Læsetid: 11 min.

I audiens hos Tjetjeniens Che Guevara

Tjetjeniens premierminister, Ramon Kadyrov, kombinerer nålestribet habit med Kalasjnikov. Skønt han beskyldes for tortur og mord, er han vellidt af sine landsmænd
6. januar 2007

GROSNIJ - 'Kong Ramzan' skrider selvsikkert ind på sit kontor i Grosnij, som lå hele verden for hans fødder. Han laver en underlig smældende lyd med sin læber, men hans opvartere - og dem er der mange af - lader, som om, de ikke hører det. Tjetjeniens russisk støttede premierminister er ikke en mand, nogen ønsker at rage uklar med - især ikke, hvis man arbejder for ham.

Den blot 30-årige Kadyrov regner den russiske præsident, Vladimir Putin, for sin nære forbundsfælle, råder over enorme magtbeføjelser i sin krigshærgede republik og er genstand for en Stalin-agtig persontilbedelse. Han er en mand, hvis ry for grusomheder kun matches af frasagnene om hans mange bizarre hobbies og forkærligheder.

Hans 'kæledyr' omfatter en løve og et eksemplar af en sjælden og udrydningstruet tigerart. Han er en habil bokser, som tæller den voldtægtsdømte Mike Tyson blandt sine venner, og han har en ejendommelig manér med spontant at begive sig ud blandt sine undersåtter og demonstrativt uddele 1.000 rubelsedler (ca. = 210 kr.) til dem.

Endnu mere uortodokse er hans synspunkter, som har fået mange til at spærre øjnene op i Moskva og andre steder. Han er således en varm fortaler for flerkoneri, har forbudt hasardspil og slået hårdt ned på salg af alkohol - alt sammen tiltag, som ville udløse optøjer, hvis de blev forsøgt ført ud i livet i andre egne af Rusland.

'Vi er stolte af dig'

Hvor end man vender sig i Grosnij, Tjetjeniens udbombede hovedstad, støder man på Kadyrovs kontrafej. Hans skægprydede fjæs smiler Big Brother-agtigt med gennemborende øjne, der skal minde folk om, hvem der bestemmer. "Vi er stolte af dig", lyder underteksten på et sådant billboard-opslag.

Beundringen for Kadyrov, som han selv og hans image-magere udmærket ved, deles dog langt fra af alle. Kolleger til den myrdede journalist Anna Politkovskaja har antydet, at han kan have beordret mordet på hende for at stoppe hendes efterforskning af menneskeretsovergreb i Tjetjenien. Samtidig hævder menneskeretsgrupper, at han personligt har ført an i grusomhederne i flere private torturkældre i nærheden af eller på hans forskellige tilholdssteder. Og i al fald beskyldes hans loyale fodsoldater for at tortere, bortføre og myrde snart sagt alle, som forsøger at obstruere Kremls målsætning om genoprettelse af orden i den urohærgede republik.

Til mishag for nogle politikere i Moskva, er det et andet afsnit på hans cv, som er lige så foruroligende: Han er tidligere separatistrebel og kæmpede imod russerne, før han skiftede side og sluttede sig til dem - indtil videre.

At møde manden er en grænseoverskridende oplevelse, og selv mine livvagter fra Moskva forekommer nervøse.

"Hold dig nøje til de spørgsmål, du på forhånd har sagt, du vil stille," siger en af dem til mig, da vi venter i korridorerne til det svært befæstede tjetjenske regeringsdomicil i hjertet af Grosnij.

Da jeg antyder, at jeg måske har et par spontane spørgsmål, er svaret iskoldt. "Jeg kan tænke mig hvilken slags," siger den ene livvagt.

"Den afskyelige slags".

Stilheden sænker sig over os, indtil vi pludselig bliver kaldt ind, og livvagtens ansigt blusser stadig rødere, som tiden nærmer sig.

