Læsetid: 3 min.

Noget om armslængde

Når viden bliver samfundsmæssiggjort, og sandheden bliver gen-politiseret, så mister det berømte armslængdeprincip sit skær af uskyld
24. marts 2007

De senere år har budt på en række ophedede diskussioner om det såkaldte armslængdeprincip.

Kulturministerens henvendelse til DR, styringen af forskningsinstitutionerne på baggrund af universitetsloven og de nylige forskningspolitiske reformer og fusioner samt ikke mindst reformen af kunststøttesystemet i 2003 udgør eksempler, hvor hele, halve og knækkede armslængder er blevet gjort til helt afgørende temaer.

Vigtige forskelle

Temaer der overskrider de trivielle interessekonflikter og ikke alene kan reduceres til politik som et spørgsmål om ven-fjende konstellationer, om end den dimension så sandelig hjælper på forklaringen. To helt afgørende forhold er værd at holde sig for øje.

For det første er der forskel på armslængde, fagligt selvstyre og magtfordeling.

Kunstfonden er funderet på et armslængdeprincip, hvor der ingen politisk indblanding må være i uddelingen af midler. Ingen over og ingen ved siden af den faglige vurdering af det kunstneriske talent og den kunstneriske produktion. Den armslængde bliver hverken længere eller kortere af, om ministeren udpeger en, to eller tre medlemmer til Kunstfondens tremandsudvalg. Det minder om universiteterne, og professor K.E. Løgstrup var da også blandt de kræfter, som formulerede principperne for det, som blev kaldt verdens bedste kunstfondslov.

Udpegningsprincippet er et spørgsmål om magtfordeling - om hvem der udpeger. Her er der over en bred kam næppe nogen grund til at mene, at sagerne har ændret sig radikalt, siden vi fik en ny regering, om end der altid er grund til at kigge på, hvordan udpegningsretten forvaltes. Det faglige selvstyre, som stort set har været realiseret i Kunstfondens tilfælde, består i et sammenfald mellem fordelingen af udpegningsret, armslængde og kriterierne for uddeling af midler. Ligesom den politiske udpegningsret kan misforvaltes, kan det kunstneriske eller universitære selvstyre degenerere - ord der vanskelige at tage i munden, når slige områder påkalder sig nærmest transcendental status.

Forholdet til kunst

For det andet er det uomgængeligt, at samfundets forhold til kunst, viden, kultur ændrer sig, og dermed også grænserne for legitim politisk styring og indflydelse.

Udviklingen af det moderne samfund er en historie om videnskabens store indflydelse på samfundet. I dag er enhver politiker halvt teknokrat og globaliseringsøkonom, ligesom hverdagslivet er gennemvidenskabeliggjort. Fra bilkørsel over el-tandbørster til psykoterapi. Samfundet blev videnskabeliggjort. Men nu samfundsmæssiggøres viden og viden, og sandhed re-politiseres. En ekspert er en smagsdommer. Videnskabssociologien kunne i store dele af det 20. århundrede kritisk påpege, at viden altid bliver til, formidles og fornyes i forhold til bestemte sprog, traditioner, magtforhold, forhandlinger mv. 1970'ernes store indoktrineringsdebat demonstrerede med brutal tydelighed, at man ikke rastløst kan overføre viden fra et menneske til et andet, men at viden både kan kidnappes politisk og slås plat på som simpel vare. Viden er ikke rene og ophøjede sysler. Samtidig har de praktiske effekter af den moderne teknologiske og videnskabelige udviklinger alt andet lige medført et uskyldstab.

To retninger

Hermed blev porten til en genpolitisering af viden åbnet på vid gab. Den tager for indeværende to retninger. Den ene udgør lejlighedsvise revanchistiske og åbenlyse politiseringer af spørgsmål knyttet til kunst, kultur og viden. Den leger åbenlyst med at redefinere grænserne for legitim politisk intervention. Den er triviel, og det ser ikke ud til at have klare systemiske implikationer. DR's bestyrelse er i sin grundkonstruktion ikke blevet mere politisk.

Den anden retning udgør en gennemgående økonomisering af spørgsmål knyttet til kunst, kultur og viden. Klart på det forsknings- og universitetspolitiske område, hvor konkurrenceevne og inovation lyser klarere end erkendelse og oplysning. Den vækker forskningens forargelse og modstand, men rager offentligheden en høstblomst, medens helt trivielle personspørgsmål fremkalder fråde i mundvigene. Hermed forpasses muligheden for at tematisere ikke alene det politiske systems selvbegrænsning og ventiler for legitim indflydelse, men også de relevante moderniseringsudkast, som kunne komme fra videnskabens, kunstens og kulturens egne institutioner, der lige nu med enten korslagte arme eller sangvinsk begejstring halser efter de politiske dagsordener.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her