Læsetid: 4 min.

Arkens pagt

12. september 1996

MAN SKAL altid sige sandheden, såfremt man ikke har noget bedre. Daværende museumsdirektør Anna Castberg, som har henlagt sin gådefulde tilværelse til London angiveligt for at oplede de eksamenspapirer og den doktorafhandling, som de færreste efterhånden tror kommer for en dag, havde åbenbart noget bedre. Da det kom til stykket var det ganske vist ikke nok. Spørgsmålet er, om det ikke kunne have været det, hvis blot eksdirektøren ikke havde løjet så hæmningsløst, som alt tyder på hun har.

Allerede nu har aviserne skrevet spalte op og spalte ned om den smukke, forførende kvinde, der præcist vidste, hvor på maven hun skulle trykke mandfolkene i miljøet. Den ene efter den anden faldt med et brag for den æteriske superstar fra strandparken. Særlig én beskrivelse hentet udenlands fra må blive stående på den indre nethinde hos ethvert medlem af det usammenligneligt mest naive og nemmest hovedfordrejelige af samtlige menneskelige køn. Det fortælles, at da Anna Casberg som ny direktør gjorde sin entré ved kunstbienalen i Venezia, ankom hun stolt i skumsprøjt over lagunens krappe bølger - i egen speedbåd. Italiens blændende sol var ifølge referaterne arrangeret i den grad hensigtsmæssigt, at den skinnede den bedårende kvinde lige i ryggen. Dér stod således Castberg ret op og ned i båden, med vinden blafrende i håret og gennemsigtig kjole! Hvabehar! Folk, mandfolk, der således traf på den tvivlsomme kunstkenderske, måtte se hende i et forklarelsens lys, hvilket de ikke herfra skal høre et bebrejdende ord for.

FLERE FOLK af faget fastholder den dag i dag trofast deres fascination af den castbergske fortryllelse og advarer den danske kunstverden mod at insistere på direktørens afgang.

Som bekendt faldt også Arkens bestyrelse for den kosmopolitiske kandidat, der ikke mindst var ment som et passende svar på det højrøvede kunstmiljø på nordkysten. Uden ved selvsyn at konstatere kandidatens dokumenterede kvalifikationer ansatte de hende, og iværksatte dermed skandalen. Ansvarlige bestyrelsesmedlemmer med Ishøjs Per Madsen som den synligste og - i sit hidtidige ridderlige forsvar for Dr. Nowhere - modigste og Ole Hyltoft som - Ole Hyltoft - har i hver deres ende af skalaen hhv. vedkendt sig og fralagt sig ansvaret. Hvad kan man forvente andet af en sædvanligvis betonfast borgmester, der måske i et glimt har set solen - og af Ole Hyltoft.

Når man nu kan begynde at se tilbage, er den side af sagen - hin konkrete bestyrelses åbenlyse inkompetence og efterfølgende mere eller mindre ynkelige bortforklaringer - i virkeligheden underordnet. Sammenligninger for at fatte affæren har der været mange af. Kaptajnen fra Köpenick? Næppe. Kaptajnen derfra bar ikke rundt på honnette ambitioner og indskrænkede sig til at bruge den stjålne officersuniform som redskab for sin svindel. Den begik han i protest mod en uretfærdig omverden. Og han løj i og for sig ikke, hvilket alt taget i betragtning betød, at hans handling endte med at få en grænseoverskridende symbolsk betydning. Köpenickiaden kunne opfattes som et sønderlemmende opgør med det prøjsiske Untertan-samfund. Et værdifuldt bidrag til kejserdømmets og militarismens fald. Desværre ikke øjeblikkeligt, men på længere sigt, hvor de antiautoritære efter verdenskrige og nazisme kunne tage fat på at skabe et civilt samfund med afvisning af militarismens stupiditet og livsfarlige lydighed. Her kunne disse gode kræfter henvise til kaptajnen fra Berlin-forstaden, der således langt ind i fremtiden latterliggjorde enhver form for oppustet kommandersergeantuniformitet og blind autoritetstro.

INTET TYDER på at Anna Castberg kan blive et sådant positivt symbol. Jovel, hun kan bruges til at gøre P. Madsen, O. Hyltoft o.a. til fnis. Men det er i sig selv ikke så svært, ejheller særligt bevidsthedsudvidende. Såfremt man derimod er indstillet på at fortolke affæren noget mere perspektivrigt, kan man i stedet med udbytte forsøgsvis begynde at opfatte Anna Castberg som offer. Som offer for sig selv, sine ambitioner og sin forfængelighed, som jo unægtelig er en konsekvens af en præstations- og volumenfikseret tidsalder. En tragedie for det menneske, der som Castberg snubler i rotteræset for position og anerkendelse - og dermed i sig selv lærerigt. Dertil kan man med en vis portion god vilje opfatte bedragersken som offer for en nærliggende misforståelse, der ved nærmere eftertanke kan være vanskelig at opfatte som sådan. Anna Castberg har som alle andre med øjne i hovedet igennem snart mange år kunnet konstatere, at alverdens bestyrelser for kunstneriske institutioner, også i Danmark - eller ikke mindst i Danmark - rask væk har udnævnt og indsat fagligt ubeskrevne folk i faglige topembeder. Ingen har i lange tider spurgt til eksempelvis filmselskabers, teatres, radiofoniers og tv-stationers øverste lederes dokumenterede kvalifikationer på de respektive felter. Tværtimod ville en sådan forespørgsel være absurd, eftersom tidens trend udpræget er at ansætte problemknusere med så vidt muligt intet kendskab til de pågældende områder. Anna Castberg kan meget vel have tænkt: når de kan, kan jeg fandeme også. Og jeg har oven i købet lidt forstand på kunst og ser bedre ud end de aber!
Når ydermere kommer at ikke én i kunstmiljøet kommenterede Castbergs videnskabelighed, kan man næsten ikke fortænke hende i at fortsætte the charade. Jamen, spørger man, hvorfor var der ikke bare én af de herskende kunsthistorikere, der blev nysgerrig. Nærliggende, når A. Castberg angiveligt var forfatter til noget så sjældent som en afhandling om dansk kunsts betydning udadtil. Aber nein. Gid nogen af dem engang ville belyse denne gåde. Er alle i miljøet efterhånden blevet problemknust? Eller er det en art pagt, at man ikke kritiserer hinanden i det bedre selskab?

mtz (Georg Metz)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer