Læsetid: 3 min.

Armodens americana

Smerten og skønheden fandt hinanden, da Richmond Fontaine gæstede hovedstaden
25. oktober 2005

To mænd sidder på The Astro Lounge i Reno, Nevada. Den ene lader blikket glide rundt i lokalet, hvor det standser ved et alt for velkendt ansigt. Han skylder ham penge, og der er ingen flugtvej. Derfor bliver Wes nødt til at gå med manden, der har finansieret hans uheldsvangre besøg på byens casinoer, og nu ønsker at ordne tingene udenfor. Da den efterladte ven lidt senere følger efter de to, finder han Wes på fortovskanten. Ansigtet er blodigt, den højre hånd brækket, bilen væk.

Fortællingen fra den amerikanske underside åbner det seneste udspil fra Richmond Fontaine, der i lige så høj grad har høstet anerkendelse for en sømløs fusion af rock og country, som for de såvel Raymond Carverske som Bruce Springsteenske karakterskildringer. Men modsat den vingeskudte spillefugl og de øvrige skikkelser i det kuldslåede galleri, har kvartetten været ganske heldig. I løbet af den sidste årrække år er der nemlig opstået en ganske betragtelig interesse for den genre, de excellerer i - og som i mangel på bedre kaldes americana.

Mellem monolitter

At der blæser nye, forpinte vinde over den vestlige verdens musiklandskab, fører Loppen diskret bevis for denne søndag sidst i oktober, hvor en anselig flok danske middelklassesjæle har trodset mørket, kulden og plaiden for at opleve Richmond Fontaine lægge stemme og klang til dem, der ikke engang ved, hvad morgendagen bringer.

Da Willy Vlautin bevæger sig igennem aftenens første vers, står det dog klart, at penneføreren og frontmanden er i stand til at bygge bro mellem bandets stof og tilhørernes verden. Med sine skæve bakkenbarter, sorgrandede skjorte og slidte lædersko ligner han et menneske, der som alle os andre har kæmpet med livet og vejen. Og denne følelse af samhørighed forstærkes kun af melodierne, der forløses i et saliggørende blend af koncentration og ubesværethed.

Særligt tre øjeblikke lyser op som de neonskilte, der lokker med den store lykke, men oftest ender i det stik modsatte. "They only bring darkness to the night", lyder det fra Vlautin om spillebyernes lyshav i "Casino Lights", så en hær af forulykkede skæbner træder frem på det indre lærred. Og med en lignende brug af ensom western-guitar og illusionsløs stemmeføring understreger "The Warehouse Life", at nedtrykt kunst kan have en forunderligt opløftende virkning.

Begge sange om at være "broken, blown, lost, and blue" stammer fra Richmond Fontaines yngste udspil, The Fitzgerald, der med sin næsten dogmatiske skrabethed sender hilsener til kommercielle pariaer som Vic Chesnutt og Mark Linkous fra Sparklehorse. Den tredje stjernestund i hænderne på Loppens noget usikre lydtekniker er imidlertid fra den to år ældre Post To Wire, der blomstrer et sted mellem musikhistoriske monolitter som Gram Parsons og The Replacements. I ekstranummeret "Polaroid" udfolder det uhyre velspillende foretagende den mere udadvendte del af deres sound på en facon, hvor forsølvede guitarlinjer blandes med hikstende trommespor, som emmer af lige dele countryrockende traditionsbevidsthed og trodsig optimisme. Resultatet er intet mindre end tudesmukt.

Værdigt modspil

Efter halvanden time og tyve sange er det med ét slut. Portlands fineste band forlader den lave, sparsomt oplyste scene på samme undselige måde, som det indtog den - og lukker dermed publikum ud af en verden af billige hotelværelser, overfyldte askebægre og alt for mange losing hands. På den anden side venter en virkelighed med socialsystem, centralvarme og pensionsopsparing. Fra det ene univers til det andet bærer alle aftenens gæster en koncertoplevelse bristefærdig med både en smerte og en skønhed, som ikke blot vidner om et orkester, der formår at give Vlautins litterære begavelse værdigt modspil, men også befinder sig flere klasser over en udfordrer som Ryan Adams - og helt på niveau med sjælebrødrene i American Music Club.

Må Richmond Fontaine, gambleren Wes og alle de andre randeksistenser snart hjemsøge os igen.

Richmond Fontaine på Loppen, København, søndag aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her