Læsetid: 8 min.

'De arme kræ' - to år senere

Krigsforbrydelserne i Darfur og Sudan er for vigtige til at overlade til politikere og diplomater. Så hvad kan du og jeg gøre for at standse mordene og voldtægterne i Darfur?
23. december 2006

Vanessa er vred. Eller rettere: Jeg er sydende svovlende rasende - og trist langt ned i sjælen.

For præcis to år siden - lillejuleaftensdag 2004 - bragte Information et opslag fra Darfur med titlen "De arme kræ". Det var historien om, hvordan en lille flække i det sydlige Darfur, Um Seifa, blev angrebet og brændt ned til grunden blot et par døgn efter at en lille gruppe udenlandske reportere, havde besøgt byen et par dage.

Mens vi skruede det opslag sammen, troede jeg, at det kunne gøre en forskel at skrive om mordene og overgrebene i Darfur i vestlige medier. Jeg troede, at den slags historier kunne være med til at få politikere og diplomater i Europa, Afrika og Amerika til at stoppe overgrebene.

Jeg tog fejl. Vi tog fejl. Vi tog noget så helvedes grundigt fejl og tusinder af piger og kvinder er siden blevet voldtaget på grund af den fejl.

Trods syv FN Sikkerhedsrådsresolutioner og tusindvis af dyre diplomat-timer, flybilletter og hotelregninger brugt på at udarbejde fredsaftaler, udtalelser og fordømmelser kunne historien om Um Seifa være genoptrykt flere hundrede gange siden.

Genoptrykt men med nye navne på landsbyer, der i mellemtiden er forsvundet fra landkortet i et inferno af ild, ryttermilitser, angrebshelikoptere, mord og voldtægter - Shegbugba, Bunglawy, Um Serena, Hashaba, Sirba... bare for at nævne et par eksempler fra den seneste måned.

Yderligere et par hundredetusinde mennesker er blevet hjemløse og et ukendt antal er blevet dræbt. Konflikten, der startede i Sudans vestlige Darfur, har siden spredt sig til nabolandene Chad og Den Central Afrikanske Republik. For at gøre ondt værre, er konflikten i Darfur ved at udhule grundlaget for den fredsaftale, der i 2005 afsluttede Sudans anden store konflikt - den mere end 20 år lange konflikt mellem det sydlige og det nordlige Sudan.

Jeg tjener blandt andet min hyre, fordi der er nogen, der tror, at mine skriverier og billeder kan gøre en forskel. At det at oplyse om overgrebene i Darfur, kan være med til at standse dem. Udviklingen i Sudan de sidste to år og specielt de sidste måneder viser, at den antagelse er forkert.

Mine og andres skriverier har været spildt og måske værre endnu - de har givet os alle en falsk fornemmelse af, at vi gjorde noget.

"Aldrig igen et Rwanda eller et Holocaust," har det lydt fra Kofi Annan, Bush, Blair - og i den lokale sammenhæng, Per Stig Møller.

Voldtægt som våben

Darfur er anderledes end Rwanda - drabene foregår i slow motion og spredt ud over så stort et område og så lang tid, at ligene ikke hober sig op i fotogene bunker. Men følgende uddrag fra FN's løbende sikkerhedsrapport skulle give et indtryk af den daglige rædsel:

"Angreb: En 60-årig kvinde blev voldtaget her til eftermiddag den 11. december i dalsænkningen uden for lejren for de internt fordrevne. 24 arabiske mænd til hest bortførte hende, mens hun var ude for at samle brænde. En anden kvinde undslap og løb hen for at advare den bortførte kvindes bror, der er en lokal sheik. Han gik ud for at lede efter kvinden og fandt hende med nogle af mændene. Hun var blevet skåret i med en kniv og mændene kastede en del af hendes krop efter broderen - hans tøj er smurt til med blod, da han kommer for at rapportere hændelsen. Han har ført kvinden til hospitalet."

Det er ok at sidde helt stille et minut eller to og prøve at forstå, hvad der gemmer sig i de modbydelige linjer.

At forstå at i Darfur og i Sudan er det at voldtage en bedstemor på 60 år og så skære hendes kønsorganer af og smide dem efter hendes bror, at bruge voldtægt som et våben i en etnisk udrensning. Det er en grusom forbrydelse mod kvinden og i den lokale sammenhæng også en måde at kaste en uafvaskelig skam på hele hendes familie og slægt.

Aldrig igen!

Magtesløshed

Jeg skal passe på nu. Journalistik skulle jo forestille at være balanceret og objektiv. Jeg har mest af alt lyst til bare at stille mig op på tagene og råbe og skrige efter alt og alle. Øse modbydeligheder, forbandelser og ydmygelser ud over Det Hvide Hus, Downing Street og Asiatisk Plads for deres tomme ord og åbenlyse magtesløshed.

Men det ville være at tisse ved det forkerte raftehegn.

I stedet er jeg kravlet op på et nærliggende tag for at få lidt perspektiv og overblik. Her oppe fra springer et par ting i øjnene. Præsident Omar el Bashirs hvidmalede palads som det ligger ud til den Blå Nil i Khartoum. Ikke langt derfra olieselskabernes prangende hovedsæder - ikke mindst det Nationale Kinesiske Olieselskab (CNPC).

Over hele Khartoum er der gang i byggekranerne. Ansporet af en økonomisk vækst på 13 procent, bliver der investeret i Sudan som aldrig nogensinde før. Kineserne er allevegne, og amerikanerne planlægger at bygge deres største ambassade i Afrika her. Mærsk har placeret sig med en stor bygning ovre i Riyad-bydelen.

Hvis jeg ellers lige kunne få øjnene væk fra Darfur, kunne jeg sidde og dyppe friskbagte croissanter i cappuchinoen på en af de smarte cafeer. Eller købe plastikjuletræer og kulørte kugler ovre i diplomatkvarteret i Amarat.

Bundlinjen - set her oppe fra - er klar nok. Uanset hvad vestlige regeringer forsøger at presse igennem i FN's Sikkerhedsråd, vil det ikke lykkes, så længe specielt Kina holder hånden over regimet i Khartoum. Alt, hvad der kunne virke, vil blive mødt af et kinesisk og formodentlig også russisk veto.

Rent bortset fra dette forhold kan ingen styrke fra den Afrikanske Union (AU) eller FN skabe fred og sikkerhed i Darfur. Det kan kun en våbenhvile og siden en fredsaftale som de stridende parter i Darfur selv indgår. Kun med en våbenhvile på plads kan AU og/eller FN gøre sig håb om at fungere som garanter for en våbenhvile.

Kinesisk engagement og ansvar

Men først skal de stridende parter nå et punkt, hvor fortsat konflikt bliver for dyr for dem. Hovedproblemet her er regimet i Khartoum. Så længe kineserne beskytter dem betingelsesløst, vil de fortsætte med at forfølge en militærløsning i Darfur med alle midler inklusive krigsforbrydelser, udrensning og folkemord.

Tager man et langt kig ned over historien siden Omar el Bashir's National Islamic Front (NIF) kom til magten ved et kup i 1989, er en ting meget tydelig. Pres udefra virker kun, når det truer NIF's greb om magten - altså militær magt eller økonomisk afpresning. Penge og våben.

De vestlige magter er spændt så hårdt op i Irak, Afghanistan, Mellemøsten, Iran og Nordkorea, at en troværdig militær trussel mod regimet i Khartoum er svær at få øje på.

Kina er suverænt Sudans vigtigste udenlandske handelspartner. De vestlige landes økonomiske mellemværende er ubetydelige i forhold til samhandelen med Golf-landene og de asiatiske økonomier. Kina - ikke USA eller EU - kan ramme Sudan på pengepungen, så det kan mærkes inde på paladset ved den Blå Nil.

