Læsetid: 4 min.

Den armløse borgmester

3. oktober 1996

En arms længde. Det er den afstand, der skal være mellem politikeren og kunsten. Er afstanden ret meget kortere, er der meget stor sandsynlighed for, at det går galt. Derfor har man indført råd og forsamlinger og kunsulenter, som skal rådgive politikere, som skal udstikke rammerne.
Armslængdeprincippet er en af grundpillerne i dansk kulturpolitik. Vi er stolte af princippet, praler af det, anbefaler det til nysgerrige udlændinge,
Det er oven i købet sådan, at man diskuterer ikke kun armens længde, men også dens dialekt. I Århus er man så træt af de statslige konsulenter, at kommunen har besluttet sig for fremover udelukkende at betjene sig af lokale gode råd. Politikerne er overbevist om, at lokale arme ser bedre - eller hvordan de ellers formulerer det.
Alt dette er kendt stof. Kulturministeriet har udgivet udredninger, der forklarer dette og andre principper og selv om det ikke er folkelæsning, må man gå ud fra, at i hvert fald kulturpolitikere og deres nærmeste har stiftet bekendtskab med dem.

Ikke desto mindre står vi nu i den utålelige situation, at kulturborgmesteren i København, Jens
Johansen (SF), har valgt at springe op og falde ned på principper og sund fornuft og egenarmligt har påtaget sig rollen som kunstnerisk smager.
På et møde i borgerrepræsentationen i sidste uge fik han tilslutning til et rammebeløb på ca. 14 mill. kr. om året i tre år til byens mindre teatre, hvorefter han med en dristighed på grænsen til det halvbrækkende overmod har valgt selv at dele sol og vind.
Tirsdag blev dommene bekendtgjort: 12 teatre får fra 300.000 til 5 mill. kr. i kommunalt tilskud om året. 6 teatre får nul.
Det siger alverden om Johansens ekspertise, at journalister og teaterkyndige i første omgang troede, at den gode borgmester havde fået byttet om på sine facitlister.
Inde i varmen er: Røde Kro Teatret, Zangenbergs, Cafeteatret, Dansescenen, FÅR 302, Husets Teater, Kanonhallen, Teatret ved Sorte Hest, Broscenerne, Marionetteatret, Zeppelin og Det lille Teater.
Ude i kulden er: MammutTeatret, Kaleidoskop, Hotel Pro Forma, Holland House, Grønnegårds Teatret, Anemone Teatret.
Hotel Pro Forma har de seneste års repræsenteret byen og kongeriget ved teaterfestivaler over hele verden. Sammen med Odin Teatret og Den kgl. Ballet er det formentlig det eneste danske teater, der er kendt syd for Rødby. Det lægger vægt på farve og bevægelse, er scenografiens og billedets teater. Dybt originalt, hvad enten man nu bryder sig om tendensen eller ej.
MammutTeatret er kronjuvelen indenfor dansk undergrunds- eller alternativt teater. Gennem de sidste 10-12 år har mammutterne lavet store, kraftfulde forestillinger, som er gået direkte ind på de eksistentielle debatter, som plydsteatrene knap nok har hørt om. I sidste sæson "Da æslet så englen", en gammeltestamentlig moralitet - de som fik den ind på nethinden kan ikke slippe den igen.
Kaleidoskop. Gennem ca 15 år (tidligere under navnet Københavneren) en åben scene, hvor hundreder af teatergrupper har mødt publikum for første gang. Lige nu satser et lille stjernehold af skuespillere huslejer og dagpenge på en nødvendig genopførelse af "Petra von Kant". Et græsrodsinitiativ, som ikke ligner noget andet i storbyens eller for den sags skyld hele landets teaterbillede. Og - men det er selvfølgelig mindre væsentligt - et
teater, der lever op netop til proklamationerne om åbne scener og et lettere liv for vækstlaget, som man kan læse videre om i SF's kulturprogrammer og borgmesterens
taler.

I udtalelser til pressen har Jens Johansen sendt sorteper videre til det statslige teaterråd, der primært har til opgave at støtte enkeltprojekter - ikke at give driftsstøtte til hele ensembler. Det virker næsten som om han bevidst har valgt nogen af de bedste fra ud fra en kynisk overbevisning om, at de er så gode, at staten ikke tør lade dem dø.
Borgmesteren gambler. Formanden for Teaterrådet har straks kvitteret for hans tillid ved at udtale, bl.a. til Information, at rådet ikke har givet løfter og ikke har penge af den slags. Det tog hende ikke mange minutter at skyde det spil i sænk.
I mellemtiden poster kommunen bevidstløst millioner i halvstore og store teatre indenfor den storkøbenhavnske teaterordning, som med enkelte hæderlige undtagelser end ikke forsøger at leve op til ambitionsniveauet hos Pro Forma, Mammut, Grønnegårdsteatret osv. Se på repertoiret i Artekataloget. Det gælder for en stor del af teatrene i den storkøbenhavnske garantiordning, at de stiller sig tilfreds enten med bevidstløse genopsætninger af gamle numre, der knap nok har teatermuseal interesse - eller med underholdning, der må kunne klare sig selv eller i hvert fald med den automatiske billetstøtte, som under alle omstændigheder kommer til udbetaling.
Man har diskuteret, hvad der ville komme efter overfodringen i Kulturby '96. Kulturborgmesteren har indtil nu kunnet sejle med på begejstringen omkring hans forgængers store kontroversielle projekt. Konfronteret med afgrunden efter 31. december 96 har han valgt den allermest uholdbare løsning: Status Quo. Folketeatret spiller det samme som sidste år og for ti år siden. Amager Scenen og Nørrebro Teater går på halen med importerede og næsten identiske knaldperler. Mens Pro Forma, Mammut osv. lukker.
Hvad borgmesteren måske ikke forstår er, at Kulturbyåret har lagt et niveau og skabt nogle forventninger og vendt op og ned også på teaterlandskabet. Man kan ikke vende tilbage til det gamle som om intet var sket.
Det ville han også have fået at vide, hvis han havde holdt sig til armslængden og spurgt nogle kyndige til råds. Men borgmesteren vil selv. Man kan diskutere om han har lagt eller tabt masken.

thy (Erik Thygesen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu