Læsetid: 2 min.

Aronian sejrede i World Cup

Og norske Magnus Carlsen løste billet til kandidatturneringen
19. december 2005

Efter cirka tre ugers spil blev der fundet en vinder af den store World Cup-turnering i sibiriske Khanty Mansiysk. Den 23-årige armener Levon Aronian snuppede førstepladsen ved en finalesejr over ukraineren Ruslan Ponomariov. Den ordinære kamp endte 1-1, men i omkampens hurtigskak var Aronian stærkest og vandt begge partier. Noget andet er så, at han ikke var uheldig med at komme finalen. Efter en indledende remis i semifinaleopgøret mod franske Etienne Bacrot fik man følgende stilling i slutfasen af det andet:

Se diagrammet.

Bacrot havde som sort en halv snes sekunder tilbage på klokken, da han valgte at kapitulere her.

Men der er jo en bonus på 30 sekunder pr. udført træk, så rent tidsmæssigt kunne Bacrot have overlevet. Og slutstillingen bør være remis ved korrekt sort spil.

En mulig variant er 51.Kf4 h5 52.Ke4 Ke7 53.Kd5 Kd7 54.f6+ Ke8 fulgt af 55. - h4, og sort bør holde remis. Pointen er, at når h-bonden når til h4, fungerer den som sorts livline.

De ti øverste blandt de 128 oprindelige deltagere er kvalificeret til kandidatturneringen næste år: Aronian, Ponomariov, Bacrot, Grischuk, Barejev, Gelfand, Rublevsky, Gurevich, Kamsky - og den 15-årige nordmand Magnus Carlsen.

Norsk jubel

Det var spændende at følge Magnus' bedrifter undervejs. Jublen på forskellige norske hjemmesider var forståelig. Og undertiden kunne den ligefrem lede tanken hen på den legendariske fodboldkommentator Bjørge Lillelien, der gik i totalt norrrsk selvsving, da Norge i 1981 vandt 2-1 over England på Ullevål efter at have været bagud 0-1. I flere minutter efter kampen svælgede han over alle de engelske storheder - lige fra Lord Nelson til sir Winston Churchill - som de tapre nordmænd havde dermed givet 'a hell of a beating'. Og stemmen gik op i det fjeldhøje register, da han anråbte den daværende britiske premierminister, en vis Mrs. Thatcher: 'Maggie, Maggie, can you hear me?'

Så grassat gik vist ingen nordmand, da 'Sjakk-Magnus' slog en række etablerede stormestre under World Cup.

Men da USA's stærkeste spiller Gata Kamsky kom i vanskeligheder i sit første parti mod Lille Magnus, meldte en hjemmeside triumferende: 'Kamsky kan melde tilbake til gamlelandet nå: Houston, we have a problem!' Og da Kamsky spillede videre i flere træk, efter at stillingen var uhjælpelig tabt, konstaterede man samme sted, at det regnes for uhøfligt at fortsætte partiet i en håbløst tabt stilling, men at amerikaneren åbenbart ikke 'eier god folkeskikk'.

Magnus Carlsen skal til efteråret møde Aronian i en match om at gå videre i den nye VM-cyklus, og man forstår, at stærke kræfter allerede nu arbejder på at få denne celebre skakbegivenhed henlagt til Oslo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her