Læsetid: 9 min.

Arven fra byggepladsen

Nøjsomheden, råstyrken og fællesskabet vil altid følge med. Den unge elektrikerlæring drømte sig væk fra de kolde byggepladser og ind i kunstens forunderlige verden, men at han skulle ende som anerkendt museumsdirektør på ARoS havde Jens Erik Sørensen aldrig forestillet sig
25. november 2006

Der er bøger og papirer overalt på det lave sofabord i kontoret på toppen af det høje 10-etager høje kunstmuseum, som har fået Århus til at rage op i landskabet både i den danske og udenlandske kunstverden.

Udsigten over rådhuset og byens tage er fantastisk, og Jens Erik Sørensen kan godt have svært ved at fatte, at det er ham, der sidder her og tager imod prominente gæster og statsbesøg som museumsdirektør og drivkraften bag vore dages største nordeuropæiske kunstmuseumsbyggeri.

"Det ligger så langt fra de forventninger, jeg har haft til et liv på jorden med en arbejdsindsats, der gik ud på bare at overleve. Jeg er vokset op i Vestbyen i Aalborg, et pænere arbejderkvarter. Det var sådan lidt Penny Lane-agtigt, og den hverdags dagligdag var egentlig så smuk og ubelastet. Der blev slidt og slæbt og råbt højt, og man blev opdraget til at være surviver. Det var ånden, at man påtog sig det ansvar, det er at forsørge sig selv og sine og var glad for det, man havde," siger Jens Erik Sørensen.

Jes, som han hedder i daglig tale, stopper piben, mens han tænker tilbage på dengang, et liv med kunst var en vild fantasi. At drengedrømmen er blevet indfriet, og nogen har kunne bruge ham, er han dybt taknemmelig for. Selv er han aldrig gået efter magten og æren, og det flotte kontor følger bare med jobbet, som mange andre ting, forklarer den 60-årige direktør for ARoS, der vist nok som den eneste af sine direktørkolleger startede sin karriere som elektriker.

"Min oprindelige uddannelse er ikke en belastning. Men det er et rum i hovedet, som altid vil være der. Det handler om at være medansvarlig på en byggeplads, få processen til at køre og overholde deadlines. Derudover er der iblandet en portion nøjsomhed. Det lyder måske dumt, men jeg kræver ikke noget som helst," siger Jens Erik Sørensen.

Flugten ind i andre verdener

Samtidig med nøjsomheden var der en romantisk længsel i hovedet på den unge Jens Erik Sørensen. Især på de lange og kedsommelige sommersøndage i Aalborg, hvor alt var stille, og de andre var med deres familier på udflugt, trak det i den rasløse sjæl efter at nå frem til ideale situationer og realisere noget smukt.

"Engang imellem kom der en maleriudstilling til Hotel Phønix og Aalborg Hallen, og så var det helt sikkert, at jeg cyklede derhen. Ellers var jeg flittig gæst på Aalborg Museum, hvor man kunne opleve Svend Engelund og Kay Christensens eventyrlige billeder. Man skulle bare forbi kulturhistorien, gipssamlingen og så helt op til malerisamlingen. Der brugte jeg mange timer. Jeg kan huske, at der kom et lille leksikon, som blev hustandsomdelt, hvor der var billeder af Jorn og Høst. Dem blev jeg dybt optaget af og begyndte selv at male noget, der lignede. Jeg tror det var en flugt ind i andre verdener," siger Jens Erik Sørensen.

Virkelighedens verden var både barsk og tryg. Faren, som boede i København, så han ikke noget til, og moren i Aalborg var ikke i stand til at tage sig af ham. Lillebroren kom på børnehjem, og selv blev han adopteret af sin mormor.

"Når min mor indimellem kom hjem, var hun enten fuld eller havde mandfolk med, og det var jeg lidt flov over. Der kom ambulance og politi klokken to om natten, så det var meget turbulent. Til gengæld blev jeg meget forkælet af min mormor. Men det var underligt at hun skulle stå på Socialkontoret hver måned og tigge om 52 kroner til huslejen. Hun var et ejegodt menneske og købte altid en yankiebar til mig. Det var det helt store, kan jeg huske."

