Læsetid: 2 min.

Asfalt

Gadens skrammer er vidneudsagn om tidligere tilstande
7. juni 2006

Der er gader i København, hvor man fristes til at løfte fødderne lidt højere under gang for ikke at snuble i skæve fliser, huller og lapninger i belægningen og andre niveauforstyrrelser. Købmagergade er særlig berygtet, som den skamfuldt og synsforstyrret flygter fra Storkespringvandet og det fint mønstrede Amagertorv.

, ældre lag åbenbarer sig utidssvarende, men for så vidt tankevækkende, som vi her vandrer oven på både moderniteten og historien. Ved enhver større udgravning får arkæologerne chancen for at gøre fund og erhverve viden om byen fra de ældste tider, underbygget som den nu er af kloakker, metro, ledningsnet og hvad der ellers hører til.

Sin egen fortid kan man også møde. For enden af Peder Skrams Gade op mod Kunstakademiet har asfalten store huller, som fremviser brostenene fra den gamle brolægning, som jeg husker fra disse gader, da vi flyttede ind i kvarteret for en menneskealder siden. Et pludseligt erindringsglimt klæder kvarteret af for træer, ny facademaling, gårdanlæg, butikker med antikviteter og brudekjoler og lader genkende de grå, store og trist udseende ejendomme, såkaldte herskabsejendomme med rækker af baghuse i hver karré, der hurtigt blev smækket op af entreprenante murermestre og kløgtige arkitekter, da Gammelholm bebyggedes.

Brostenene leverer endnu en erindring fra den tidlige barndom, hvor vi besøgte min mormor i Peder Skrams Gade, og man fra hendes gadedør kunne lade blikket hoppe hele vejen ned til havnen, der lå som et lys for enden. Et lydløst indre fotografi. Siden er der stukket meget i jorden under brostenene og lagt nyt låg på.

Under rennestensristene,

under de skimlete murkjellere,

lindealléenes fuktige røtter,

og parkplenene:

Telefonkablenes nervefibre.

Gassledningenes hule blod-årer.

Kloakker.

Digtet er norsk, hedder "Byens metafysikk" og står i Rolf Jacobsens debutsamling Jord og jern, netop fra den tid, 1933. Hans 100-års fødselsdag kan fejres posthumt næste år. Han var da ganske betaget af storbyens livsfølelse og tilfreds ved tanken om alle de usynlige lænker af jern og kobber, som binder os sammen: Man kan ikke høre telefonkablernes knitrende liv eller gasledningernes syge hosten, man hører ikke kloakkernes tordnende slam, mens byens indvolde arbejder. For oppe i dagen danser du jo med flammende fodsåler mod asfalten.

Forårsfryd

Den metafysiske duft kan digtet også levere:

Og oppe i lyset etsteds står jo jeg og ser hvordan

cigarettens blå sjel flagrer som en kysk engel

gjennem kastanjeløvet mot det evige liv.

Man kan godt misunde ham det historiske letsind og den forårsfryd, der priser sammenhængen, hvor nu til gengæld verden lænkes sammen på godt og ondt i anderledes hastige kabelnetværk og digitale forbindelser, og hvor rygerlungerne har tæt kontakt til en anden hurtig vej mod evigheden.

Men hullerne i asfalten kan udover irritation og fald-risiko minde en om det vældige sus af tid i storbyens indvolde som underlag for vores korte livs vejrtrækning under årstidernes skiftende himmel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her