Elementer af sharia

Indenfor ligner Kadyrovs kontor bestyrelseslokalet i en multinational koncern - med nogle få bemærkelsesværdige forskelle. Det føderale russiske flag vajer side om side med Den Tjetjenske Republiks grønne, og fra en af væggene stirrer et indrammet sort-hvidt billede af Che Guevara ned på os. Kadyrov identificerer sig åbenlyst med den revolutionære argentiner, der skabte sig sit navn i Cuba, eftersom hans fanklub falbyder stencilerede plakater med den tjetjenske leder iført Ches baskerhue.

Underteksten er klar: Kadyrov ønsker at blive set som en tidligere frihedskæmper, som har byttet sit camouflageantræk ud med et jakkesæt.

Igennem vinduet øjner man en grøntoppet minaret rage op i Grosnijs dystre himmel fra den nyopførte moské - en påmindelse om, at Kadyrov har lanceret sig selv som from muslim og indført elementer fra islamisk sharia-lovgivning i sit regime. Det er et billede, der blev noget plettet sidste år, da en videooptagelse, hvor en mand, der slående lignede Kadyrov sås forlyste sig i en sauna med to prostituerede, dukkede op på internetettet. Kadyrov insisterer på, at det ikke var ham og omtaler blot episoden som "en provokation".

Flakkende øjne

Da han træder ind i lokalet, falder en nervøs stilhed over forsamlingen, og alle rejser sig op, da han indtager sin plads for enden af et langt poleret træbord. Med sin fysiske tilstedeværelse udstråler han al den rå karisma, der retfærdiggør tilnavnet 'Kong Ramzan'. Han er firskåren og ser bomstærk ud, og svajer af sted snarere end går med sine muskuløse bokserskuldre næsten på vej til at sprænge hans nålestribede habit. Hans presseattaché, en lille, intens mand, holder et vågent øje med sin herre og mester, som vogtede han en stang dynamit, der kunne eksplodere ved mindste ubehagelige spørgsmål. Men under denne for udenlandske medier yderst sjældne audiens, svarer Kadyrov sagligt og oprigtigt på alle fremdragne beskyldninger.

Hans øjne flakker dog en smule, da han lytter til mine spørgsmål. Han benægter kategorisk enhver involvering i mordet på Anna Politkovskaja, journalisten, som skabte sig et navn på at efterforske menneskeretsovergreb i Tjetjenien.

Kadyrov ser ud til at finde det meget langt ude, at nogen vil rode ham i denne sag. "Hvorfor skulle jeg dog have dræbt hende," siger han på russisk med tyk accent (tjetjensk er hans modersmål).

"Hun plejede at skrive svinske ting om min far. Hvis jeg havde ønsket, kunne jeg have gjort noget ved hende dengang. Men hvorfor nu?"

Han er tydeligt ubehageligt til mode ved at diskutere mordet på Politkovskaja, men han forsøger at finde en grimasse, der kan passe.

Politkovskaja var en af Kadyrovs skarpeste kritikere og opfordrede til, at han blev fjernet fra magten og retsforfulgt for sine påståede forbrydelser.

"Han er en ekstremt grusom mand," sagde hun til radiostationen Moskvas Ekko i et interview kort før sin død.

"Jeg har mødt adskillige mennesker, som har fortalt mig, at Ramzan Kadyrov personligt torterede dem i sit hjem i landsbyen Tsentoroi. De sagde, at Kadyrov og hans medbøddel, brugte meget raffineret tortur. F.eks. kunne de finde på at hive smalle flager af hud af en persons ryg. Det er den form for tortur, man ville kalde middelalderlig i sin brutalitet."

Ramzans pr-rådgivere har tydeligvis instrueret ham i, at han skal besvare sådanne anklager roligt og behersket, og uden at miste fatningen har han da også en enkel forklaring parat på alt og gentager den som et mantra ved hver beskyldning, idet han stempler de menneskeretsorganisationer, som anklager ham, som "fjender", der er betalt for at opfinde forbrydelser, han aldrig har begået.

"Jeg betragter de færreste af dem som rigtige menneskeretsaktivister. De er snarere svindlere, der spiller på folks følelser for at gøre sig selv interessante," siger han, idet hans øjne flakker lidenskabeligt.

