligt langt ned til den anden ende'. Kunstværkerne på væggen lige over for en, virker utroligt små på den kolossalt store betonflade. De ser heller ikke så interessante og svært tilgængelige ud, som man faktisk havde forventet og på en måde havde håbet at se i en så kompleks arkitektonisk bygning. Man starter på sin lange kunstvandring ud ad denne kulturmotorvej og kigger til højre og venstre, i håbet om at der er nogle af kunstværkerne eller en sidevej, der kan få en til at geare lidt ned. For på en motorvej bevæger man sig psykologisk lidt hurtigere, for formålet med en motorvej er at komme så hurtigt frem som muligt.
Et museum er som et stort supermarked, fyldt med mange forskellige kunstværker, så man forventer, at der dukker en sidevej op, ind til et mere intimt og menneskeligt rum med uforudsete overraskelser og forførende kunstskatte, der giver en mulighed for at geare lidt ned. Men desværre er den første sidevej lukket på grund af et permanet billedlager.
Den næste er lavet om til BørneMuseum. Den næste er også lukket, da man venligst bliver bedt om at følge udstillingens kronologiske ophængning og derfor kun må benytte sidevejen helt nede i bunden af kulturmotorvejen. Med den nye udbygning vil det være oplagt, at benytte nogle af kunstaksens siderum til spændende ophængninger, der kan bryde den monotone kunstvandring. Man vil desuden føle sig mere fri, til på egen hånd at udforske denne spændende komplekse bygning, der ikke er opbygget logisk og rationelt, men mere kropsligt organisk.
Det kræver betydelige visuelle evner, at kunne spille op til Kunstaksens dimensioner og store betonflader. Udbygningen vil derfor give mulighed for at indkøbe værker, der er specielt skabt til Kunstaksen med tanke på en mere permanent ophængning.
Dialog mellem ude og inde
Udstillingen "Ny Abstraktion - RUM 2001" blev skabt direkte til Kunstaksen af den nu opløste kunstnergruppe Ny Abstraktion, herunder af undertegnede. Det var en utrolig spændende og krævende udfordring. Jeg skabte en kæmpe installation GLOBAL 'HEART' CIRKULATION, hvor rød væske sprøjtede ud i pulserende stød fra enden af en fire meter lang udspringsvippe, placeret i seks meters højde, ned i en kæmpe reaktorlignende cirkulær beholder på fire gange fire meter med tre videoskærme, der viste tv-agtige billeder af verdens pulserende liv. Min pulserende aktive installation, der direkte blokerede Kunstaksen, var et af de få kunstværker, der kunne få de unge besøgende skoleklasser til at stoppe lidt op, når de ellers i løb var på vej ud af kulturmotorvejen, ned til den anden udstilling "The Wild West".
Den monotone betonmur bliver først brudt, lige inden man når slutnigen af Kunstaksen af nogle store vinduer ud til i en lille spændende skulpturgård, som kun har været brugt et par gange i de 10 år, Arken har eksisteret. Det er ellers nu, man trænger til en mental pause og frisk luft i denne massive beton kulturformidling. Arkitekten har skabt denne skulpturgård for - netop! - at bryde de store betonflader.
Skulpturgården bør åbnes sammen med glasgangene langs siderne der i øjeblikket er lukket, så man ligesom på Louisiana får skabt en bedre dialog mellem inde og ude. Mens jeg skriver denne visuelle kritik, finder jeg ud af, at Arken allerede i år 2000 placerede en skulptur af Øivind Nygård ude foran museet, på nordøstsiden, længst væk fra indgangen. Den har fået selskab af to skulpturer mere, af henholdvis Olafur Eliasson og Peter Bonnén. Med den nye tilbygning på i alt 8.000 kvadratmeter vil man let skulle befinde sig indendørs i flere timer. Derfor er det vigtigt, at der etableres en skulpturpark, som på Louisiana, for at man på en naturlig måde kan få en tiltrængt pause i naturskønne omgivelser, hvor indtrykkene kan få lov til at forplante sig i sindet. De gemte eller glemte skulpturer kunne derved på en naturlig måde blive intergreret.
På fotoet af modellen med udbygningen, kan jeg desværre ikke se, at man har tænkt på at tilføje en skulpturpark. I 1995, før Arken var færdigbygget, blev jeg spurgt om jeg ville skabe en installation direkte til den røde Mellemgang, Arkens navlestreng, som forbinder Kunstaksen med Butik og Café. Installationen skulle hænge der et helt år. En meget spændende idé og en kæmpe udfordring for en installationskunstner, men ideen blev desværre skrinlagt.
Denne røde Mellemgang har kun været benyttet nogle få gange til fotoudstillinger, hvilket den ellers også er meget velegnet til. Den virker i øjeblikket meget dyster på grund af belysningen, så det er ikke nogen visuel fornøjelse at gå igennem den, da den desuden afsluttes af en garderobe og toiletter. Fra cafeens vinduer kan man ikke opnå noget totalt udsyn ud over havet, da udsigten blokeres af store lodrette jerndrager. Derfor trænger Arken virkelig til en tagterasse, et soldæk som giver publikum mulighed for at føle sig som første klasses kulturgæster, med et betagende udsigt til jord, hav og himmel, i et smukt sammenstød mellem kunst og natur.
Åbning mod naturen
Jeg håber derfor, at Arkens bestyrelse vil give Arkitekt Søren Robert Lund, i sin funktion som overordnet konsulent eventuelt i samarbejde med arkitekt Anne Marie Endrio, der skal stå for udformningen af den nye tilbygning, mulighed for at forbedre og rette nogle af de visuelle udstillingsskavanker. Giv ham mulighed for at fremhæve Arkens arkitektoniske egenart og placering i dette naturskønne område, kort sagt at sætte prikken over sit værk.
Som besøgende vil vi derved opnå en bedre total visuel oplevelse, for Arken kom aldrig ud og ligge i vandkanten, som det var tænkt fra starten, hvilket ville have været det ultimative møde mellem kultur og natur. Indtil dato har Arken, på en meget puritansk måde lukket sig som en betonøsters. Nu er det vigtigt, at Arken åbner sig mod naturen og viser sin perle frem i sollyset. Det kan da ikke være meningen, at man som besøgende skal gispe efter frisk luft og mentale åndehuller og først - når man forlader Arken - finde ud af hvilken skøn natur Arken er placeret midt i.
Bjarne Solberg er billedkunstner