Hjemmet havde hverken malerier eller bøger, men mormoren gav ham kærlighed, og diciplinen fik han af sine kammeraters familier og af moralen i 50'ernes arbejderkvarter. Men nogen hurtig og lige vej blev det ikke til.

"Kun to fra skolen gik videre i gymnasiet. Jeg var indstillet, men ville ikke. Nej, det ville være at svigte baglandet. Jeg har altid kunnet lide at være en del af flokken, så jeg kom i lære som elektriker, og sammen med min ven Henrik, som var elektromekaniker, havde vi planer om bagefter at skulle tage teknikum og blive ingeniører.

Henrik holdt sig til planen, mens interessen svigtede for Jens Erik Sørensen allerede i lærlingetiden.

"Det mest afskrækkende var de kolde vinterbyggepladser, hvor vi skulle lægge jernrør i beton. Jernbinderne, de var nogen rå og rødmossede nogle i ordentligt arbejdstøj, mens jeg frøs som en hund i mit almindelige tøj. Selv når man havde halsbestændelse, mødte man trofast op. Bagefter sad man i skurvognene og spillede kort, og det var ikke særligt æstetisk, kan jeg huske. Men de vintermorgenener står som et helvede for mig."

Mødet med overklassen og Munch

Indimellem havde de opgaver i de fine patriciervillaer i velhaverkvarteret Hasseris, og for første gang mødte elektrikerlærlingen en verden, hvor der var tandlæger, læger og arkitekter.

"Vi stillede pænt træskoene og listede op på strømpesokker på første sal, hvor der var børneværelser. Hold da op, tænke jeg. Hvem der bare var født ind i det, for det måtte man da være. Da jeg senere kom i søværnet og sejlede motortorpedobåd, havde jeg tid til at tænke over, hvordan man kunne bygge bro til den verden. Jeg kunne godt se, at en elektrikeruddannesle ikke førte nogen steder.

"Da vi kom til Bergen, besøgte jeg Kunstmuseets Munch-udstilling, og der var jeg fuldstændigt fortabt. Det var så fantastisk malet, smukt og melankolsk på samme tid, og jeg købte en lille plakat af "Søster Inger" og hængte den op over min køje ligesom de andres pin-up-piger. Da bestemte jeg mig for at tage hele turen: først på studenterkursus i Aalborg og siden på universitetet for at læse kunsthistorie.

Lige fra 15-års alderen havde han selv malet billeder, som vennen Henrik solgte, så de fik råd til en Europa-tur rundt til de store museer. Men drømmen om den karriere blev skrinlagt, da han fik sine billeder retur fra kunstakademiet i København i 1968.

"Jeg kunne kun blive forført af de store maleres billeder, ikke af mine egne. Så jeg besluttede, at jeg ville give andre de store oplevelser, som jeg selv fik i kunstens verden. Ligesom Grieg kan tage dig med i fjeldene, Wagner med i det underjordiske og en god bog fastholde dig, så du ikke kan lægge den fra dig, så er et kunstværk et koncentrat af så mange følelser, at det kan bringe dig videre og give dig nye erkendelser."

En flittig studerende

At mange af hans medstuderende på universitetet havde et forspring, fordi de kom fra hjem, hvor man havde malerier på væggene og kendte Faust og Kierkegaard, var en ekstra ansporelse. Jens Erik Sørensen læste flittigt og knoklede for at bygge sit fundament op. Og måske havde han andre forcer.

"Det var jo ikke alle velhaverbørn, der var begavede, og nogle var måske smådovne. De synes ikke, at de var privilegerede, mens jeg følte, at jeg var i himlen. Noget af undervisningen foregik på Aarhus Kunstmuseum ved forfatteren Poul Vad, og vi gik rundt og kiggede på billeder af Lundstøm og Søndergaard og stod ikke på en kold byggeplads. Der var åbnet for noget meget stort, som jeg slet ikke kunne overskue."

Da han var ved at være færdig som kunsthistoriker, søgte han ind som voluntør på Aarhus Kunstmuseum, men fik samtidig et tilbud om at blive fjernevarmemåleraflæser i Aalborg med en månedsløn på 10.000.

"Jeg kunne blive assistent på museet og være med til at sætte udstillingen "Hesten" op, og selv om jeg kun fik 1.500 kroner om måneden på museet og godt kunne bruge flere penge til at forsørge min lille familie, var jeg ikke i tvivl. Sådan har der været masser af afgørende beslutninger, og der er kun to veje hele tiden. Ja eller nej. Jeg føler, at der har været en guardian angel, som har fået mig til at gå efter den ideelle og ikke den materielle situation.

"Jeg kunne aldrig forestille mig at ende som den ensomme rytter, for jeg har altid opfattet mig som del af et team. Det er vi også her på museet, hvor rengøringsdamen er lige så vigtig som alle andre. Udover det med at løfte i flok har jeg det bedst med at se fremad. Jeg er godt nok kunsthistoriker, men har svært ved at sidde med ryggen til tilværelsen. Jeg beundrer virkelig dem, som kan sidde og forske i den ældre kunst i årevis. Jeg kan ikke. For mig er det virkeligheden og det udadvendte, der trækker."

Visionen var 20 år undervejs

Ambitionerne var enorme og usikkerheden fortog sig efterhånden, som han klatrede op af stigen i kunstverdenen. Først fik han job på Aarhus Kunstmuseum som inspektør, senere blev han hentet til Statens Museum i København, men da stillingen som direktør i Aarhus blev slået op i 1984, tog han imod opfordringen om at komme hjem.

Nu havde han frie hænder til at gå nye veje og lave utraditionelle udstillinger som Tintin, elektroniske billeder, pladecovers og holografi - og nu flere år senere en særudstilling med racerbiler. Kritiske røster sætter spørgsmålstegn ved, om det er kunst.

"Racerbiler er ikke skabt som kunst, men når vi kigger på dem, kan vi ikke undgå at få øje på den kærlighed, der er nedlagt i bilernes formsprog og hele udtryk. Man kan kalde det design eller skulpturer på hjul. De repræsenterer det moderne menneskes jagt på fart, det intense liv, globaliseringen, den hurtige net-opkobling og hele vores udvikling op gennem det 20. århundrede. Kunst har ikke monopol på at sætte den visuelle dagsorden. Også teknologien, kreative computerfolk og forskellige videnskabsområder giver som nyskabende billedmedier kunsten konkurrence," siger Jens Erik Sørensen.

Det 17.700 kvadratmeter store museum har været 20 år undervejs, og når han ikke er løbet skrigende væk, er det fordi der hele tiden har været politisk opbakning og støtte fra kunst- og erhvervslivet.

"Jeg tror nok, at arkitekerne synes, at jeg har været for engageret i processen, men i og med at museet har været længe undervejs, fik jeg tid til at tage rundt i verden og se de mange nye kunstmuseer og tale med museumsfolk. Alle ideer, gode som dårlige blev skrevet ned eller affotograferet til mine logbøger," siger Jens Erik Sørensen og peger op på væggen, hvor nogle af hans skitsetegninger hænger.

"Museets store tårntrappe på højde med Rundetårn havde ikke været der, hvis ikke der havde været den politiske opbakning til virkelig at satse og skabe et unikt kunstmuseum. Kunstsamlingen har takket været opbakning og generøse fonde taget en international kurs. Hertil kommer gennem de seneste to et halvt år en række nyskabende og udfordrende særudstillinger. Pointen er, at når man har været inde for at se Racing Cars - The Art Dimension, og tager elevatoren op på 8. etage for at se guldaldermalerne, så forbløffes man over det tigerspring, mennesket har taget gennem de seneste 150 år. Nutidskunsten er vigtig og fylder meget, men vi skal have historien med."

Terrassen og skulpturparken på toppen af huset er den afsluttende del af museets arkitektur, og bliver færdigt inden Jens Erik Sørensens kontrakt udløber om fire år.

"Jeg er dybt taknemlig over, at det er gået som det er. Med over 300.000 besøgende årligt synes jeg, at visionen om at nå et bredt gennemsnit af den danske befolkning, er lykkedes. Og hvis jeg bliver smidt ud i morgen, vil jeg ikke sætte mig ned og græde. Måske vil der åbne sig andre muligheder, men jeg tror ikke længere, man kan bruge mig som elektriker. Jeg har stadig ambitioner og vil gerne tilbage og have mere tid til selve udstillingerne og til kunstnerne. Det kniber det med, når man skal stå for det adminstrative," siger Jens Erik Sørensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her