Læsetid: 5 min.

En ateists forsvar for kirken

Påstanden om, at religion er roden til alt ondt, er absurd - alternativerne kan være meget værre
30. januar 2006

Er religion roden til alt ondt? Nej, selvfølgelig ikke. Og spørg ikke så dumt, vil være mit umiddelbare svar.

Ikke desto mindre er dette titlen på Richard Dawkins nye tv-serie, som har vakt betydelig debat i Storbritannien, som Johann Hari tidligere har skrevet om i 'Internationalt'. Skønt jeg deler Haris beundring for professor Dawkins intellekt og klare prosa, skal han ikke få lov at slippe af sted med denne polemiske svipser.

Det er skuffende, at en naturvidenskabsmand som Dawkins er så historisk uvidende, at han mener sig berettiget til at tage Adolf Hitler til indtægt for sit korstog imod religion ved at for det første at påstå, at Hitler var kristen og for det andet, at det var Hitlers kristne tro, der førte ham ud i Den Endelige Løsnings morderiske vanvid.

Som historikeren Michael Burleigh påpeger i The Third Reich - a New History, fandt Hitler det måske nok belejligt at bilde det kristne tyske folk ind, at han delte dets tro. Men i virkeligheden var Førerens hjemmelavede verdensanskuelse "en pærevælling af materialistisk biologi, en pseudonietzscheansk foragt for kristne værdier og patologisk væmmelse ved kirkens indflydelse i samfundet."

Burleigh citerer bl. a. fra Hitlers såkaldte rundbordssamtale (som blev optaget af den hengivne Bormann), hvori Føreren den 13. december 1941 betror sine middagsgæster:

"En dag vil krigen være forbi, og så vil jeg endelig kunne koncentrere mig om mit livs sidste store opgave, som vil være at løse det religiøse problem... Denne organiserede løgn må knuses og tilintetgøres. Religionens dødsfase må tage sig således ud: I St. Peterskirken en senil olding. Over for ham en lille folk hæslige, gamle kvinder - så rablende og svage i ånden, som man kan tænke sig. Alle unge og sunde vil være på vores side."

Dette er en vision, man kunne mistænke professor Dawkins for at dele, om end det naturligvis aldrig kunne falde mig ind at kalde ham Hitler-sympatisør. Ej heller vil jeg bebrejde Dawkins' helt, Charles Darwin, for at Hitler forvanskede hans teorier om den bedst egnedes overlevelse og vildførte nazisterne til eugeniske udryddelsesprogrammer.

Ayers logiske positivisme

Sandheden er imidlertid, at skønt Dawkins med god ret kan anklage religiøs sekterisme for talløse historiske og aktuelle blodige konflikter, så har den moderne tidsalder fuldstændig fordunklet disse forbrydelser med de masse- og folkedrab på millioner, som er begået af strengt sekulære regimer. Ikke kun af nazisterne, men også kommunismens kardinaler, Josef Stalin og Mao Zedong.

Hvad disse udryddelseskampagner - ved siden af Osama bin Ladens terrorbombning af World Trade Center er en bagatel - demonstrerer, er, at uanset hvor mange lidelser, mennesker, der tilbeder Gud, kan forvolde, så er disse for intet at regne i sammenligning med de lidelser, som kan blive resultatet, når mennesket tilbeder mennesket.

Til dette kan den rationalistiske ateist replicere: Jamen hvorfor i al verden skal mennesket da også tilbede nogen eller noget? Og det er der da heller ikke nogen, der siger, vi partout skal.

Men faktum er, at det overvældende flertal af mennesker har og formentlig altid vil have en indre drift efter at følge en eller anden doktrin eller trossystem, hvis gyldighed de aldrig vil kunne bevise. Og faktum er, at det trods alt er langt mindre risikabelt at tro, at denne doktrins sandhed først bliver endegyldigt afsløret i et efter-liv i det hinsides. Netop dette er den politiske tros mest giftigste aspekt: At den prætenderer, at fuldkommenheden med magt kan gennemtvinges på Jorden frem for i Himmelen.

Også jeg deler Dawkins ikke-tro. Jeg er sekulært opdraget, mine forældres familier har for længst opgivet deres jødiske forfædres tro uden at anskaffe sig en ny. Jeg gik i en kristen skole og måtte udholde års morgenbøn, gudstjenester og salmeterperier uden at forstå, hvad det alt sammen skulle gøre godt for.

Senere, på universitet lod jeg mig som så mange andre filofistuderende dupere af filosofiprofessoren A. J. Ayers logisk positivisme. Hans forelæsninger i Oxford var stadig et tilløbsstykke, selv om det var 40 år siden han havde udgivet sit revolutionære værk Language, Truth and Logic.

Ayer var på mange måder sin tids Richard Dawkins. Han var formand for Britisk Humanistforbund og debatterede på BBC med den jesuitiske filosofihistoriker Frederick Copleston. Strengt taget var Ayer ikke ateist. Hans pointe var, at udsagnet, "Gud eksisterer ikke", giver lige så lidt mening som den modsatte påstand - nemlig ingen som helst.

Fluernes Herre

Ayers langt mere kontroversielle tro var, at alle moralske domme - ikke kun dem, som begrundes i metafysik - var meningsløse. Intet under derfor at forelæsningssalen var fuld:

Vi unge mennesker kunne suverænt selv afgøre, hvilke moralske normer vi ville leve efter, var budskabet.

Så hvis forstanderen på mit kollegium påtalte en forseelse fra min side, kunne jeg på stedet forklare ham, at en af Oxfords største autoriteter havde lært os, at "det er umuligt at finde et kriterium for objektivt at afgøre gyldighed af etiske domme - thi de har overhovedet ingen objektiv gyldighed."

Senere blev Ayer min stedfader, og jeg lærte ham bedre at kende. Jeg vil ikke sige, at han var amoralsk, men ofte kunne jeg ikke lade være med at tænke, at hans filosofi var som skræddersyet til at retfærdiggøre hans luner og lyster. Da jeg så , at han - skønt gift med min mor - lagde an på min søster, begyndte jeg at forstå, hvad der menes med moralsk relativisme.

Jeg er forblevet ateist. Men jeg har indset, at kirkens akkumulerede visdom - to årtusinders sociale og moralske erfaringer - har mere at tilbyde vores samfund end nogen sekulær ideologi eller filosofi. Hvis nogen skulle tvivle på det, behøver de kun at tage en tur rundt i vores bymidters forlystelsesliv en lørdag nat. Så kan de ved selvsyn konstatere, hvad opgivelsen af tanken om individuel syndsbevidsthed og ansvarlighed betyder, efter at vi på to generationer er gået fra at bede aftenbøn til Vor Herre til en livsstil, der mest af alt ligner noget Fluernes Herre.

Dominic Lawson er tidligere redaktør for The Spectator og Sunday Telegraph.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her