"Hvorfor skulle Kadyrov (han ynder at omtale sig selv i tredje person, red.) dog have brug for at ty til den slags (tortur og mord, red.). Jeg har mistet alt i indsatsen for at skabe orden her. Jeg har mistet den dyrebareste person i mit liv (hans far i 2004, red). Lad dem komme med beviser i stedet for bare ord."

Ruslands søn

Det meste af Kadyrovs magt hidrører fra en mand alene: Vladimir Putin. Da Kadyrovs far blev myrdet den 9. maj 2004, da en bombe eksploderede under ham ved en militærparade, dukkede en sørgende Kadyrov junior pludselig op på russisk stats-tv ved siden af en dystert udseende Putin blot få timer senere. Det blev tolket som en tillidserklæring til den unge tjetjener.

Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse, at Kadyrov har vist sig ubrydeligt loyal over for Putin, som ifølge forfatningen skal træde tilbage i 2008.

"Rusland har aldrig før haft en præsident som Putin. Hvis jeg kunne bestemme, skulle han være præsident på livstid. Han og hans hold er de eneste, som kan sikre Ruslands magt og storhed."

Skønt Kadyrov allerede er ekstremt magtfuld som Tjetjeniens premierminister, er det en offentlig hemmelighed, at han stiler efter posten som Tjetjeniens præsident - en position, som aktuelt beklædes af en tidligere politimand ved navn Alu Alkhanov. Men som politikere verden over er han ydmyg til det yderste, når man spørger til hans ambitioner og ser blot sig selv som en ringe tjener for sit igennem så mange år så lidende folk.

"Jeg er en søn af min nation. Det spiller ingen rolle, om jeg er premierminister, soldat eller politimand. Hovedsagen er, at jeg kan være mit folk til nytte, at jeg kan kigge mine landsmænd i øjnene, og at de kan se, at de høster virkelige fordele af mine aktiviteter."

Adspurgt om han føler, han er blevet genstand for en usund personkult, sætter han en vrængende modvillig grimasse op.

"Personkulter er en fornærmelse imod islam. Det er 'ikke-venner', som spreder den slags spekulationer. Jeg er søn af det tjetjenske folk. Jeg er ikke anderledes end alle andre."

Krav om olieindtægt

Et af de temaer, der optager ham mest, er Tjetjeniens ry på verdensscenen som en krigshærget kidnapperhovedstad beboet af terrorister.

"Tidligere havde ingen behov for os tjetjenere. Vi blev kaldt banditter, terrorister. Selv den russiske presse sagde, vi var fascister. Vi blev brugt - og jeg vil ikke have, at nogen bruger os igen," siger han.

På dette tidspunkt bliver de forsamlede rådgivere synligt nervøse og ønsker tydeligt nok, at audiensen kunne ende her, men Kadyrov er ved at være talt varm. Et spørgsmål om Irak får ham til at falde over præsident Bush for at "irritere hele verdens muslimer" med sin politik og opfordre ham til at finde "et fælles sprog" med irakerne.

Men det er, da jeg spørger ham om hans regerings krav om at få andel i indtægten på den olie, der udvindes fra dets territorium, at hans rådgivere ser mest desperate ud for at få afbrudt interviewet. Det er et spørgsmål, der går direkte ind til nerven af Moskvas relationer med Tjetjenien. For øjeblikket kontrolleres den lille republiks oliereserver helt og fuldt af Kreml, men Kadyrov har længe presset på for at få flere penge fra 'hovedkvarteret'.

"Vi får ikke ret meget i indtægt," siger han bistert og kigger ned i bordet. På spørgsmålet om, hvor meget han da ønsker, svarer han typisk ligefremt: "Meget".

I Kreml var det angiveligt den slags ubesmykkede tale, der fik højtstående figurer til at advare imod at give ham så meget magt. Den frygt blev yderligere forværret i november da en 'specialgruppe' fra det tjetjenske politi i det centrale Moskva skød og dræbte Movladi Bajsarov, en prominent kritiker af Kadyrov.

En god mand

I Tjetjenien ser Ramzans stjerne imidlertid ud til at glitre stadig klarere. Grosnijs hovedgade, Sejrs-Prospektet, er blevet omdøbt til Kadyrov Prospektet, og byens hovedattraktion er en kæmpestatue af hans far med to Kalasjnikov-bevæbnede æresvagter, der patruljerer døgnet rundt.

Sandt at sige er det næsten umuligt at finde nogen, som vil ytre et kritisk ord om ham. Vaaka Sakajev, som har boet i et flygtningeherberg i Grosnij med sin kone og fem børn uden rindende vand og toilet i fire år, er typisk. Han fortæller, at han ikke kan få erstatning for sit bombeødelagte hjem, men insisterer på, at han ikke bebrejder Kadyrov for hverken det eller for sine elendige livsvilkår.

"Hvis Ramzan kendte til vores situation, ville han opfylde sine forpligtelser med det samme," siger han.

"Men hans rådgivere fortæller ham det ikke. Han er en god mand. Han skulle bare have lov til at gøre sit arbejde."

Anzor Muzaev, rektor for Grosnijs universitet, er også imponeret. "Vi har haft mange helte og ledere i vores historie, men han er den første, der har bekymret sig for hver eneste af sine landsmænd."

Ramzan har fundet en måde at fremme Tjetjeniens interesser på, som undgår en genoptagelse af de krige, der forvandlede republikkens byer til månelandskaber. Efter to brutale krig med mellem 100.000 og 250.000 dødsofre, en million flygtninge, utallige krigsforbrydelser og luft og artilleribombardementer af civile byer, fremstilles Kadyrov nu som den mand, der kan samle stumperne og genopbygge ødelagte liv og hjem. Men ligesom hans personlighed er hans fortid modsigelsesfuld og kompleks.

Under Første Tjetjenske Krig fra 1994-96 anførte han en enhed rebelpartisaner inspireret af sin far, en højtstående muslimsk gejstlig, som opsigtsvækkende opfordrede til jihad imod russerne.

I 1999, året da Rusland iværksatte sin Anden Tjetjenske Krig, havde både far og søn imidlertid undergået en dramatisk sjælsrystelse, byttet side og sluttet til deres forhenværende fjende i et slag imod oprørsstyrker, som de hævdede nu var mere interesserede i ekstremistisk islam end i uafhængighed. I dag fremstiller Kadyrovs Kreml-venlige rådgivere denne beslutning som et respektabelt og pragmatisk valg, der hjalp til at gyde vand på krigens flammer og samtidig tillod det tjetjenske folk at gøre krav på en høj grad af autonomi fra Moskva. Men, hvad mere afgørende er, i såvel russiske og tjetjenske øjne er Kadyrov kommet til at stå som garant for freden, uanset hvor skrøbelig den så måtte være. Manden selv insisterer på, at tjetjenerne en gang for alle har vendt krigen ryggen, og at fremtiden tegner lyst og lovende.

Spørgsmålet er: Vil han leve længe nok til at se det? Tjetjenske ledere såsom Kadyrovs salig fader har en grim vane med at komme voldeligt af dage, og Kaukasus stærke mand har mange fjender, deriblandt forbitrede elementer i det russiske militær, som har svært ved at tåle, at en tidligere oprører nu støttes af det samme Kreml, som ofrede så mange russiske soldaters liv. Hvis Kadyrov skulle beslutte sig for at søge en friere snor fra Kremls greb, som mange analytikere forudser han vil, vil mange i militæret med kyshånd gribe chancen for at ombringe ham til helvede. Men det vil formentlig, og det må de vide, udløse en tredje tjetjensk krig.

"Situationen virker rolig på overfladen, men det er den ikke. Det hele kan eksplodere hvert øjeblik det skal være," siger Timurlan Ibailov, en af flere mænd i en mængde daglejere, der søger job på markedstorvet i den tjetjenske by Argun.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her