Læsetid: 8 min.

Den asketiske libertiner

Det er 50 år siden den canadiske digter, sangskriver og sanger Leonard Cohen debuterede med en lille uanseelig digtsamling, der ikke vakte den store opmærksomhed udenfor byen Montreal, hvor digteren var født og opvokset og bogen udsendtes. Siden er det vist gået ham meget godt
18. november 2006

Mange udtrykte overraskelse, da den canadiske digter og sangskriver Leonard Cohen i 1994 valgte at gå i et Rinzai Zenkloster på bjerget Mount Baldy i Californien. Hvor han tog dharma-navnet Janki (som betyder 'den stille') og blev præsteordineret i 1996. Hvad ville denne mandsperson, hvis værk i så høj grad kredser om kvinder, vin, musik, cigaretter, rejser ud i det blå og alt det såkaldt sanselige, ja, hvad ville denne libertiner, kosmopolit og livsnyder nu i et kloster? Skraber man i værkets lak, skal man dog ikke lede længe for at finde en understrøm af længsel efter udfrielse fra kroppens fængsel, for de basale behov, det allehånde begær og babes en masse. Som han lader sin hovedperson og alter ego, Breavman, sige til en af de mange kvinder, der befolker hans 1963 debut- og bildungsroman Yndlingslegen (gæt selv, hvad titlen refererer til!):

"Ved du hvad der er vores generations store ærgerrighed, Wanda? Vi vil alle sammen gerne være kinesiske mystikere, der bor i stråtækte hytter, men alligevel boller tit."

Jo, værket er ganske rigtigt en logbog over allehånde erobringer og dem, der slap væk, en sand svælgen i kødets lyst og en evigt cirklende længsel efter den endelige forløsning (udløsning?), men sandelig også en til stadighed uforløst metafysisk higen mod noget større (og måske mere meningsfuldt?) end den både konkrete og abstrakte forening af det mandlige og det kvindelige princip. Kønsakten, med andre ord. Og så en masse andet, selvfølgelig; ikke mindst politik, historie, krig (under Yom Kippur-krigen i 1973 tilbød Cohen således staten Israel sin fulde støtte), familie og depression/selvmord. Lige så vel som musikken og poesien i sig selv er temaer, han gerne gennemspiller. Men helt centralt står spændingen mellem krop og sjæl, mellem drift og ånd, i en nervøst opspændt dualisme, der hverken kan kaldes kristen, jødisk, buddhistisk eller i det hele taget henføres under nogen organiseret religion, selvom de alle spiller en rolle i hans diffust dragende poetik. I ungdomsværket er spændingen mellem jødedom og kristendom ligefrem til at tage og føle på.

Quebecs indflydelse

Manden er så også en vaskeægte jøde med østeuropæiske rødder, en ortodoks opvækst og en velhavende (men ikke rig) familie i baghånden. En sand andengenerationsindvandrer, som voksede op i det overvældende katolske Montreal i den bizart fransktalende canadiske delstat, Quebec, der endvidere er lidt af et nordamerikansk hovedsæde, hvad angår kultur, arkitektur - ikke uden grund kaldes den de tusinde kirketårnes by - historie og ikke mindst: stemning og et vildt dynamisk natteliv. En perle for folk med bohemetendenser. Man skal ikke underkende byens indflydelse på Monsieur Cohen. Eller omvendt, for den sags skyld. Eller tro, han er den eneste berømte søn, byen har stået fadder til: Oscar Peterson, William Shatner og Celine Dion stammer alle fra denne bizarre stad, hvor det ved lov er vedtaget, at der kan hvem som helst tillade sig hvad som helst overfor det ellers så smukke franske sprog. Og gør det, så man må sig forbarme.

