Igennem længere tid har man ikke kunnet åbne avisen uden at støde på udtrykket den sociale arv. Dette udtryk er blevet så populært, at selv statsministeren finder det opportunt at bruge det.
Men selv om mange mennesker har læst eller hørt om det, er det nok kun de færreste, der er klar over, hvem der opfandt dette banebrydende begreb.
Det var den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson, berømt som grundlæggeren af den skandaleombruste institution Barnbyn Skå uden for Stockholm.
Børnebyen var nærmest et kompromis mellem et børnehjem og et hospital. Allerede fra begyndelsen planlagdes den som en medicinsk institution. Derfor gjorde man en læge til leder og ansatte psykologisk uddannet personale. Man modtog et højst broget patientmateriale, varierende fra børn med psykiske forstyrrelser grænsende til sindssygdom, til børn, der var plaget af en indre angst og uro. Man fik også henvist den hårde kerne af asociale unge, som andre institutioner for længst havde afskrevet som "uopdragelige".
Dr. Jonssons formål var at gøre disse børn mere harmoniske og dermed mere socialt duelige medlemmer af samfundet.
Under forfølgelsen af Gustav Jonsson i pressen og blandt bureaukratiske embedsmænd gik man så vidt som til at påstå, at på Skå fik børnene lov til at "slå søm i klaveret"! Det hjalp ikke det mindste, at Jonsson gang på gang dementerede denne uhyrlige påstand. Den blev hængende ved ham resten af livet! Jonsson har omtalt skrønen i bogen Sømmet i klaveret, der i 1983 udkom på dansk. Titlen stammer fra dengang, fri opdragelse var på tapetet. Ifølge Jonsson skulle den skotske pædagog A. S. Neill være blevet spurgt: Hvad gør den kendte børnepsykolog, hvis hans søn vil slå søm i hans klaver? Hvortil Neill skulle have svaret: "Min søns sjæl er mig mere dyrebar end mit klaver!"
I skudlinjen
Børnebyen Skå stod i skudlinjen lige siden dens begyndelse i 1947. Efterhånden fremgik det klart af pressehetzen og embedsmændenes modstand, at det var selve de principper, Jonsson lagde til grund for behandlingen af de miljøskadede børn, man ville til livs.
I september 1949 besøgte jeg Skå og skrev en artikel om mine indtryk i Socialpædagogisk tidsskrift. Artiklen blev efterfulgt af en erklæring, hvor en snes kendte danske læger, psykiatere, pædiatere, psykologer og pædagoger opfordrede de svenske myndigheder til at besinde sig.
Det var folk, der havde haft lejlighed til at høste erfaring fra Skå og i anledning af de mange angreb ønskede at udtale over for "det højtærede borgerråd": "Vi mener, at det forsøgsbetonede arbejde på denne i Norden enestående institution er af uvurderlig betydning for behandlingen af vanskelige børn".
Den 31. marts 1967 blev Gustav Jonsson doktor på afhandlingen Deliquent Boys, their Parents and Grandparents.
I Karolinska Sjukhusets overfyldte aula, hvor de, der ikke kunne få plads, sad på gulvet, introducerede Jonsson sin pionerteori. Afhandlingen dokumenterer, at lige såvel som rigdom og magt kan arves, kan man også arve fattigdom og magtesløshed, der overføres fra generation til generation.
Kæmpende humanist
Første opponent, docent Torkel Sjolander, var tøvende over for udtrykket 'social arv'. "Var det ikke for provokerende," spurgte han. Hvortil Jonsson under forsamlingens jubel svarede: "At være provokerende har jeg aldrig været bange for!" Men når man bogstavelig talt mener, at manglende social tilpasning forplanter sig fra generation til generation, er det svært at finde på et bedre udtryk." Jonsson sagde til slut:
"Det siges i England, at det tager mindst tre generationer at skabe en gentleman, måske kan denne talemåde også overføres til asociale børn."
Efterhånden blev modstanden mod Skå mindre og mindre, og det er ikke for meget sagt, at da han døde i 1994, 87 år gammel, var han blevet Skå-Gustav for hele det svenske folk. Denne kæmpende humanist fik et tragisk endeligt. I 1983 blev han via en blodtransfusion smittet med hiv. Om den katastrofe, det indebar, skrev han sammen med sin kone, Britt, bogen Smittad, der er oversat til talrige sprog.
Herhjemme er han især kendt for bogen Den sociale arvs onde cirkel, kan den brydes?, som Fremads forlag udgav i 1974. Den er siden kommet i flere oplag og burde genoptrykkes i dag, da den sociale arv igen er blevet et aktuelt problem.
Jonsson var ikke glad for undertitlens spørgsmålstegn, for han mente ikke, at den sociale arv er skæbnebestemt, men tværtimod, at den kan brydes!
Eric Danielsen er journalist og forfatter
