Læsetid: 2 min.

Armslængde eller propaganda

Når ordet armslængdeprincip ikke er nærmere defineret, kan det bruges til hvad som helst. Begrebet bliver tømt for reelt indhold
16. marts 2007

Forleden deltog jeg i en paneldebat på Det Kongelige Bibliotek. Debatten handlede om armslængdeprincippet, og om det modsatte: Risikoen for at kunsten politiseres og - i yderste konsekvens - bliver til propaganda. Til højre for mig sad kongerigets primære ekspert på området: Jørn Langsted, professor i dramaturgi. Til venstre for mig sad Venstres kulturordfører, Ellen Trane Nørby.

Hun mente, at dansk kunst og kultur har en høj grad af frihed, og at armslængdeprincippet i det store og hele respekteres.

Jørn Langsted var ikke enig. Han argumenterede for, at det eneste sted i dansk kulturstøtte, hvor armslængdeprincippet respekteres, er på Kunstrådets område. Det vil på filmområdet sige: 0 procent af de uddelte midler; på teaterområdet 6-7 procent. Hvis denne analyse er korrekt, så er 100 procent af dansk film og 93-94 procent af dansk teater politisk styret. I så fald lever vi i en diktaturstat, og Kulturministeriet bør omdøbes til Propagandaministeriet. Det er den ene mulighed.

Definitionsproblem

Den anden mulighed er, at Jørn Langsteds definition af armslængdeprincippet er en anden end den, der bruges politisk. I så fald har vi en situation, hvor landets akademiske kompetence på området ikke er anvendelig for lovgiverne, på grund af et definitionsproblem.

Dette er alvorligt, for det betyder, at armslængdeprincippet er et ord, der er tømt for reelt indhold - en floskel. I så fald kan det være lige meget, at princippet hyldes i taler og artikler og skrives ind i love og bekendtgørelser. Hvis vi ikke ved, hvad det betyder, kan politikere uforpligtigende slynge begrebet om sig og dunke hinanden i hovederne med det.

Det så vi for eksempel i forbindelse med debatten om Københavns Teater. Her anklagede Elsebeth Gerner Nielsen kulturministeren for, at selve konstruktionen af Københavns Teater var et angreb på armslængdeprincippet. Hvorefter Brian Mikkelsen angreb Elsebeth Gerner Nielsen for at have kritiseret de udnævnelser, som Københavns Teater foretog - også med henvisning til armslængdeprincippet.

Styres elegant

Samtidig kan kunsten styres elegant, bureaukratisk og politisk - ved hjælp af udnævnelser, særbevillinger, rammeaftaler, centralisering og kammerateri. Man kan sagtens få et helt kulturliv til at makke ret og udøve selvcensur, hvis bare det er uigennemskueligt nok, hvordan beslutningerne træffes. Og når ordet armslængde ikke er nærmere defineret, kan det bruges som camouflage-maling og er dermed til større skade end gavn. Det svarer til problematikken omkring den manglende definition af begrebet 'terror'. Når ordet ikke er defineret, kan det bruges til hvad som helst.

Den fri meningsdannelse i samfundet er en alvorlig sag. Ytringsfriheden, den frie forskning og den frie kunst er forudsætninger for vores civilisation. Armslængdeprincippet er - hvordan det end defineres - et helt centralt princip i denne sammenhæng. Det er en nødvendighed for kunstens frihed, og dermed for samfundet, at akademikere og lovgivere finder ud af, hvad de taler om, således at ordene får et reelt indhold, og ikke bare er floskler, som man kan bruge til, hvad man vil.

Martin Lyngbo er teaterdirektør på Mungo Park

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her