Læsetid: 4 min.

Vi er alle armenere

Alle kaldte sig Armenere, da den myrdede journalist Hrant Dink blev begravet. Det skabte en heftig debat i Tyrkiet. I Tyrkiet taler man helst ikke om Armenerne. Et resultat af fortrængningen af folkemordet
12. april 2007

'Vi er alle armenere' råbte godt hundredetusind mennesker i Istanbuls gader, da de gik bag den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dinks kiste. Dink blev myrdet på åben gade af en ultranationalistisk teenager midt på dagen i landets største by. Umiddelbart efter begravelsesceremonien skabte disse to slogans en stor debat, som stadigvæk raser i tyrkiske medier.

Umiddelbart virker det meget naturligt, nærmest banalt, at folk ville vise deres sorg og vrede over mordet på Dink ved at påtage sig offerets identitet, som de tyrkiske ultranationalister betragter som foragtelig. Morderen havde ikke lagt skjul på, hvorfor han havde begået mordet: 'Jeg har skudt armeneren, jeg har skudt den vantro' skulle han have råbt, umiddelbart efter, at han på klods hold havde affyret tre skud mod Dinks hoved.

Det, der lurer bag den anti-armenske stemning i Tyrkiet, er tyrkernes ønske om at fortrænge folkemordet på armenerne i 1915, som ifølge de mest pålidelige kilder kostede ca. 800.000 mennesker livet. Tyrkerne vil ikke huske det, der skete i 1915-16, men husker og fremfører ofte, at armenerne hen imod slutningen af verdenskrigen kom til det nordøstlige Tyrkiet og Klikien i det sydlige Tyrkiet og tog hævn ved at myrde ca. 40.000 muslimer, dvs. både tyrkere og kurdere.

Venstrefløjen splittes

Det var forventeligt, at ultranationalister og ortodokse islamister skulle reagere negativt imod sloganet, 'Vi er alle armenere', og dette kræver ikke en længere forklaring. Men samtidig skete der noget i første øjekast overraskende, som kræver en forklaring: En del venstreorienterede vil enten ikke støtte eller tog offentligt afstand fra sloganet.

På overfladen er der ikke de store forskelle mellem den danske (og europæiske) og tyrkiske venstrefløj. Fælles punkterne er mere ligelig fordeling af samfundets goder, antiamerikanisme/ imperialisme, kritik af Irakkrigen og Israel. osv. Men der er en essentiel forskel: Danske (og europæiske) venstreorienterede opfatter det som deres kardinal opgave at være kritisk over deres egen stat ('magtkritik') og over nationens etnocentrisme ('kulturkritik'), dvs. ikke blot over en abstrakt kapitalisme og imperialisme.

Som venstreorienteret føler man sig forpligtet på at kritisere sin egen nations nationalisme og koloniale fortid og på at tage afstand fra de uretfærdigheder, som ens egen nation har påført andre nationer eller etniske og religiøse grupper. Kan man forstille sig en dansk venstreorienteret, som ikke tager afstand fra danskernes del i slavehandlen og kolonialismen?

De danske venstreorienterede er - på godt og ondt, nogle vil mene i overdreven grad - sensitive over danskernes behandling af etniske minoriteter i dag. Man kan sige, at den danske venstrefløj efter murens fald kendetegnes ved at være kritiske over for alle 'magthavere' - både udenlandske og indenlandske.

Sådan forholder det sig ikke i Tyrkiet. Holdningerne om behovet for en mere ligelig fordeling og antikapitalismen og -imperialismen, er de fælles om med de danske og europæiske meningsfæller.

Ingen selvkritik

Men ligheden stopper netop der, hvor selvkritikken starter. Da Tyrkiets vigtigste minoritetssager har været armener- og kurdersagerne, betyder sensitivitet i forhold til 'de andre' i tyrkisk sammenhæng sensitivitet omkring netop disse problemer. Debatten omkring, hvad der skete med armenerne under den første verdenskrig, og hvordan man skal løse kurderproblemet, er landets vigtigste politiske diskussioner. Men man kan i Tyrkiet sagtens opfatte sig selv som venstreorienteret samtidig med man enten er tavs omkring disse emner eller har nogle synspunkter, som den danske venstrefløj ligefrem ville betegne som racistiske og fascistiske. Det har den demokratiske del af den tyrkiske venstrefløj gjort i mange år.

Der er et aspekt, som for de tyrkiske venstreorienterede er afgørende i den europæiske kontekst: Anti-racismen. Samtidig med at man mener, at europæernes holdninger over for etniske minoriteter er racistiske, xenofobiske, marginaliserende osv., kan man sagtens forholde sig tavs omkring Tyrkiets minoritetsproblemer eller - endnu værre - blot gentage den tyrkiske stats nationalistiske ideologi.

Antiracismen er i så udpræget grad i forgrunden blandt tyrkere, at dette aspekt kendetegner alle tyrkiske politiske strømninger og bevægelser i Europa. En bred vifte af tyrkere fra kommunister til islamiske fundamentalister og tyrkiske ultranationalistiske fascister har nemlig abonneret på teorien om, at Europa og Danmark er racistisk og indvandrernes største problem for integration er europæernes og danskernes racisme.

De allierede

Ingen dansk venstreorienteret ville drømme om at stille kritiske spørgsmål omkring deres holdninger til tyrkernes behandling af minoriteterne i Tyrkiet. På det punkt nøjes den danske venstrefløj med blot at betragte både tyrkiske 'venstre'- og tyrkiske 'højre'-orienterede som allierede i kampen imod regeringen og Dansk Folkeparti.

En tyrker, der enten har ekstremt reaktionære synspunkter omkring minoriteter i Tyrkiet eller vælger at forholde sig tavs, kan ved at fremhæve sin anti-(dansk)-racisme præsentere sig som venstreorienteret og få sympati fra venstreorienterede akademikere, politikere og journalister.

Men genaktualiseringen af armenerdebatten har gjort det til en uholdbar position både at have en antiracistisk attitude i Danmark og på samme tid at spille de tre aber i armener- og kurderdebatten - har aldrig hørt, set og talt om.

Balladen omkring den nobelprisbelønnede forfatter Orhan Pamuks udtalelser i 2005 om massakren på armenerne og mordet på Hrant Dink har gjort Tyrkiets minoritetspolitik højaktuel i den danske intellektuelle offentlighed.

Det bliver mere og mere svært at fastholde en venstreorienteret identitet som tyrker uden at have en demokratisk stilling til landets minoritetspolitik.

Mehmet Ümit Necef er lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her