Læsetid: 5 min.

Ateismens ayatollah

Richard Dawkins er overbevist om, at religion er roden til alt ondt
25. januar 2006

Sjældent har vi haft mere brug for klarsynede ånder som Richard Dawkins. I dette land har vi allerede frembragt mindst otte disciple af en religiøs dødskult, der troede fuldt og fast på, at de ved at begå massemord i Londons undergrundsbane kunne løse billet til Paradis.

Men endnu mere morderiske religiøse huserer på vore kanter. Den katolske kirke bilder afrikanere ind, at kondomer indeholder usynlige huller, der gør dem uegnede til at stoppe aidssmitte, og dømmer med den aktive udbredelse af denne løgn i tusinder af uskyldige uvidende til en langsom død.

Og hvordan reagerer vor regering så på dette? Den forbereder lovgivning, der skal forbyde kritik af religioner. Den bredere kulturs reaktion er lige så konfliktsky. Mygt har vi accepteret, at religiøse pøbler ved at true med vold kan stoppe teaterstykker, der vover at kritisere deres overtro.

Men så gør Richard Dawkins heldigvis sin entré på scenen med sin nye, fremragende tv-dokumentarserie, The Root of all Evil, der er båret af det krystalklare budskab: Nu må alle vi, der hylder rationalitetens og Oplysningens principper sige fra over for tidens stadig mere omsiggribende religiøse idioti.

Når man ser hans tv-film, går det op for en, hvor sjældent det i dag er blevet at høre klare argumenter fremført imod organiseret overtro. Som forfatteren Douglas Adams sagde kort før sin død:

"Hvis nogen stemmer på et parti, du ikke er enig med, har du ret til at argumentere så meget imod, du lyster. Men siger nogen: 'Jeg må ikke tænde det elektriske lys i dag, fordi det er lørdag,' skal du svare: 'Det respekterer jeg.'"

Darwin og evolutionen

Var det bare et spørgsmål om elektrisk lys, ville der ikke være problemer. Men Dawkins viser os, at vores føjelighed over for overtro - om den så udspringer nok så meget af høflighed og et forståeligt ønske om tolerance - er skyld i forfærdelige problemer. Fra de aidsramte landsbyer i Afrika til de kønssegrerede skoler i Birminghams parallelsamfund. Vi må indse, at der opstået en fundamental og voksende konflikt imellem to vidt forskellige verdenssyn: de trosbaserede over for det videnbaserede.

Som en af verdens mest anerkendte evolutionsbiologer ved Dawkins bedre end de fleste, at fornuften - og dens barn, videnskaben - kræver vedvarende, omhyggelige realitetstests. Med tro forholder det sig stik omvendt: Den er en forestilling, "der ikke bygger på beviser", for "var der beviser, ville den ikke være en trossag."

Dawkins kom til at påskønne fornuften gennem sine studier af Charles Darwin - manden, der gennemhullede det ældste og bedste argument for Guds eksistens: Når verden er så kompleks og velfungerende, må det være fordi, den er skabt af en overklog alfa-han i Himmelen.

Men evolutionslæren viste, at amøber kan udvikle sig til ufatteligt komplicerede organismer over millioner af år uden gnist af guddommelig indgriben. Darwin afslørede "et univers af blinde, fysiske kræfter og genetisk replikation, hvor nogle arter slås ud, mens andre er mere heldige, uden at der er noget mønster, nogen grund eller nogen retfærdighed bag det." I stedet for Gud har universet kun "blind og ubarmhjertig ligegyldighed" at tilbyde os.

Det lyder deprimerende. Men husk på, at kun fordi vi har søgt at forstå universet fra en videnskabelig synsvinkel, har vi præsteret, hvad der for forgangne tider tog sig ud som mirakler.

Gud-i-hullerne-begreb

Besøg et hospital og observér, hvordan læger ved hjælp af videnskab hver dag får blinde til at se, døve til at høre og krøblinge til at gå. Jesus og Mohammed udrettede angiveligt noget lignende for 1.400 - 2.000 år tilbage, og siden har religiøse fablet om deres underet. Men fornuften kan få kæmpe metallegemer til at flyve og udrydde kopper - en sygdom, der har dræbt over en milliard mennesker. Troen derimod kan intet udvirke i den virkelige verden.

Dawkins kritikere indvender, at også han er en troende fundamentalist - en 'ateismens ayatollah', der på samme måde som de pastorer og mullaher, han angriber, falbyder en falsk vished. For er Dawkins insisteren på, at der ingen Gud findes, ikke også en tro? Som filosoffen Bertrand Russel viste, holder ræsonnementet ikke:

Lad os tænke, at der i en bane omkring Mars cirkulerer en kæmpetepotte. Russel spørger så, om vi anser os for agnostikere i forhold til dens eksistens? Det gør vi selvfølgelig ikke. Vi tror ikke på tepotten. Alene ved at nægte at tro på noget, der ikke findes skygge af bevis for, forlader man troens domæne. Så orienterer man sig efter fornuft - troens modsætning. Som Dawkins pointerer:

"Vi, som ikke tror på Gud, tror heller ikke på feer, kosmiske kæmpetepotter eller enhjørninge. Det mener vi bare ikke, vi behøver at gøre opmærksom på."

Efterhånden som videnskaben forklarer stadig flere forhold, indskrænkes Guds råderum. Nogle teologer reagerer så ved at udmønte et 'Gud-i-hullerne'-begreb om en Skaber, der residerer i de sprækker, videnskaben ikke kan forklare. Er der huller i vore fossile stamtavler? Så er Gud dér! Kan vi dårligt fatte, hvorfor faststoffysik strider mod med submolekylære partiklers adfærd? Jamen, så er den Almægtige der.

Således høvles Gud til stadighed ned, indtil der til sidst kun bliver en bleg metafor eller vag første årsag tilbage. (Imod det sidste indvendte Russel: "Hvis alt må have en årsag, må også Gud have en årsag. Hvis ikke alt må have en årsag, kan der sagtens findes en verden uden Gud."

Der findes ganske vist dem, der i deres hoved formår at forene tro og videnskab, men de er få: Ifølge Nature tror kun syv procent af de amerikanske eliteforskere, der er optaget i National Academy of Sciences, på Gud. Og det i et land, hvor 95 procent af indbyggerne er troende. Dawkins er altså ganske repræsentativ for forskerverdenen.

Dawkins er ikke perfekt. Selvfølgelig er religion ikke roden til alt ondt. Den tanke kan imødegås med to ord: Stalin og Mao. At udrydde religiøs overtro gør det ikke af med hver en farlig forblændelse. Men han er en af de få, som i dag har mod til at udfordre troens anmassende mørkemænd, og som - med et træffende udtryk af Norman Mailer - "er ædel nok til at leve med tomheden". Alene derfor må vi sige: Gud ske tak og lov for Richard Dawkins.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu