Læsetid: 5 min.

Arven efter Howard's End

Bølgerne går højt i Zadie Smiths vellykkede E.M. Forster-hyldest om spændingerne mellem racer, køn og socialklasser på et amerikansk universitet
26. maj 2007

Allerede efter første sætning af Zadie Smiths Om skønhed fornemmede denne signatur, at han var på velkendt territorium.

"Man kan lige så godt begynde med Jeromes e-mails til sin far," står der at læse, og det gør man så. Begynder med historien om Howard Besleys forsøg på at redde sin unge søn fra det ægteskab med Victoria Kipps, som sønnen skriver om i en af sine e-mails.

Howard tager en flyver fra Boston i USA, hvor han bor, til London, hvor familien Kipps har adresse, og Jerome er indlogeret for en stund. Nu viser det sig bare, at Jerome har været for hurtig på tasterne, hvorimod Howard er håbløst bagud og ikke ejer en mobiltelefon, hvorfor han ikke kan adviseres om, at der er tale om en misforståelse.

Det ender derfor i stor ståhej for ingenting og den rene pinlighed, da Howard dukker op og begynder at tale om at ophæve en forlovelse, der slet ikke er aktuel. Bedre bliver det ikke, da familien Kipps kort efter flytter ind i Besleys nabolag i USA.

Kan det virkelig være sandt, tænkte jeg, at forfatterinden har planket hele baduljen fra E.M. Forsters Howard's End? Den klassiker fra 1910 starter: "One may as well begin with Helen's letters to her sister" og fortsætter med, at Helen Schlegels familie tropper op hos familien Wilcox for at ophæve en forlovelse, der ikke er aktuel, hvorefter Wilcox'erne kort efter flytter ind over for familien Schlegel og så fremdeles.

Alt er forbundet

Men lad os starte med Om skønhed. Howard er en 57-årig livstræt akademiker, hvis Rembrandt-forskning på Wellington universitetet aldrig er nået længere end til forelæsningssalen. Omkring sig har han sin frodige afro-amerikanske kone og deres tre snart voksne børn, der alle er mørke, i det ene tilfælde dog ikke helt så mørk, som han kunne ønske sig.

I modsætning til Howard har Monty Kipps, der med sin familie som nævnt flytter til Wellington, hvor han har fået tilbudt en stilling på universitetet, udgivet en bog om Rembrandt, og i modsætning til den liberale og hvide Howard er den sorte Monty stokkonservativ og forhippet på at få fjernet enhver form for positiv særbehandling i samfundet.

Uden at røbe for meget, skal her blot nævnes, at forholdet mellem de to ikke bliver mindre spændt, da sex og skønhed pludselig gør sin entré på manegen i skikkelse af en forførende ung kvinde og en lukrativ arv.

Akkurat som Forster, der forstod at gøre sine figurer levende og nuancere sin historie om spændingerne mellem socialister og overklasse, kvinder og mænd, kunst og kultur, har også Smith et godt greb om sin glimtvis satiriske fremstilling af kontroverserne, som de udfolder sig i de akademiske kredse, der i hvert fald i teorien spiller en stor rolle i udmålingen af vort samfunds moralske standarder.

Hvad enten figurerne i bogen sælger falske mærkevaretasker, spekulerer over, hvad mænd ser i kvinder, lader sig forføre, klæder sig på, reciterer digte eller taler om Rembrandt, så handler det om skønhed. Ingen kan undsige sig påvirkningen af det umiddelbare, det ydre, hvilket Monty Kipps' kone slår fast med ordene: "Jeg er ligeglad med, hvad lægerne siger - øjnene og hjertet er direkte forbundet".

Alle må de gradvist erkende, at tingene hænger sammen. "Only connect-" skrev Forster som indledning til sin roman, og det gælder stadig på godt og ikke mindst på ondt, som når den fattige rapper Carl får lov at følge undervisningen i poesi, fordi han ser godt ud, og når Jeromes bror, Levi, bilder sine hustler-kolleger ind, at han kommer fra byens ghetto og halter "som om hans venstre side blev tynget ned af en pistol".

Lidt for lang

Det er store spørgsmål, Zadie Smith jonglerer med, og selv om der bruges rigeligt med tid på at vende og dreje både rapmusikken og Rembrandts betydning, finder Om skønhed ikke svar på dem alle.

Efter denne læsers mening ville teksten ligeledes have haft godt af en grundig redigering, hvor man passende kunne have skåret alle de passager ud, hvor Zadie Smith fortæller, hvad hun kort forinden og på effektiv vis har vist.

Dette til trods er Om skønhed endt som en sand pageturner af en roman, der afvikler sin dramatiske historie i et fængende anslag og en sprudlende tone, der ikke overraskende spiller på alle de lyriske og litterære tangenter, den talentfulde forfatterinde for længst har bevist, at hun mestrer som kun ganske få i hendes generation. Man tilgiver simpelthen Zadie Smith, at hun er så lang i spyttet, fordi hun skriver fandens godt!

Af samme grund har oversætter Thomas Harder givetvis haft nok at se til, og i det store hele flyder sproget raffineret derudad også på dansk.

De steder, hvor jeg måtte stoppe op og konsultere min britiske paperbackversion for at finde ud af, hvorfra oversætteren har hentet henholdsvis Evedaik og Veaik, blev jeg ikke meget klogere. Eyeano stod der begge steder. Wannabee gangstarappere som Levi kan åbenbart ikke nøjes med at sige "I don't know", "dunno" eller på dansk: "det ved jeg ikke".

Helt forståeligt taler de som bekendt heller ikke i de amerikanske sydstater.

"Hun æ så'n tilfredsstillende studerende, deæ hun virkli'," lyder det et sted. Ja, jeg skal ikke kunne sige, om det kan gøres bedre, men i mine ører lyder det ærlig talt som noget fra en gammel dansk folkekomedie.

Litterært tyveri?

Til gengæld imponerer Harders oversættelse af digtet On Beauty, der rimmer og rammer nøjagtig som i originalen skrevet af Smiths mand, Nick Laird, og lagt i munden på lærerinden Claire Malcolm, som Howard i øvrigt har haft en affære med kort inden, alting for alvor går galt.

Den slags vellykkede anstrengelser er værd at bemærke i oversættelsen af en roman, der handler om skønhed, og hvor opfattelsen af skønhed i høj grad hænger sammen med sproget.

Og så tilbage til det indledende spørgsmål. Nu er britiske Zadie Smith (født 1975) jo ikke hvem som helst. Allerede med sin første roman Hvide tænder, som blev udgivet, da hun var 25 år gammel, blev hun vidt berømt og belønnet med både den ene og den anden pris.

Siden fulgte Autografmanden, der heller ikke blev forbigået i tavshed, og On Beauty var såmænd at finde på listen over de nominerede til Booker-prisen i 2005, ligesom den modtog Orange-prisen.

Så nej, selvfølgelig er der ikke tale om litterært tyveri, hvilket også slås fast til slut i bogen, hvor Smith takker en stribe mennesker, deriblandt E.M. Forster, om hvem hun skriver, at al hendes fiktion på den ene eller anden måde står i gæld til, og at denne roman er hendes måde at betale tilbage på.

Howard's End er en klassiker inden for britisk litteratur, som man bør unde sig selv at læse. Zadie Smiths opdaterede version er som nævnt heller ikke dårlig.

Zadie Smith: Om skønhedOversat af Thomas Harder. 596 sider. 349 kr. Rosinante.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu