"Regnen var koldere end sne, og fin, tæt og grå som et silketæppe. Frem af tæppet kørte en lang, sort Volvo med tonede ruder. Ud af bilen trådte en mand, en kvinde og et barn, og først så det lovende ud.
Manden var høj og bred og vant til at få sin vilje, og i stand til at formskære sine omgivelser hvis han ikke fik den. Kvinden var blond som en gletscher og lignede en million, og så ud, som om hun var smart nok til at have tjent den selv. Pigen havde dyrt tøj og værdighed. Det lignede et udtog af den hellige og pengerigelige familie."
Dét gør det nemlig, ligner en hellig familie. Men det er det ikke, og sådan begynder alt såre vel i Den stille pige. Anslaget er som i en noire, en spidst ironisk iagttagelse, som indleder den midaldrende cirkusartist og terapeut, hovedpersonen Kasper Krones møde med KlaraMaria. KlaraMaria er et særligt barn, den stille pige, som kan sætte verdens larm i stå, og det forstår Krone, som har sit eget særlige talent, for han kan høre - verden og menneskene. Alt har sin særlige tone, de onde og de gode, magten og afmagten: "og Kasper fik den første fornemmelse af deres toneart. Det var d-moll, når den er værst."
Kasper hører altså skæbnen nærme sig: Den firkantede mand og den isblonde kvinde vil ikke barnet noget godt, og i samme nu som pigens stilhed rammer ham, husker han at have mødt hende før. KlaraMaria rækker ind i Kasper Krones fortid og det opgør med sig selv, han står overfor.
Nu har vi allerede flyttet os noget fra noiren, men herfra - på side ét i Peter Høegs roman - kunne det være gået fint. Over stok og sten gennem en moderne, metafysisk thriller med oplagte bestseller kvaliteter, hvor et antal særlige børn er faldet i hænderne på en sinister sammensværgelse, hvor det indre København er skredet sammen og oversvømmet - og hvor Krones ekstraordinære evner vil løse gåden, overvinde konspirationen og redde pigen, børnene og byen.
Men det går ikke. Den stille pige går i stå ved anslaget og løber ud i diffuse scener, eksistentielle flashbacks og især terapeutiske flovser, som hele tiden føres tilbage til et hovedmotiv, der med variationer kan genkendes som et problem i alle Høegs romaner: Barnet, Kvinden - og Manden, den hellige harmoni, som heler verden. I Den stille pige sker denne heling i overensstemmelse med en guddommelig og erotisk samklang, der overhovedet er romanens første ord: FruHerre.
"Først så det lovende ud", men anlægget for intrige, suspense og detaljering, som uden tvivl er Høegs store force - hans artistiske begavelse - sætter sig ikke igennem. De sære personer, det mærkelige miljø og den ekstravagante fortælling suges op i en svamp af alternativ åndelighed og maskulin midtvejs-krise.
En vanskelig dagsorden
Romanens egentlige ærinde viser sig at være den 42-årige Kasper Krones werdegang mod FruHerre, hans kommen til sig selv, verden og Kvindeligheden. Krone længes, siges det, efter stilheden - det forstår man jo nok, når manden hele tiden står på vid gab for verdens larm, men helt så bogstaveligt skal det jo ikke forstås. Krone længes også efter at komme overens med sin far, den umådeligt skarpe, kræftsyge jurist, Maximillian, som ligger for døden. Krone længes efter sin mor, der faldt ned fra linen, da han var dreng. Og Krone længes efter Signe, den også umådeligt skarpe og særdeles livskraftige kæreste, som forlod ham for år tilbage.
Kasper Krone skal med andre ord nå ganske meget i løbet af romanens fortælletid, ca. tre døgn - redde børnene og København, tage afsked med sin far, komme overens med, at han stadig savner sin mor, og han så skal finde Signe og sig selv. Undervejs skal han desuden møde Den Blå Dame, metropolit i Østkirken og leder af et klostersamfund ved Bagsværd Sø, han skal til flere møder på højt niveau med Told og Skat om en gæld på små 40 mio., han skal udvises af landet og blive rullende flygtning i den benløse chauffør, Franz Fiebers, limousine-service. Og endelig skal Kasper på tur - med kraniebrud og brækket ben - gennem Københavns kloakker for endelig at slå til mod konspirationen, der har til huse i et tårn ved Tuborg Havn. En vanskelig dagsorden, selv for en international artist.
Indvendingen mod Den stille piges Store Nummer bør ikke gå på det høje tempo, heltens særlige evner eller overordentlige fysiske sejhed, eller det ekstraordinære setup og persongalleri. Det er alt sammen okay og gennemskueligt, artistisk, sådan som det er blevet sagt om artisten, at han er en stor kunstner, når hans håndværk er indlysende og stillet frit til skue, så nummeret lader sig gentage, uden at der snydes på vægten.
Insisterer på budskabet
Indvendingen er, at romanens Store Nummer er indpakning for Den Store Sag. Den stille pige gør mange anstalter til at blive en thriller, men bliver det ikke, fordi der insisteres så dybt og velmenende på budskabet om det Åndelige, det Mandlige, det Barnlige og det Kvindelige. Jeg mener, der er vel ingen som tillægger Dan Brown åndelige prætentioner, selv om Da Vinci Mysteriet også handler om en hellig familie og det evigt kvindelige. Men fordi de åndelige prætentioner er mere end nærværende overalt i Den stille pige, bliver Peter Høegs comeback ikke en ny Smilla, men en kedelig gentagelse af Kvinden og aben, den absolut ty-de-lig-ste og ringeste af Høegs romaner.
Peter Høegs nye roman viser altså snarere tilbage på en stor svaghed i forfatterskabet, end den viser fremad. For hvor Frøken Smillas fornemmelse for sne netop ikke brillerede ved sit budskab, men ved sin effektivitet i Høegs helt åbenlyst begavede cocktail af Jules Verne, John le Carré og Alistair McLean, blev budskabet et indtil det karikerede stort problem med Kvinden og aben, hvis fabel om primaten Erasmus og alkoholikeren Madelene endte i en absurd udgave af det moralske imperativ og den hellige familie: "ben og kvinden på vej bort fra storby og civilisation; ovenover dem stjernehimlen, inden i hende begyndelsen til en ny slægt."
Det er vel cirka den baggrund, man ser med Den stille pige i forgrunden; De måske egnede havde for resten også en rem af huden, når børnene på Biehls bliver beskrevet af fortælleren Peter som "den hellige familie".
Tricket ved Peter Høegs talent er den artistiske timing, dét er meningen med de mange ekstraordinære personer, med de eksotiske omgivelser (ja, også København i apokalyptisk belysning) og med Høegs særegent prægnante, men også besynderligt stive og udtrukne detaljer. Artisteriet - og bestselleren - har sin egen troværdighed, som er noget helt andet end tro. Den stille pige vil imidlertid som flertallet af Peter Høegs romaner slet ikke sit talentfulde artisteri, men derimod troens autenticitet.
Peter Høeg: Den stille pige. 411 sider, 349 kr. Rosinante. ISBN 87-638-0439-5. Udkommer i dag