Det store knæk for den unge Cohen var tabet af hans elskede far, der døde, da drengen var ni. Et tab, han aldrig helt forvandt og som lagde grunden for de gennemgribende depressioner, han led af til langt op i 1990'erne, hvor det lykkedes ham at komme om på den anden side. Depressionen har dog aldrig været så kronisk, at han ikke også har formået at give rum til en kulsort humor, helt ud i f.eks. den måde han gentagne gange har behandlet nazisternes udryddelseslejre på i sin poesi. Dyrk 1965-dokumentarfilmen Ladies and Gentlemen - Leonard Cohen, hvor den unge og stadig kun lovende digter småfuld og rablende giver den fuld skrue til ære for kameraet og en dengang meget overskuelige fanbase. Som fra og med udgivelsen af hans første, stadig uhørt stærke 1968-debut-lp, Songs OF Leonard Cohen, skulle vokse både eksplosivt og globalt; for selvom amerikanerne aldrig rigtig har taget ham til sig, kan han til hver en tid fylde koncertsalene i Europa, ja, i Norge ryger hans plader konsekvent ind på salgslisternes førsteplads!

De usigelige stemninger

Og selvom han på ingen måde kan kaldes en stor sanger, har hans rustne, men ekspressive baryton siden over en 14-15 albums formået at få tag i generation efter generation af miserable ungersvende og nedtrykte møer, thi han formår som få at sætte ord og toner på de usigelige stemninger og svingninger i begavede, men fucked-up unge. Han er en fin lille digter, men det er som sanger-sangskriver, han har sat sit hak i verden og det er for sange som "Suzanne", "Bird On A Wire", "Hallelujah", "Tower Of Song" og "Alexandra Leaving" han vil blive husket. Jeg ved, hvad jeg taler om, for i min pure ungdom sneg denne Cohen sig op på mig bagfra og insisterede lavmælt på at lægge stemme til min kyske, håndgribelige længsel via en dragende romantiske kynisme, der på en og samme gang fremstod ophøjet og profan. Han gjorde det ved hjælp af både smertefulde og (er det med årene gået op for mig) fandenivoldske sange, der ikke underlagde sig sangskrivningens regler helt så meget som poesiens; mere T.S. Eliot end Ira Gershwin var (og er) der til hver en tid dunkle pletter i lyrikken, man efter behag kan projicere det over i, situationen synes at kræve. Over især de tidlige plader hviler en mørk og lettere intimiderende magi, det på en gang virkede knugende og befriende at lade sig indhylle i.

Tørret af manageren

På et mere jordnært plan har år 2006 indtil videre vist sig som et godt og produktivt år for Leonard Cohen-industrien. Det siger jeg helt uden ironi, i lyset af at hans forhenværende manager Kelley Lynch formåede at tørre ham for noget i retning af 99 procent af hans formue (fem millioner dollar, for at være præcis), mens han sad oppe på Mount Baldy og mediterede over alle de kvinder, han skulle nedlægge, når han engang kom ned fra bjerget igen. Fakta er ifølge alle kilder, at efter præcis 50 år i kunst (Cohen debuterede som digter i 1956 med den charmerende og nys genudgivne digtsamling, Let Us Compare Mythologies) er vor mand flad som en fregne og dermed tilbage ved begyndelsen. Hvordan denne manager har formået at tiltuske sig hans gysser og ikke mindst rettighederne til hans værk får stå hen i det uvisse, men tørret blev han. Og historien har tilmed den tragiske afslutning, at han har fået det hele retur ved en retssag, der er bare den hage ved det, at denne Lynch er forsvundet. Så det er tvivlsomt om han ser en krone igen.

