Læsetid: 3 min.

Asmaa

At Asmaa Abdol-Hamid har valgt at bære tørklæde og ikke ønsker at trykke mænd i hånden er til syvende og sidst en privat sag. Det signalerer holdninger til forholdet mellem mænd og kvinder, som ligger venstrefløjen fjernt. Men når den eventuelle kandidat til Folketinget forklarer, at hun går ind for den personlige frihed, og at det må være hvert enkelt menneskes valg, hvordan de ønsker at gå klædt, og hvem de vil trykke hænder med, så må man tage det udsagn for pålydende.
26. april 2007

DEBATTEN OM Asmaa Abdol-Hamids eventuelle opstilling til Folketinget for Enhedslisten ligner en gentagelse. De danske partier og en stor del af deres vælgere har tilsyneladende meget svært ved at tro på, at troende muslimer er i stand til repræsentere deres grundholdninger og demokratiske værdier. Derfor bliver de testet, udfordret og interviewet i en grad, så det minder om inkvisitionen. Kan Asmaa Abdol-Hamid - og før hende radikale politikere som Mona Sheikh, Barbar Baig og Sherin Khankan - acceptere homoseksualitet, fri abort, ligestilling mellem mænd og kvinder? Kan de tage afstand fra dødsstraf, stening og adskillelse af kønnene?

Mona Sheikh og Barbar Baig, som søgte opstilling hos de radikale, faldt blandt andet på spørgsmålet, om de kunne tage afstand fra dødsstraf i enhver tænkelig form. Svarene lyder oftest: Ja, de tager afstand fra den måde, dødsstraffen praktiseres i USA og Saudi Arabien, og nej de kunne ikke drømme om at stille forslag om at genindføre den i Danmark, hvis de en dag fik mulighed for det. Men de kan ikke med deres muslimske baggrund og tro tage afstand fra dødsstraf i den utopiske verden, som shariaen repræsenterer. Det samme gælder imamer som Fatih Alev, der i hidsige debatter kan lægge afstand til rettergangsfejl i sager om stening i Nigeria. Men afskrive sig denne straf i alle verdner og i alle dens tænkelige tilfælde kan de ikke. Det ville være ensbetydende med at afskrive sig troen. Da den kritiske muslim Sherin Khankan blev væltet som folketingskandidat for Det Radikale Venstre var hun blevet stillet over for samme valg - vil du tage afstand fra sharia-lovgivning? Det ville hun ikke.

DET ER HER, de fleste dilemmaer ligger begravet. Det er den væsentligste årsag til, at troende muslimer har det svært med at blive opstillet - ikke fordi de bærer tørklæde eller nægter at trykke personer af det andet køn i hånden. Og det er derfor, de danske politiske partier ofte ender med at afvise dem. Og det er derfor, troende muslimer desværre har for vane at svare kryptisk, når de bliver stillet over for de svære spørgsmål. For de ved, at dilemmaet er der, men de kan ikke finde en vej ud af det.

Det næste spørgsmål er naturligt, om det så er rimeligt, at demokratiet ikke kan rumme denne tvetydighed. Vi har at gøre med kandidater, der siger, at de går helt ind for partiprogrammet, for demokratiet, for frihedsidealer og ligestilling, og at de støtter fri abort, kvinders og homoseksuelles rettigheder, er imod dødsstraf og hvad det måtte være. Med andre ord har de taget alle det danske samfunds værdier og holdninger til sig. Men i den ideelle verden "i paradis" - i kalifatet - vil der gælde andre regler, andre straffe og andre omgangsformer. Den utopi kan man som troende muslim tilsyneladende ikke afskrive sig, og det store spørgsmål er, om det dermed diskvalificerer til en plads i Folketinget.

I SIDSTE ENDE må spørgsmålet være op til vælgerne og de partiforeninger, der skal opstille kandidaterne. Asmaa Abdol-Hamid bør have en chance for at argumentere for sig og for at demonstrere, at hun er demokrat. Folketingskandidater må have den tro, de har. Den virkelige eksamen står i den konkrete politik, når der skal stemmes om etiske spørgsmål, homoseksuelles rettigheder, abortlovgivning og så videre.

Der er ikke noget forkert eller hetzagtigt i, at journalister og andre prøver de troende muslimske kandidater af. Vælgere og politiske partier må kunne forlange, at de som alle andre lægger kortene på bordet og redegør for tvetydigheden i deres holdninger, hvis de findes. Indtil de selv finder en måde at håndtere modsætningerne i deres politiske og religiøse virke, vil der ligge et skær af utroværdighed over deres bestræbelser, og den latente frygt for at lukke en antidemokrat - en forklædt fundamentalist - ind i den fineste parlamentariske forsamling vil blive næret konstant.

TIL GENGÆLD ER den danske befolkning mere rummelig og tolerant, end man nogle gange skulle tro. Den troende muslimske kandidat, som med overbevisning kan redegøre for sine modstridende værdier vil også kunne blive valgt. Når Asmaa Abdol-Hamid bekender sig til islam og samtidig ikke har sat sig ind i Enhedslistens politik omkring homoseksuelles rettigheder, når hendes svar på spørgsmålet om dødsstraf i første omgang er kryptisk og irriteret, så er det fordi, hun ikke har indset, at spørgsmålene er centrale, og hun vil få dem igen og igen. Og den eneste måde, hun kan komme videre på, er ved at lægge sin værdimæssige bagage og sin fortolkning af den frem til offentlig beskuelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her