Læsetid: 6 min.

Asperger i litteraturen

Forfattere som Vita Andersen, Doris Lessing, Siri Hustvedt, Stig Dalager, Pat Barker og Kirsten Thorup giver ansigt og stemme til børn, som børneneuro-psykiatrien vil kunne typebestemme som Asperger, men det kan den selv være -
28. juli 2006

Lystpræget, men også noget tilfældig samtidslæsning af romaner har åbenbaret en ny børnetype for mig. En diagnostisk børnetype. Eller mere præcist: et børneneuropsykiatrisk type barn, eftersom vor tids børnepsykiatri i bestræbelserne på at sikre sig legitimitet hos de somatiske lægespecialer har gjort det til en dyd at abonnere på et særligt biologisk tunnelsyn, som udelukker, at børnene er blevet mærkelige på baggrund af voksnes fysiske mishandling og omsorgssvigt af dem.

Vita Andersens Get a Life fra 2003 passer på prisværdig vis ikke ind i den neuropsykiatriske trend. Som andre steder i hendes forfatterskab er det den pris, det kærlighedsforsømte barn må betale, som vi konfronteres med. Det mærkelige og/eller onde barn er ikke blevet til indefra og ud, som i arvens og neurologiens forståelse. Det er blevet til udefra og ind. Socialt og interaktionsforstyrret frembragt, man fristes til at sige samspilsramt, af forvirrede og selvoptagne ikke-voksne.

Et ondt barn som Amanda i Get a Life er ikke et barn, der bare sådan fødes. Et ondt barn er noget, man bliver til, selv om f.eks. Doris Lessing i Det femte barn efterlader læseren med en følelse af håbløshed og uforståenhed. Ægteparret Harriet og Davids femte barn i denne roman, der reducerer Rosemary's Baby til folkekomedie, terroriserer og river af uforklarlige årsager familien i stumper og stykker. Uden at forklare noget som helst har Lessing med denne fascinerende og modbydelige roman fremstillet barnet som familiens største indre fjende.

Navngiv problemet

Mens Lessing ikke ser ud til at have frekventeret lægevidenskaben, lægger Siri Hustvedt ikke skjul på, at hun i forbindelse med den blændende Det jeg elskede har udført en omfattende børne- og ungdomspsykiatrisk research. Tematisk er slægtskabet med Lessing åbenlyst: den gru og fornemmelse som forældre oplever, når de ser sig selv på vej til at blive suget ned i kviksandet. Den gru det er at erfare, at éns eget afkom af uforklarlige årsager vender sig mod én og bliver til en fjende, som kun kan bekæmpes med hjælp udefra. Hvadenten denne hjælp er psykiatri eller politi eller begge dele.

Forestiller man sig det neuropsykiatriske syn lagt ned over Vita Andersen/Doris Lessing-figurerne, ville de uden større problemer kunne indfanges og omdefineres af den symptom-definerende børnepsykiatri. En diagnose ville kunne lukke den mystik og naive undren, som er denne romankunsts fortjeneste. 'When you name it, you tame it', som et gammelt engelsk mundheld siger. At denne diagnostiske tæmningsproces især i Amerika kan have en nærmest ulidelig lethed over sig, fremstiller Bret Easton Ellis med tør og faglig præcis ironi i Lunar Park.

Forældrepres i form af lobby- og diagnoseforeninger (DAMP/ADHD, autisme, Asperger, Tourettes, m.m.) vidner om den mentale forældrekomfort, en fin diagnose til det anderledes barn kan være. De, der fra anti-psykiatriens dage måtte gå rundt og tro, at psykiatriske diagnoser er negativt stigmatiserende, kan godt tro om igen. Diagnoser der bygger på det neurologiske tunnelsyn er populære, fordi de gør det uforklarlige forklarligt. Og fordi dette syn ser på en bestemt måde, som gør, at der er en masse ting, det (bekvemt) ikke kan se.

Empatiforstyrrelse

Krigskorrespondenten Stephen Sharkey i Pat Barker's nye bog Dobbeltsyn ser umiddelbart noget mærkeligt ved broderens 10-årige søn. På baggrund af egne erfaringer med en påklistring af diagnosen PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder), stiller han sig dog ikke helt tilfreds med forklaringen, at sønnen har Aspergers syndrom. Barnepigen Justine forklarer, at dette syndrom består i ikke at kunne se andre mennesker som mennesker. For Asperger-barnet er der ikke nogen afgørende forskel på et træ og et menneske.

