Læsetid: 3 min.

Atomkraften hører til på Teknisk Museum

Atomkraften får 70 procent, men vedvarende energi kun syv procent af industrilandenes forskningsmidler til energi
11. maj 2006

Atomkraft er en teknologi, der tilhører fortiden og har sin plads på Teknisk Museum. Alligevel har den stadig sine tilhængere, som med næsten religiøs fanatisme kæmper for den. Selv 20-års- dagen for Tjernobyl-katastrofen, den 26. april, blev til endnu et slag for atomkraften. I Poul Friis' debatprogram på P1 var der således ikke en lyd om, at decentral, vedvarende energi allerede dækker over 20 procent af det danske elforbrug, og at vi har 25.000 arbejdspladser inden for denne nye industri. Derimod var der en række spørgsmål, der ledte frem imod atomkraftens uundgåelige nødvendighed.

Debatten om atomkraften blev genoplivet i 2004 - ikke bare i Danmark. Den internationale atomkraftmafia, som har væltet sig i offentlige tilskud til forskning de sidste 50 år, fører sig på ny frem over hele verden.

Pludselig er alle affaldsproblemerne løst. Ind med det i en bjerggrotte, og der kan det radioaktive affald ligge 100 procent sikkert i tusinder af år. At atomkraftværker også frembringer højradioaktivt plutonium, og at det problem ingen løsning har, forties. Det forties også, at brændslet, uran, vil slippe op sammen med olien.

Udover at plutonium er et udsøgt mål for terrorister, som med små mængder kan lamme storbysamfund, så har det den kedelige egenskab, at det ikke kan ses, smages eller lugtes. Ondet viser sig primært i form af kræft og ikke bare hos mennesker. Der er ingen smarte løsninger på plutoniumproblemet.

Atomkraften har af disse grunde ingen fremtid. Det er kynisk og uacceptabelt, at talrige fremtidige generationer skal bære omkostningerne og leve med disse giftige, radioaktive efterladenskaber, bare fordi vi har et umætteligt behov for elektricitet, som vi sløser med. Med tidssvarende udstyr kan spares totrediedele af elforbruget. Resten kan de næste fem milliarder år komme fra solen, vinden og biomasse. Der er 12.000 gange mere til rådighed end det globale energiforbrug.

Vedvarende energi i front

Poul Schlüter satte som konservativ statsminister i 1985 punktum for Danmarks deltagelse i det atomare eventyr efter 10 års massiv agitation for atomkraft. Ikke mindst statens egen forsøgsstation, Risø, var en meget aktiv smagsdommer i den offentlige debat og fortiede omkostningerne. Men demokratiet trådte i karakter, for 80 procent af befolkningen var imod atomkraft. Det skabte ro omkring energipolitikken i Danmark og blev indledningen på en helt eventyrlig udvikling. Miljø- og vedvarende energi-industrien blev den nye vækstsektor med 25.000 arbejdspladser og en eksport på 39 milliarder kroner årligt. Det er 50 procent mere end eksporten af svinekød.

Det blomstrede indtil regeringsskiftet i 2001, hvor VK-regeringen erklærede, at "kendskabet til udnyttelsen af vedvarende energi er tilstrækkeligt". Herefter sløjfede den alle programmer, udvalg og centre. De var overflødige. Regeringen har det med at overrumple. Kursændringen kan i CO2-politikkens navn meget vel føre til principbeslutning om atomkraft i Danmark i en kommende finanslovsaftale på trods af, at der ingenting er at hente for Danmark inden for atomkraft. Vi udvinder og beriger ikke uran og kan ikke levere atomkraftværker til verdensmarkedet. Men drømmen om den rigelige og billige atomkraft vil ikke dø.

Specielt det internationale atomkraftagentur, IAEA i Wien, promoverer atomkraften. Uden IAEA ville atomkraften i dag være en afdød og glemt sag. Atomenergiagenturet har 2.000 ansatte og et årligt budget på to milliarder kroner. Det betaler vi alle til. Derimod er der intet tilsvarende organ til fremme af vedvarende energi, et IRENA, som den tyske regering arbejder for.

A-kraft-mafiaens styrke

Fordelingen af industrilandenes forskningsmidler til energi viser atomkraftmafiaens styrke. Atomkraften får fremdeles 70 procent, men vedvarende energi kun syv procent, hvilket er en demokratisk skandale. Siden 1960'erne har atomkraftforskningen modtaget 300 milliarder dollar - den vedvarende energi 20 milliarder! Dersom det var omvendt, ville der virkelig være sket noget. Omstillingen til vedvarende energi hæmmes også af, at det i mange lande er vanskeligt for ungdommen at få en relevant uddannelse, hvorimod der i 50 år har været professorater og fakulteter for atomkraft.

En omstilling i stor målestok til decentrale energiformer vil fratage den internationale, fossile energisektor dens magtbaser, monopoler, milliardtilskud og andre privilegier. Det modsætter den sig naturligvis og ignorerer eksistensen af vedvarende energi, ligesom i det omtalte P1-program. Den 'gamle' energisektor har blot det problem, at olie, gas og bestemt også uran er begrænsede ressourcer; spørgsmålet er bare, hvor mange konflikter og krige verden kan tåle i kampen om energiråstoffer, som alligevel snart vil slippe op.

Preben Maegaard er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi og vicepræsident for EUROSOLAR

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her