I maj i år forelå så hans første digtsamling i 22 år, The Book Of Longing, præget af tiden på Mount Baldy, men ikke specielt vellykket af den grund. Den er blevet lynoversat til dansk af en stak koryfæer og udsendt af Gyldendal under titlen Længslernes Bog. Og det ville da være kanonrart at kunne sige noget rigtig pænt om den, men den er sandt for dyden ikke speciel god. En enkeltlinje her, en tekst der, men tomgangen er til at føle på. Når man betænker, at et hovedværk som The Energy Of Slaves fra 1973 ikke foreligger på dansk, er det svært at se, hvad vi skal med disse monotone trakasserier i stedet. Andet end at han nu - i en alder af 72 - er blevet kanoniseret i en sådan grad, at han altså findes værdig til en sådan lynbehandling. Fred med det. Skal det endelig være, swinger teksterne som helhed dog langt bedre på originalsproget, trods det faktum, at en skibsfuld fornemme lokale sprogarbejdere er blevet sendt ned i den særlige saltmine, der hedder digtoversættelser. Og ind i mellem slår det så stadig gnister: "da du rejste dig ud af/ pornografiens tåge/ med dit snak om ægteskab/ og orgier/ var jeg bare en dreng/ på syv-og-halvtreds/ som forsøgte at tjene nogle/ hurtige penge/ på en nem måde." Et par linjer fra digtet om "Pornografiens tåge", der afslører den mest velbevarede og ivrigst forsvarede hemmelighed i hele Cohen-forskningens ørkesløse system af tunneler, haller og hemmelige rum: At han ind i mellem bare er pissemorsom.

Så er der dokumentarfilmen I'm Your Man, hvor diverse koryfæer - Martha og Rufus Wainwright, Jarvis Cocker, Nick Cave og mange andre - i en stram og efter min smag lige lovlig demonstrativt kunstnerisk iscenesættelse hylder Monsieur Cohen i sang og tale. På verdensplan findes der efter sigende tæt på 50 hyldestplader til koryfæet og det er min erfaring, at hans egne plader til hver en tid er at foretrække. Og det gælder også lydsporet til denne bagatel, hvorpå kun Rufus Wainwrights to bidrag rager op blandt de mange, der alt for går alt for respektfuldt til vaflerne. Selv Nick Cave evner ikke at tilføre titelsangen andet end et artigt dask med håndtasken.

Tak for sangen

Endelig har den seneste i rækken af Cohen-kærester, pianisten og sangeren Anjani, udsendt albummet Blue Alert, hvis 10 sange er skrevet af Anjani i fællesskab med koryfæet selv, der også har 'produceret' svineriet. Endnu en bagatel i den endeløse række af artige piger, der vel synger en slags jazz, uden på noget tidspunkt at tage skyggen af en chance eller på noget plan forsøger at overraske lytteren unødigt. Der kan i sandhed fodres svin med udgivelser af denne art og havde Cohen ikke været ind over, var den vandret direkte ind i Glemmebogen. Lyt i stedet til Madeleine Peyroux's fabelagtige og meningsfyldte tolkning af Cohens udødelige /uhyggelige sang om kz-lejrenes ofre, "Dance Me To The End Of Love" fra hendes fribårne 2004-udspil, Careless Love. Eller bedre endnu: Køb mesterens sidste genistreg, Ten New Songs, fra 2001. Så bliver det ikke bedre.

Men hej - 50 år i kunst, Leonard. Må jeg tillade mig afslutningsvist at citere to af mine yndlingslinjer fra værket? Tak. De kommer så her: "I fought against the bottle/ but I had to do it drunk -" Tak for sangen, Mr. Cohen. Må den aldrig forstumme.

* Leonard Cohen: 'Længslernes Bog'. Gyldendal. Oversat af Claus Bech, Anders Dohn, Naja Marie Aidt, Klaus Rifbjerg, Peter Laugesen, Pia Tafdrup, Bo Green Jensen, Nils Skousen, Anders Søgaard, Jørgen Leth og Susanne Staun. 248 sider. Illustreret.
--
* Leonard Cohen: 'I'm Your Man' /Motion Picture Soundtrack (Verve Forecast/Universal) Medvirkende: Martha Wainwright, Teddy Thompson, Nick Cave, Kate & Anna McGarrigle, Beth Orton, Rufus Wainwright, Antony, Jarvis Cocker, The Handsome Family, Perla Batalla, Julie Christensen, Leonard Cohen, U2. Produceret af Hal Willner
--
* Anjani: 'Blue' (Columbia/Sony) Produceret af Leonard Cohen
--
* Enhver Leonard Cohen-fan bør med jævne mellemrum besøge det fascinerende site www.leonardcohenfiles.com for der at møde de sande Cohen-fanatikere

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu