Læsetid: 3 min.

Armod og almisser

10. november 2005

LEVER MENNESKER i armod, betyder det, at de hører til blandt de fattigste. Det er grupper, som Dansk Folkeparti ønsker at give en hjælpende hånd. Og det er så sket år efter år under forhandlingerne om den kommende finanslov. Denne gang er det - som særdeles bekendt - de dårligst stillede førtidspensionister, der kan se frem til en ydelse på 1.000 kroner mere om måneden fra januar 2006.

Med denne målrettede indsats har Pia Kjærsgaard og hendes parti skridt for skridt fået opbygget et omdømme som de fattiges værner. Det er sket i et helt bevidst forsøg på at erobre en del af det politiske felt, hvor Socialdemokratiet igennem mange årtier har spillet en helt dominerende rolle. Dansk Folkeparti ønsker at fremstå som et socialt orienteret parti, der stærkere end noget andet taler de svages sag.

At denne strategi har vakt stigende harme blandt socialdemokrater, er forståeligt. Som partiets socialordfører, Mette Frederiksen, sagde til onsdagens udgave af denne avis, er der to afgørende svagheder ved DF's politik. For det første viger det tilbage for at gå ind i det lange, seje træk, der er kendtegnende for en langsigtet socialpolitik. I stedet har det valgt under stor opmærksomhed at sikre større almisser til udvalgte grupper, der bestemt kan fortjene en sådan håndsrækning - men som givetvis var bedre tjent med en sammenhængende og målrettet politik. For det andet er det kun mennesker med den 'rette' etniske baggrund, der er genstand for DF'solidariske omsorg.

MEN NU SKAL det være slut med disse illusionsnumre, proklamerer Mette Frederiksen. Vælgerne skal i klar tekst have at vide, at DF velvilligt har lagt stemmer til en række nye foranstaltninger, der øger uligheden i det danske samfund. Da Pia Kjærsgaard udstedte sine direkte trusler mod regeringen i anledning af socialminister Eva Kjer Hansens udtalelser om det ønskværdige i større ulighed, var det således dobbeltspil af værste art. Hvad hendes parti med den ene hånd deler ud i almisser bliver mere end opvejet af forringelser på mange andre områder.

Diagnosen er korrekt, men spørgsmålet er, hvad Socialdemokraterne egentlig kan stille op, når de verbale angreb skal omsættes til praktisk politik. Helle Thorning-Schmidts forhandlingsstrategi ligger i ruiner. Hun og hendes nærmeste støtter kan gentage i det uendelige, at det skyldes regeringens kyniske taktiske spil.

Men det ændrer intet ved, at forestillingen om, at den kunne forhandles væk fra ministerkontorerne, har vist sig at være naiv ønsketænkning. Tilbage står faktisk kun de muligheder, der måtte ligge i de kommende forhandlinger om en såkaldt velfærdsreform. Men her har statsminister Anders Fogh Rasmussen rebet sejlene meget stramt, både taktisk og indholdsmæssigt. Det, der tidligere blev opfattet som en faktisk socialdemokratisk veto-ret, er reelt blevet afløst af de velkendte forsikringer om, at regeringen går efter det bredest mulige forlig. Og ambitionerne om, hvad dette forlig skal indeholde og omfatte, er tilsvarende blevet skruet ned.

FOR ET STORT oppositionsparti der vidste, hvor det selv ville bevæge sig hen, kunne det være en særdeles gunstig situation. Regeringen kunne sættes under pres med forslag til præcise og let forståelige mål for forhandlingerne. Det er, hvad Det Radikale Venstre har gjort med sine højt prioriterede mærkesager. Efterlønnen skal om ikke afskaffes, så i hvert fald indskrænkes kraftigt. Og skattesystemet skal ændres, så det bedre kan betale sig at arbejde. Dertil kommer partiets klare europæiske politik og dets markante afstandtagen fra den herskende udlændingepolitik. Eneste, men til gengæld afgørende, problem er, at partiet ikke har mandater til for alvsor at lægge pres på regeringen.

Socialdemokraterne er i den omvendte situation. Det har mandaterne, men savner en klar, sammenhængende og forståelig politik. At påvise det politisk armodige i Dansk Folkepartis almissepolitik er bestemt en fortjenstfuld bestræbelse. Men i sig selv kan den ikke være bæredygtig for det største oppositionsparti, der gør krav på at være det eneste alternativ til Fogh Rasmussen som regeringsledende parti.

Danskerne har god grund til at spørge, hvor Socialdemokraterne egentlig ønsker at bevæge samfundet hen. Forhandlingerne om velfærdspolitikkens fremtidige udformning bliver i den forbindelse helt afgørende, da de kan vise sig at være partiets sidste chance i længere tid for at træde i politisk karakter. Det kan afvise de radikale og konservative ønsker om især at placere skattelettelser hos de højere indkomster. Og det kan afvise mere vidtgående ændringer i efterlønnens udformning.

Men det har Anders Fogh Rasmussen i realiteten allerede imødekommet. Skal Socialdemokraterne erobre så stor politisk indflydelse, at de både kan overtage positionen som regeringens vigtigste forhandlingspartner og genvinde dele af den tabte vælgerskare, kræver det, at de selv sætter en dagsorden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her