Børn med denne lidelse, forklarer Justine, kan ikke fatte, at andre mennesker har deres egne indre former for liv og derfor tænker noget andet end det selv gør. Sagt på en anden måde, disse børn er empatiforstyrrede.

En forklaring, som Pat Barker givet har tjekket med et opslag i den enormt voksende diagnoseliste ICD (WHO-s International Classification of Diseases). Hvor det fremgår, at diagnosen står for forstyrrelser i socialt samspil ("se også: gennemgribende udviklingsforstyrrelse; infantil autisme"...) - ofte hos særligt velbegavede børn med 'intellektuelle særinteresser'.

Uden tvivl er det dette aspekt, begavelsen og de intellektuelle særinteresser, mere end kritik af den psykiatriske klassifikationstrang, som fascinerer skønlitterære forfattere. I Stig Dalagers Labyrinten konfronteres hovedpersonen Jon Bæk med den forplantning, han syv år tidligere var en del af i New York: Syv-årige Tobias har levet faderløst sammen med moderen i Wien og været udstyret med forskellige diagnoser som DAMP, autistisk, neurologisk skadet/hjerneskadet. På bundlinjen står der et autistisk barn, som Dalager følsomt og kongenialt fremstiller som et sprogløst barn, der glider ind i sig selv og som med stor styrke kræver, at alt skal ske med præcision og forudsigelighed. Og som i forbindelse med faderens opdukken viser sig at have et skræmmende gehør og geni-agtige evner ved klaveret.

Mens Tobias i Labyrinten er én af hovedpersonerne, er 15-årige Christopher, "der bor alene med sin far og lider af Aspergers syndrom", dén ultimative hovedperson i Mark Haddons forrygende Den mystiske sag om hunden i natten. Uden fortilfælde er Haddon trængt så dybt ind i en autistisk børnelogik, at han har været i stand til at skrive hele den detektivprægede roman set ud fra denne kringlede kognitive matematiske og logiske verden uden kontakt til almindelige menneskers brug af metaforer og ironi. Og hvad der måske er værst for 'de almindelige' at måtte stå model til: et barn uden behov for fysiske berøringer. Hvor Haddon på generøs vis inviterer sine læsere inden for i et konkret og sansenært kognitivt skævt univers, der er lidt Asperger-automatskrift over hans roman, lader svenske Håkan Nesser i Skyggerne og regne sin hovedperson Viktor Vinblad reflektere over diagnosen i et metaperspektiv udenfor lidelsen.

Viktors far var jo morder, og hans mor et narrelys, mens Viktor selv sang salmer baglæns og femten år gammel faldt ud af vinduet fra anden sal i skolen, mens han var ved at fremlægge sit bevis for Fermats sidste sætning.

Vi skal et godt stykke op i firserne, før Viktor hører om Aspergers syndrom og spørger sig selv, om det er det, han lider af? I de sørgmuntre refleksioner kommer han til at antyde et svar på Haddons hovedpersons adfærd: "Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at under visse livsbetingelser er man nødt til at holde fast i sammenhængen, uanset hvordan den så er. Man må opsøge den orden, man kan finde, og ikke kaos. Det fundament, som ikke forandres. En sten, et tal, en tavshed.

Psykiatri uden empati

Jeg har ikke hørt om forældre til børn med Aspergers syndrom, som har protesteret over litteraturens udnyttelse af deres børns handikap. Og i de romaner, der er refereret oven for, er det da også lykkedes forfatterne at holde en balance, hvor nysgerrighed og inspiration snarere end spekulation er det, der falder én for som læser.

Med Kirsten Thorup kan det siges, at det er litteraturens opgave at tage et individ ud fra en gruppe og give dette individ et ansigt og en stemme.

Selv om psykiatrien vel kan siges, omend via bagdøren, at være en menneskevidenskab, så er den åbenlyst først og fremmest en sygdomsvidenskab. Og som sådan uhyre teknisk, ikke mindst i det anti-litterære sprog.

Krydslæser man lægevidenskabelige artikler om Asperger-syndromet med skønlitterære fremstillinger, fremtræder uvilkårligt det paradoks, at børneneuropsykiatrien lider af præcis samme syndrom som børn med Aspergers lidelse. Den definerer, men er reelt ude af stand til at fatte det enkelte barns konkrete liv. Om børneneuropsykiatrien kan man således sige, at det kan du selv være! Altså empatiforstyrret og kontaktafvigende.

Hvilket i sig selv er et argument for et litterært parallelunivers - hvor vi kan møde ikke sygdommen, men nogle af de børn, der lider af den.

Benny Lihme er redaktør for tidsskriftet Social Kritik

opinion@informationd.k

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu