Læsetid: 3 min.

Arven efter Jeltsin

3. januar 2000

Kvaliteten af et demokrati afhænger i høj grad af kvaliteten af dets demokrater.
Sergej Kovaljov, russisk menneskeretsforkæmper.

Det var Ruslands første demokratisk valgte præsident, der satte et punktum, da Boris Jeltsin på den sidste dag i 1900-tallet meddelte, at han træder tilbage. Timingen var velvalgt for den russiske leder, der jo altid har haft smag for at være i rampelyset - også denne dag, da alverdens medier var ved at gå i selvsving over årtusindeskiftet. "Boris Jeltsin har aldrig været en stor præsident, men en stor skuespiller", vrissede en fransk kommentator.
Dommen er hård, men dog værd at nævne efter et par dage, hvor mange har hyldet Jeltsin som manden bag Ruslands overgang til demokrati.
Det er rigtigt, og tjener Boris Jeltsin til evig ære, at han i de dramatiske august dage i 1991 satte sig op mod de kupmagere, der ønskede at vende tilbage til et forstenet sovjetstyre. Lige så rigtigt er det, at det var Jeltsin, der stod bag de politiske og økonomiske reformer, som definitivt afmonterede og hindrede genkomsten af det undertrykkende sovjetsystem.

Billedet af den kampberedte Jeltsin, der i august 1991 gik til kamp for demokratiet, kan dog ikke skjule, at han selv har haft umanerlig svært ved at respektere selvsamme demokrati, og at det fortsat præger det russiske samfund:
Formelt har Rusland ganske vist demokratiske institutioner og afholder frie og regulære valg, men demokratiet har alvorlige svagheder. En af grundene er den forfatning, Jeltsin fik vedtaget i 1993, efter at han havde sat militæret ind mod det russiske parlament i noget, der reelt var et statskup - uagtet at mange i Vesten dengang bifaldt det som et forsvar mod bagstræberiske kræfter. Med denne forfatning blev det muligt for Jeltsin at styre uden om det folkevalgte parlament (Dumaen) pr. dekret, når det ikke ville som han, ligesom han jo flittigt brugte adgangen til at fyre ministerpræsidenter. Resultatet blev en tandløs Duma, hvis begrænsede politiske autoritet turde fremgå af det seneste valg, da et få måneder gammelt parti, Enhed, kunne blive en af valget store vindere, selv om det ikke havde et partiprogram - ud over dets støtte til Kremls nye stærke mand, Putin.
Formelt er også pressen fri, men den holdes i jerngreb af en lille gruppe oligarker, der har kunnet udnytte - og berige sig på - deres tætte forbindelse til Jeltsin og hans inderkreds i den såkaldte Familie.
Formelt opererer økonomien på markedsvilkår, men Jeltsin og hans styre har aldrig formået at omstille den til en velfungerende økonomi. Dels har han selv været med til at fremme en politik, der gav markedsøkonomien et dårligt navn, dels har han i store perioder været så optaget af sine magtspil, at han hellere fyrede en ministerpræsident end skabte den politiske ro, som betinger investeringer og økonomisk fremgang.

Krigene i Tjetjenien er et andet af de kors, der altid vil være et åg på Boris Jeltsins navn. I 1994-96 døde op mod 100.000 i en håbløs krig, som nu er ved at blive genopført. Med krigen har Jeltsin som sin sidste store politiske gerning øget chancerne for, at hans kronprins - Vladimir Putin - kan vinde det kommende præsidentvalg. Som tak har han sikret sig immunitet mod retsforfølgelse i sager om bl.a. korruption, men prisen betaler titusindvis af døde, sårede, skræmte og flygtende tjetjenere. De må lune sig ved vestlige mediers prisning af, at Jeltsin med sin afgang viste respekt for demokratiet - om end timingen altså alene var til gavn for den mand, der er synonym med krigen i Tjetjenien: Putin. Kreml ved al for godt, at krigen hurtigt kan vende, og det kunne jo skade Putin.
I værste fald afspejler Putins popularitet, at netop magtpolitik bliver et omdrejningspunkt for den 'nationale identitet', som russerne har søgt siden Sovjetunionens sammenbrud for otte år siden.
Et begreb som 'stormagt' går også igen flere steder i det programudkast, som Putin for nogle dage siden offentliggjorde via Internettet. Her betoner han også behovet for en stærk stat og antyder i det hele taget en mere autoritær kurs, der bekræftes af en indirekte afvisning af at ændre forfatningen. Det har et flertal i den nyvalgte Duma ellers talt for, fordi de ønsker at ændre magtbalancen i forhold til det magtfulde præsidentembede. Et embede, Putin nu har kurs mod - efter at have varmet op til det med en krig. -jarl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her