Det er her, du og jeg kommer ind i billedet. Det kinesiske engagement i Sudan er økonomisk - ikke ideologisk. Kan vi bruge vores kreativitet og vores købekraft til at gøre Kinas fortsatte støtte til Sudan så 'dyr', at Beijing pludselig udvikler en akut bekymring for civlbefolkningen i Darfur?

Vestlige diplomater taler i disse dage om at indføre økonomiske sanktioner mod individer i Sudan, der har direkte ansvar for forbrydelserne i Darfur samt sanktioner rettet mod Sudans olieindtægter. Det er fint nok - men uden Kinas aktive medvirken, vil effekten være begrænset.

Ring, sms eller mail

I det følgende kan du finde et par forslag til, hvordan du kan bruge lidt af juleferien til at hjælpe den kinesiske regering til at forstå det fulde omfang af en globaliseret økonomi.

Det sure med det søde. Mulighederne og forpligtigelserne. Medansvar for at forebygge folkemord og krigsforbrydelser.

Avisen Washington Post viste vejen i en leder for nogle dage siden. Lederen hed "Folkemords Olympiaden" og legede bl. a. med tanken om, at der kunne være sportsfolk, der ville vælge at boykotte De Olympiske Lege i Kina i 2008 på grund af Kinas opbakning til regimet i Sudan.

Så lad os give Fogh, Per Stig, Blair, Bush og hele banden lidt juleferie, mens vi andre låner udenrigspolitikken hen over nytåret og eksperimenterer med at lægge pres på Kina. Forslagene her på siden kræver kun lidt tid og opfindsomhed. Udenrigspolitikkens gør-det-selv folk kan begynde her. Det er ikke færdige breve, men skitser og ideer, som du selv kan udvikle, når du harfået nok af jule-tv, importeret øl og pebernødder.

Send et kønt julepostkort til den kinesiske ambassade i Danmark (Ørregårds Allé 25, 2900 Hellerup) og den sudanesiske ambassade i Norge (Holtegata 28, N-0355 Oslo). Kortet kan du jo dekorere med navnene på nogle af de landsbyer, der er blevet brændt ned i Darfur siden 2003. Find inspiration og navne i rapporterne hos Human Rights Watch (www.hrw.org), Amnesty International (www.amnesty.org) eller hos www.bloodhound.se. Send f.eks. også et postkort til det nationale kinesiske olieselskab, det indiske nationale olieselskab eller Petronas fra Malaisien. Se mere om olie i Sudan på www.ecosonline.org, hvor selskabernes adresser også findes.

Ring, sms eller mail din yndlingsradiostation og bed dem om at spille "Strange Fruit" med Billie Holiday for at minde os alle om overgrebene i Darfur. "Strange Fruit" handler om lynchninger af sorte i 1930'ernes USA, men kan sagtens bruges til at illustrere modbydelighederne i Darfur

Er du skrap til at researche? Så begynd at kortlægge de vigtigste økonomiske forbindelser mellem ovennævnte asiatiske olieselskaber og større firmaer i Europa og Danmark. Skulle du falde over noget væsentligt, så send et læserbrev eller en mail til

I al udenrigspolitik er det vigtigt at koordinere alle aktiviteter, så send også lige et julekort til Per Stig Møller og fortæl ham, hvad du har gjort.

Folkemord, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden - kald det, hvad du vil. Begivenhederne i Darfur og Sudan er for vigtige til at være overladt til politikere og diplomater. Og den rolle, Kina spiller som ny stormagtsaktør i forhold til Darfur og Sudan, er kun en forsmag på en fremtid, vi ligeså godt kan indstille os på. Og prøve at lære at påvirke.

Go' fornøjelse og ma' salama!

Vanessa Gordons identitet er en gåde for redaktionen, men siden begyndelsen af 1990'erne har hun uopfordret rapporteret for avisen fra Afrikas Horn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her